Når kommunalvalget løber af stablen den 21. november i år, vil 28-årige Badar Shahs navn være at finde på københavnernes stemmeseddel. Springet fra uformelt til formelt politisk engagement har været en stor beslutning for den nyudklækkede alternative kandidat. Tilbageholdenheden ved at stille op til valg deler han med en stor del af den danske ungdom.

Af Julie Ringgaard Kauffmann, jurika@ruc.dk

Over bygningerne i indre bys smalle gader glimter Rådhustårnets irgrønne tag om kap med solen. Det er i salene under det slanke tårn, at Badar Shah efter kommunalvalget i november håber at få sin politiske dåb som folkevalgt. Han er nyvalgt kandidat til Borgerrepræsentationen for Alternativet, der også som parti bevæger sig ind i nye farvande. Det bliver første gang, Badar Shah stiller op til valg, og det bliver første gang, Alternativet deltager i et kommunalvalg.

Politisk karriere tiltrækker få

Han smiler genert, mens han poserer til et billede i solen. ”Jeg smiler ikke med tænder, for jeg har engang haft bøjle,” siger han og ler. Det er tydeligt, at situationen er uvant for ham. Det er kun få uger siden, han blev udnævnt til én af Alternativets 18 kandidater til kommunalvalget.

Det er et stort spring for den 28-årige jurauddannede, der i mange år begrænsede sit politiske engagement til frivilligt arbejde, blandt andet ved at være aktiv i det nu nedlagte Ny-Dansk Ungdomsråd, der forsøgte at engagere unge med udenlandsk baggrund i dansk demokrati og i frivillige organisationer som Gadejuristen og Fatimas Hånd.

»Jeg har været igennem en anderledes beslutningsproces i valget om at stille op til kommunalvalget, end når jeg normalt engagerer mig i noget. Jeg har skulle tænke over, at der kan komme nogle store konsekvenser,« fortæller Badar Shah og forklarer, at han især bekymrede sig om at sætte sin person offentligt til skue.

Hans tøven ved at stille op som kandidat er ikke enestående. I 2013 viste undersøgelsen ”European Youth: Participation i Democratic Life” udarbejdet for Europa-kommissionen, at kun 12 procent af danske unge mellem 15-30 år ville overveje at stille op som kandidat til et politisk valg. Det er langt under det europæiske gennemsnit på 19 procent og milevidt fra vores svenske naboer, hvor 29 procent af de unge svarede, at de kunne finde på at stille op. Det manglende ønske om at gøre politisk karriere kan overraske, for ifølge en lignende undersøgelse med titlen ”Social situation of Young People in Europe” foretaget af den europæiske forskningsinstitution Eurofound er danske unge europæiske topscorere, når det kommer til politisk engagement. Hele 39 procent af de 16-29-årige har ifølge undersøgelsen været politisk aktive i 2011 ved enten mødeaktivitet, demonstrationer, underskriftsindsamlinger eller kontakt til politikere.

Angstprovokerende at være politisk aktiv

Hvorfor appellerer det traditionelle politiske kandidatur ikke til en generation af engagerede unge?

Det er der mange gode forklaringer på, mener Niels-Henrik Møller Hansen, der er sociolog og lektor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet. Han har forsket i motivation for politisk deltagelse og peger blandt andet på, at ungdomslivet for mange føles for presset til at finde tid og ressourcer til formelt politisk engagement. Og så knytter de unges interesse sig ofte til politiske enkeltsager, forklarer han.

En anden vigtig begrundelse for de unges fravær i konventionelle politiske sammenhænge er det, der står på spil ved at stille op til valg:

»Det med at være politisk aktiv kan godt være rimelig angstprovokerende. At andre kan være uenige, kan være svært for nogle. Det ligger i den politiske diskurs, men det kan afskrække unge, der ofte har høje idealer, og det kan være svært at stille sig op og opleve, at andre sætter spørgsmålstegn ved ens holdninger og i sidste ende ved den person, man er,« siger Niels-Henrik Møller Hansen.

Den betænkelighed giver genlyd hos Badar Shah.

»Det at udstille sig selv foran hele befolkningen eller bare foran lokalbefolkningen, er meget, meget svært. Især hvis man har en idé om, at der godt kan komme nogle ”sten” tilbage mod én engang imellem,« forklarer han om sine overvejelser forud for sit kandidatur. Han lægger hænderne på brystet og læner sig tilbage som for at skærme sig selv mod den hårde respons, han i fremtiden forudser vil komme hans vej.

Badar Shah kalder tonen i den politisk debat dårlig og forklarer, at netop den har været en af de vigtigste grunde til, at han indtil nu har afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat. Alligevel tager han nu skridtet fra det frivillige arbejde i kulisserne ud på den formelle politiske scene.

»Jeg har kunnet gøre en forskel i det frivillige arbejde, men jeg følte også, jeg ramte det metaforiske glasloft for, hvor meget jeg som enkeltindivid kunne gøre. Hvis jeg bliver valgt, får jeg mulighed for at hjælpe mange flere,« siger han med håb i stemmen.

Vis de unge, at der plads til dialog

Når navnet Badar Shah kommer til at optræde under stemmesedlens liste Å, har det at gøre med den frie dialog, han karakteriserer partiet ved.

»I Alternativet kunne man tale med alle. Det var dejligt,” fortæller han om sin indmeldelse og smiler stort.«

Ifølge lektor Niels-Henrik Møller Hansen vil det tiltrække flere unge til traditionelle politiske arenaer, hvis partierne bliver bedre til at kommunikere, at det er okay at være uenige i partierne.

»Dem, der er medlem af et parti, ved godt, at der er en masse diskussion og uenighed internt, men dem, der står udenfor, er ikke i samme grad klar over det,« siger han.

På den facon rammer Alternativet måske en nerve i den danske ungdom. Omvendt er Uffe Elbæks bevægelse ikke nødvendigvis universalløsningen, pointerer Niels-Henrik Møller Hansen.

»Det trækker selvfølgelig nogle til, at man udstråler, at der er rum til diskussion, og det kan de andre partier nok lære noget af. Men man skal også være opmærksom på, at det omvendte også kan tiltrække nogle unge. At man får en klar identitet ved at være medlem af noget,« forklarer han.

Alternativets lokalpolitik er da også stadig under udformning og ikke fast defineret. Den fælles stemme er de i gruppen stadig ved at finde, forklarer Badar Shah, der ikke ønsker at svare konkret på, hvordan Alternativets nye politiske kultur vil blive udrullet lokalt.

»En ny politisk kultur er en fødsel, og en fødsel er ikke altid lige smertefri. Jeg synes, det er meget, meget vigtigt at tænke på, at det er et hold, der arbejder sammen, når man kommer med udmeldinger i forhold til den,« argumenter han ydmygt.

Solen er gået ned over byens tage, og Badar Shah hilser høfligt farvel. Han vender sig om og vandrer videre ud i hovedstaden. Lidt efter lidt blender han ind mellem de mennesker, hvis tillid og stemme han håber at vinde den 21. november. Han har kun lige sat sejl til sin og Alternativets kommunale jomfrurejse.