Nikoline er prostitueret, og hun er glad. Men hun ærgrer sig over det stakkel-stempel, som prostituerede får. Hun overvejede at stå frem og fortælle historien om den lykkelige luder, men konsekvenserne er for store. Den lykkelige luder har for meget at miste.
Af Majlinda Urban Kuci, majlinda-urban@hotmail.com
For noget tid siden overvejede Nikoline meget kraftigt at stå frem og fortælle sin historie. En historie, der handler om en kvinde midt i 20’erne, som knalder mænd for penge i sin fritid – og hun elsker det. Bølgerne gik højt i debatten om, hvorvidt kvinder, der solgte deres krop, nu også kunne være lykkelige. DR sendte i september 2015 dokumentaren Bonnie og de tusinde mænd, der handler om en prostitueret kvinde, som ikke virker synderligt lykkelig. Og dét satte fut i holdningerne, og herefter fulgte de landsdækkende medier trop i en omfattende debat. Nikoline lyttede opmærksomt til de mange argumenter om ulykkelige piger fra folk, der ikke selv var prostituerede.
»Der var rigtig mange, som troede, de havde en dyb indsigt i noget, som jeg faktisk tror, de færreste har berørt. Ofte har den lykkelige luder børn, arbejde eller studie og har et rigtig velfungerende liv. Det har kæmpe konsekvenser at stå frem for dem, der ér glade. De risikerer at miste deres arbejde, partner, forældremyndighed, eller at familien slår hånden af dem. For dem er der rigtig meget at tabe,« fortæller Nikoline.
Den lykkelige luder står ikke frem
»For dem, der ikke er den lykkelige luder, tror jeg, at erhvervet har ødelagt så meget i deres verden, at de ikke længere kan holde sammen på det. Det er ikke længere hemmeligt, fordi de ikke kan kapere at gå rundt med det traume, som det er for dem. Det er jo den historie man hører, for det er de eneste, der står frem. Men der er en historie, som man ikke hører, og det er alle os andre. Vi har et godt liv ved siden af, og det fungerer rigtig godt, og derfor har vi ikke lyst til at sætte det hele på spil,« siger Nikoline.
Nikoline skammer sig ikke over at være prostitueret. Det er ikke, fordi hun har sex med mænd for penge, at hun ikke står frem. Det, der spænder ben for Nikoline, er fordommene, foragten, tabuet, de medlidende blikke og den irriterende indsigt, som andre mennesker tror, de har om hende og hendes arbejde.
»Jeg legede faktisk længe med tanken om, at det kunne være frækt at være prostitueret. Jeg havde et hersker-slave forhold, hvor jeg gjorde mange af de samme ting, men det at få penge for sex var så stigmatiseret.«
Desuden er hun deltidsluder. Nikoline er studerende og har et ’normalt’ arbejde ved siden af. Hun frygter, at hendes medstuderende og kollegaer ville behandle hende anderledes, hvis de vidste, hvad hun lavede en gang om ugen.
»Jeg er sikker på, at hvis jeg stod frem, så ville jeg også få skudt i skoen, at jeg er en stakkel,« siger hun.
Løgnen er det værste
Nikoline ruller med øjnene og ryster på hoved. Hun er helt og aldeles sikker på, at der ville stå en hær af psykologer klar til at fortælle hende, hvor synd det er for hende, at hun måtte være traumatiseret og lide af daddy-issues.
»Jeg vidste jo bare ikke, at jeg var en stakkel, men det var jeg jo, så det skulle jeg jo nok have noget hjælp til at finde ud af,« siger hun i en irriteret tone og med en overordentlig stor portion ironi i stemmen.
De bedrevidende professionelle og den fordømmende omverden er den primære grund til, at hun ikke stod frem, da debatten rullede over skærmen, på skrift, på facebook og på baren med vennerne i efteråret 2015. Hun vil ikke behandles som en stakkels forvirret pige med et usundt forhold til pik. For det er ikke de mange hænder på hendes krop, de mange pikke i hendes glatbarberede mis og de betalende gæster, der er traumatiserende. Nikoline synes, hendes arbejde er dejligt. Det værste er de løgne, hun må fortælle for at gøre noget, som hun tænder på.
»Jeg hader at lyve. Det, som er sværest for mig i det her arbejde, er at skulle lyve. Det er ikke at være på arbejde, og det er ikke de dumme mænd, som man løber ind i engang imellem, selvom de er sjældne. Det er ikke de dage, hvor jeg har så travlt, at jeg nærmest ikke kan nå at trække vejret. Og det er heller ikke de dage, hvor jeg er ved at gå til af kedsomhed. Det er dét, at jeg skal lyve, som er det sværeste. Hvis jeg på et tidspunkt vælger at stoppe, så bliver det formentlig derfor.«
Det begyndte i en swingerklub
Det startede med stille og rolig sex, sådan som de fleste burde starte. Det blev til hård sex og eksplosive orgasmer. Mere af det. Håndjern, pisk, bondage, dominans og svingerklub. Sex med kvinder. Sex med mænd, sex med mænd og kvinder. Orgier og gangbang. Flere orgasmer og vilde fantasier.
»Jeg legede faktisk længe med tanken om, at det kunne være frækt at være prostitueret. Jeg havde et hersker-slave forhold, hvor jeg gjorde mange af de samme ting, men det at få penge for sex var så stigmatiseret. Det var jo kun stakkels mennesker, der gjorde det,« forklarer hun.
Svingerklubben var et sexlaboratorium for Nikoline. Her kunne hun udføre alle de eksperimenter, hun ville. I klubben var hendes lyster helt almindelige. En dag fik hun et lidt atypisk tilbud af en medswinger – et pænt honorar for at deltage i et gangbang. Det afslog hun med det samme, hun skulle ikke være luder! Men gangbang var noget, som Nikoline dyrkede ofte. De gangbang, hun deltog i, var drevet af lyster. Hun var med, fordi hun tændte på det, fordi hun syntes, det var frækt, sexet, lækkert. Og det satte tankerne i gang.
»Det gik op for mig, at det måske var lidt fjollet ikke at være med, bare fordi jeg fik penge for det. Så jeg sagde ja senere. Hvis du kan gøre noget, som du alligevel gør og synes er fedt, hvorfor så ikke få pengene. Jeg gjorde heller ikke noget, som jeg ikke i forvejen havde tænkt mig. Det var ikke sådan, at jeg lige pludselig gjorde noget, jeg ikke havde lyst til. Da jeg havde fået den åbenbaring, begyndte jeg at overveje, om jeg skulle være på et bordel.«
Pause til fissen
Nikoline fandt efter et stykke tid et bordel, som passede til hendes personlighed. Hun fandt sig til rette i sit nye erhverv, og som forventet blev hun meget glad for det. Men Nikoline er bevidst om, at hendes arbejde kræver en bestemt mentalitet, et åbent forhold til sex, og en uovertruffen evne til at holde på hemmeligheder.
»Hvis man ikke bryder sig om det her erhverv, ja, så tror jeg, at det kan være meget mere skadende end mange andre. Men ikke på grund af det arbejde, som man laver, men den stigmatisering som jobbet indebærer. Derfor gør jeg enormt meget ud af at mærke efter, om jeg stadig er glad for at være her, og om jeg stadig kan lide det,« forklarer hun
Nikoline giver sin fisse en pause et par gange om året. Blondekjolerne og bliver lagt på hylden en måned eller to, for at Nikoline kan tænke over, om hun stadig har lyst til kneppe med utallige mænd for penge. For det er jo det, hun gør. Og det er det, hun tænder på. Det handler om at mærke efter og være sikker på, at hendes arbejde ikke bliver for hårdt. Hun ved godt, at prostitution har konsekvenser. Hendes arbejdsopgaver, der indebærer oral- og analsex, har flertallet svært ved at acceptere. Men igen – det er ikke det spredte benarbejde, der gør luderlivet hårdt for Nikoline. Det er stakkel-stemplet.
»Jeg ville synes, det var det fedeste i hele verden, hvis det var socialt accepteret. Men det må heller ikke blive sådan, at man stopper med at stille spørgsmål. For der er nogle kvinder, for hvem det her ikke er den fede løsning. Men der er også nogle, for hvem det er. Og hvorfor skal man ikke selv have lov til at bestemme.«
… Telefonen ringer, og interviewet slutter her. I den anden ende af røret spørger en mand, hvilken pige der er på bordellet i dag. »En fræk 22 årig med lange lokker, fyldige bryster og en dejlig, rund, græsk-indbydende bagdel,« lyder salgstalen. Det er det, Nikoline promoverer sig på – hendes analsex-indbydende, flotte numse, som hun selv vil have lov til at bestemme over. Op i røven med fordomme.
Navnet er ændret i artiklen for at beskytte hovedpersonen. Personens rigtige navn er kendt af redaktionen.