Aurel Colonica sælger Hus Forbi på Valby Station i København. Han navigerer hver dag i et grænseland, hvor kunder bliver til venner, og tilgivelse er let at opnå. Han hilser på alle, han møder, og langt de fleste betragter han som sine gode venner.
Af Astrid Lund Olstrup, asluol@ruc.dk
»Hej med dig min dejlige ven. Hvordan du har det i dag?«
Ordene kommer i en lind strøm og hurtigt efter hinanden. Det er tydeligt, at Aurel Colonica har sagt lige netop denne kombination af ord mange gange før, selvom ordenes rækkefølge virker mere eller mindre tilfældige. For når Aurel Colonica begejstret tilnærmelsesvis råber lige præcis denne sætning, er hans ellers lidt udefinerbare accent faktisk mindre tydelig.
Aurel Colonica sælger Hus Forbi, men han er ikke en passiv sælger, der venter på, at kunderne kommer til ham. Han gør det med krop og sjæl. Faktisk helt konkret med krop. Aurel Colonicas arme omslutter ofte de forbipasserende, og det er heller ikke et sjældent syn, at der bliver givet kindkys med samme naturlighed, som var han en fransk monsieur.
Hans mørkebrune øjne har et evigt venligt udtryk, og mundvigens hældning bekræfter kun hans positive tilgang til livet. Men det er en sjældenhed, at munden rent faktisk får lov til at stå stille og bare smile. Sprogbarriere er ikke en barriere for ham.
Venner er nogle, man tilgiver
Han er Aurel Colonica, 35 år gammel og født i Spanien. Nu er han i Danmark og har solgt Hus Forbi i snart 11 år. Nogle ville måske tænke, at hans livlige, opsøgende og til tider intime opførsel blot er en snedig salgsmetode, andre ville tænke det modsatte. Det bekymrer dog ikke Aurel Colonica, der ikke opfatter sit umiddelbare engagement for mennesker som en salgsmetode, men i højere grad som en helt naturlig opførsel over for andre mennesker. En opførsel, han mener, der skaber god energi. Han snakker ivrigt med enhver, han møder, og et kram er heller ikke usædvanligt, når han på en gang snakker med folk og samtidig sælger avisen.
»Jeg går lige til grænsen. Hvis folk kommer over og siger hej, så kan vi godt kramme, og måske får de et lille kys på kinden. Det synes jeg, er normalt. Det er jo mine gode venner,« fortæller Aurel Colonica.
Med gode venner mener han alle og enhver, der går forbi ham. Eller i hvert fald dem der gider at hilse, og det gider langt de fleste. Han har selvfølgelig oplevet, at folk ikke har lyst til at hilse, men det tager han ikke så tungt.
»For to måneder siden kom der nogle, der var lidt fulde. Jeg er sådan set ligeglad med, at de er fulde, for jeg hilser på alle. Jeg sagde ‘hej’ og ‘goddag’, men de sagde bare: ‘fis af, du er ikke dansker’. Dagen efter kom de tilbage og gav mig 200 kr., og en pose fyldt med mad fra Netto og sagde undskyld mange gange. Selvfølgelig værdsætter jeg, at folk siger undskyld. Så nu er jeg gode venner med dem igen. Ingen er perfekte, og alle laver fejl, så det bedste man kan gøre er at lære af sine fejl og så sige undskyld,« mener Aurel Colonica.
Men da han fortæller om personer, der ligefrem vælger at betale ham for at lade være med at hilse, kan han ikke bevare sit ellers nærmest evige glade ansigtsudtryk. Aurel Colonica er af natur ikke en vred person, tværtimod. Så smilet bliver i højere grad erstattet af et par løftede øjenbryn og en mere skinger udgave af den ellers behagelige, men hurtige talestrøm. Man kan mærke at mødet med sådan en type, der betaler sig fra at snakke, udfordrer Aurel Colonicas opfattelse af mennesker. Mødet udfordrer på det kraftigste hans egen drivkraft og motivation, nemlig samtalen og den gode energi, som han mener, samtaler mellem mennesker skaber. Men Aurel Colonicas umiddelbare forklaring på opførslen understreger blot hans evige forsøg på at forstå mennesker.
»Det er folks privatliv, og det kan jeg ikke styre. Hvis ikke de vil hilse, så hilser jeg ikke, for de bliver mere sure på mig, hvis jeg bliver ved med at hilse. Alle har nogle private problemer at forholde sig til, men jeg går lige til grænsen, for jeg vil gerne snakke med dem. Men man må også have respekt for folk, der ikke vil snakke, og jeg kan godt finde ud af at respektere folk,« fortæller Aurel Colonica.
Det er vennerne, der financierer
For langt de fleste er Aurel Colonicas drømme om et sted at bo og et fast arbejde ikke drømme, det er nærmere virkelighed og hverdag. Men hvordan kan Aurel Colonica undgå at dømme andre mennesker, der højst sandsynlig tager hans drømme for givet? Aurel Colonica har stor forståelse for, at alle hans mange venner på Valby Station ikke giver penge til ham hver gang, de møder ham. Men selvom det umiddelbart kan synes svært at adskille venner fra den forretning, han samtidig står og driver, så finder Aurel Colonica det ikke så kompliceret:
»Jeg står og sælger Hus Forbi, og der snakker man altså med mennesker – man får venner. Man hilser pænt, og jo mere man snakker med folk, jo bedre venner bliver man. Og det er klart, at det giver bedre chancer for at sælge aviser, når man er venner med folk,« forklarer Aurel Colonica. Men selvom der er penge i at være gode venner med kunderne, så er Aurel Colonica helt afklaret med, hvor hans primærinteresse ligger:
»Penge er penge. Det er, hvad det er. Det vigtige er mennesker og interessen for hinanden,« mener Aurel Colonica, der samtidig forsikrer, at han snakker lige så meget med folk, når han ikke står med det efterhånden slidte Hus Forbi-identifikationskort om halsen.
Aurel Colonica har ikke nogen fornem titel, men hans tilgang til mennesker er lige så ydmyg, som var han en fransk monsieur. Han skaber glæde, smil og god energi blandt langt de fleste, der benytter Valby Station. Den gode energi bliver sendt rundt som i et kredsløb, hvor Aurel Colonica anvender den returnerede energi til at skabe endnu flere venskaber og endnu mere god energi. Som en menneskelig valuta, hvor mængden kun forøges, for hver gang den bliver anvendt. Og så har Aurel Colonica flere venner, end nogen anden jeg har mødt, selvom hans venner også er hans kunder.
FAKTA OM HUS FORBI |
|---|
Kilde: husforbi.dk |