Der er få ritualer og idealer knyttet til begravelser i den moderne danske kultur. Derfor ved de pårørende ikke, hvordan de skal forholde sig til døden, når den bliver aktuel.

Af Mathilde Bugge Jepsen, mbuggej@ruc.dk

At åbne et vindue, så sjælen kan flyve ud. At tænde et lys for de afdøde. At få en udenforstående præst til at holde en tale i kirken. Det er ritualer som disse, der bliver færre af. Derfor ved de pårørende ikke, hvordan de skal håndtere døden, når den banker på døren, siger sognepræst og forsker i kirkehistorie Anne Kathrine Giversen. Hun mener, at det er sværere at tale om døden, fordi ritualerne for, hvordan vi omgås de døde langsomt forsvinder.

“Frygten for døden forhindrer, at den døende får udtrykt sine idealer og ønsker til sin begravelse. Det resulterer i standardiserede og upersonlige begravelser”
Anne Kathrine Giversen, sognepræst og forsker i kirkehistorie

Hvordan vil du herfra, når du er død? Det spørgsmål er der ikke mange danskere, der har taget stilling til. Derfor er det også et fåtal, som har gjort sig tanker om, hvordan de ønsker deres begravelse. I en undersøgelse af danskernes ønsker til døden svarer 76 procent, at de slet ikke har planlagt deres egen begravelse. Samme tendens ser Naja May, som er antropolog med speciale i dansk begravelseskultur og indehaver af to begravelsesforretninger.

“Det er måske én ud af 15, som har planlagt sin egen begravelse. I langt de fleste tilfælde er der ikke forberedt noget,” siger Naja May.

Døden bliver omtalt som Vestens sidste tabu på trods af, at det er et menneskeligt grundvilkår at skulle dø. Men Naja May er ikke enig i, at døden generelt er tabuiseret. Hun mener, at døden først er et tabu, når den kommer tæt på, eksempelvis når man selv eller én i familien skal dø:

“Døden er et tabu, når den bliver aktuel, fordi man ikke har de gamle ritualer og traditionen ved begravelsen at læne sig op af. Ritualerne er ellers en hjælp til at italesætte døden,” siger Naja May.

Sognepræst Anne Kathrine Giversen mener, at frygten for døden forhindrer, at den døende får udtrykt sine idealer og ønsker til sin begravelse. Det resulterer i standardiserede og upersonlige begravelser.

Døden væk fra hverdagen

Døden gemmes væk i velfærdsstatens institutioner. Derved forsvinder de gamle ritualer for, hvordan man omgås de døde. Det fortæller sognepræst Anne Kathrine Giversen.

“Døden er blevet institutionaliseret i takt med, at Danmark har bevæget sig fra et landbrugssamfund til et velfærdssamfund. På de store, jyske gårde i landbrugssamfundet var der overstuer, som var gårdens fine, nedkølede stue. Her lå afdøde oftest i et par dage, hvor de pårørende havde mulighed for at tage afsked. Til begravelsen mødte hele sognet op og ’sang afdøde ud af hjemmet’, når han eller hun blev båret væk fra gården.”

“Når en person dør, bærer man fortællingen om den døde med sig videre. De pårørende skal finde en måde at dele den fortælling på”
Naja May, bededame og antropolog

Der er en enorm ro forbundet med at have tid til at sige farvel og affinde sig med, at en, man elsker, er død. Anne Kathrine Giversen mener, at døden ikke i samme grad er en del af danskernes hverdag. I velfærdssamfundet bliver syge, handicappede og gamle placeret i institutioner som plejehjem og hospice.

“Det er sjældent, at døende dør hjemme, omgivet af familien. Det er hospitalspersonalet, der passer den døende,” siger Anne Kathrine Giversen.

Ifølge Anne Kathrine Giversen bliver forholdet til døden distanceret, når døden bliver pakket væk i velfærdsstaten.

”Du skal bare se at komme videre”

Bededame Naja May mener, at der de seneste årtier har været fokus på, at man som pårørende ”bare skal se at komme videre”, når nogle dør. Men det er ifølge hende en fuldstændig misforstået opfattelse af død. Hun mener ikke, at man skal ’komme videre’, men i stedet lære at dele sorgen med andre:

“Når en person dør, bærer man fortællingen om den døde med sig videre. De pårørende skal finde en måde at dele den fortælling på,” siger bededamen.

Derfor er det ifølge Naja May nødvendigt med ritualer, der knytter sig til begravelsen, da det hjælper de pårørende med at skabe et fælles sprog omkring døden. Ritualer er ikke kun en støtte under selve begravelsen, men også bagefter, når de pårørende skal leve videre med deres sorg.

En undersøgelse fra Palliativt Videnscenter viser, at 39 procent af danskerne aldrig eller sjældent taler med nogen om døden eller om det, at vi skal dø. Ifølge Naja May bliver der talt meget lidt om døden, fordi mange syge er bange for at dø. Og det skaber ensomhed:

“Det medfører en enorm ensomhed, hvis man ikke kan dele den angst, der er forbundet med at dø. Begravelsesritualer er værktøjer, som kan skabe et fælles sprog og hjælpe både den døende og de pårørende med at dele den angst,” siger Naja May.