I tre uger levede jeg næsten udelukkende af pulver blandet op med vand for at finde ud af, om det er et gangbart alternativ til traditionel mad. Det blev til tre hårde uger, hvor jeg talte med en madhistoriker, som gav mig tre grunde til, at pulver ikke vil slå bredt igennem.

Af Emil Villy Rømer Olsen, evilly@ruc.dk

Pulvermad greb min opmærksomhed – som så meget andet – via en video på Facebook. I videoen fortalte ejeren af amerikanske Soylent, der laver sit pulver ud af sojaprotein og alger, at firmaet kan løse et væld af de udfordringer, som den vestlige verdens befolkninger har, når det kommer til mad.

Én af udfordringerne er, at vi spiser for meget og for usundt. Ifølge Sundhedsstyrelsen er 47 procent af den danske voksne befolkning overvægtig, og 14 procent er svært overvægtig. Tilmed lægger vores madvaner, hvor kød typisk indgår, pres på miljøet, da kød udleder mellem tre og 19 gange så mange drivhusgasser, som grøntsager og bælgfrugter gør.

Men Soylent – og også andre pulvermadsproducenter – mener altså, at deres produkter kan afhjælpe de her problemer. På deres hjemmesider slår de sig således op på, at deres mad er sund og miljøvenlig, fordi den indeholder alt, hvad en menneskekrop har brug for for at fungere optimalt, og at ingredienserne er plantebaserede. Og så tager det kun omkring 30 sekunder at tilberede et måltid.

“Der er ikke meget festligt over at stille sig ud i køkkenet, tage en deciliter pulver i en flaske og hælde vand i til et middagsselskab”
Gunvor Maria Juul, madhistoriker

Et sted mellem smoothie og smeltet flødeis

Mere skulle jeg ikke høre, før jeg blev interesseret i at give pulveret et skud. Pulveret ankom portionsinddelt i poser, som alle svarer til ét af tre daglige måltider. Efter man har blandet vand i, får man en halv liter næringsproppet substans, der teksturmæssigt ligger et sted mellem smoothie og smeltet flødeis. Smagen er mere sødlig end noget andet. Det, der smager mest igennem, er havren, som står øverst på den alenlange ingrediensliste – ikke at jeg ved, hvad dl-alfa-tocopheryl acetat præcist smager af. Den første portion røg i svælget ganske problemfrit, og jeg var overrasket over, hvor lidt tid det tog at spise. Fordi det var til morgenmad, virkede hverken smag eller tekstur helt fremmed. Jeg kom tilmed uvant tidligt ud af døren og behøvede ikke at være til fare for mig selv og mine medmennesker på Københavns cykelstier.

Mæthedsfornemmelsen var dét, jeg var mest skeptisk overfor, inden jeg påbegyndte pulverprojektet. Her blev jeg også overrasket. Jeg var mæt og følte, jeg havde mindst ligeså meget energi, som da jeg brugte andet end min krops synkefunktion til at spise. Det gav måske også en arrogant friskhed, at jeg vidste, at min krop havde fået et perfekt brændstof at arbejde med.

“Manglen på sprødhed, umamismag og andre dufte end sød havregrød var også det, der manifesterede sig som psykisk sult for mig”
Emil Villy Rømer Olsen, skribent og pulvermadstestperson

Tre anker mod pulvermad

Madhistoriker Gunvor Maria Juul gjorde mig klogere på om pulvermad kan blive en del af danskernes madvaner.

”Jeg har generelt tre anker mod, at det kan udbrede sig til den brede offentlighed: socialt samvær, statustab og sanselighed,” fortæller hun. Ud af de tre lægger hun størst vægt på sanseligheden.

”Før i tiden spiste de fleste for at blive mætte, men som råvarer er blevet billigere, og folk er blevet rigere, spiser langt de fleste i Danmark også i høj grad, fordi det er en nydelse. Det er noget, vi har dyrket nærmest siden årtusindeskiftet,” lyder det fra madhistorikeren.

Manglen på sprødhed, umamismag og andre dufte end sød havregrød var også det, der manifesterede sig som psykisk sult for mig. Allerede på tredje pulverdag sad jeg i tre timer og stirrede forgabt på mundvandsinducerende madvideoer på YouTube.

Gunvor Maria Juul vurderer videre:

”Jeg tror, de folk, der kommer til at bruge pulvermad, er folk, som ikke giver så meget for at bruge måltider som sociale situationer. Der er ikke meget festligt over at stille sig ud i køkkenet, tage en deciliter pulver i en flaske og hælde vand i til et middagsselskab.”

De gange, hvor jeg indtog de drikkelige kalorier i andres selskab, har måltidet også været en formalitet, der skulle overstås, inden jeg kunne komme videre med dagens gøremål. Videre tror jeg ikke, at det ville begå sig godt som datemad. Jeg ville have virkeligt svært ved at bygge en romantisk stemning op omkring et fundament af to drikkedunke. Det overlapper også med Juuls sidste anke:

”Folk, som forbinder social status med mad, vil nok heller ikke være tiltrukket af det. Der er en madtrend lige nu, hvor det at kunne lave mad fra bunden og kende de rigtige råvarer er en måde at vise, at man har styr på det hele.”

Smagen af løg og nederlag 

Jeg er selv en madnørd og har lagt mærke til, at jeg blev ved med at tænke mere og mere på mad igennem de tre uger. Der var dog intet tidspunkt, hvor jeg var mere træt af pulveret end under en særligt streng omgang lørdagstømmermænd. Mindet om smagen af løg på pizza var af en eller anden grund dét, der klistrede sig fast i min hjerne. Og dér blev det, indtil jeg gav op og skamfuldt bestilte to pizzaer sent om aftenen fra et af de der pizzeriaer, hvis eneste eksistensberettigelse er, at de har åbent klokken 22:30. Det er et af de bedste måltider, jeg nogensinde har fået, selvom det havde en bitter nederlagseftersmag.

Ligesom Gunvor Maria Juul tror jeg ikke, at pulveret kommer til at slå igennem, med mindre vi i fremtiden bliver tvunget til det på grund af miljøhensyn. Det var decideret hårdt flere dage, men fik mig til gengæld til at sætte pris på mad på en ny måde – både det sanselige, det sociale og stoltheden over at lave noget virkelig lækkert og gennemført.