30-årige Filip Knaack Kirkegaard har valgt at melde sig ind i Folkekirken og stille op til det lokale menighedsråd. Det er valg, der går mod to klare tendenser: Samtidig med den danske folkekirke oplever den største medlemsflugt nogensinde, falder antallet af medlemmer, der stiller op til kirkens menighedsråd.

Af Mai Christensen, maic@ruc.dk                                                           

»Du bestemmer, hvad din kirke kan,« står der skrevet på det metalgrå skilt, der byder interesserede velkomne, inden de træder indenfor i Frederiksholm Kirke i Københavns Sydhavn. Forbi skiltet og tre trin ned, i kirkens krypt, står en lille gruppe af kvinder med grå stænk i siden med blikkene opmærksomt rettet mod indgangen til lokalet.

»Du er vist ny her. Er det ikke noget for dig at stille op til menighedsrådet, eller er du her bare for at kigge lidt?« spørger en af damerne insisterende, da en yngre mand, forsigtigt kigger ind i lokalet. De halvtomme stolerækker vidner om, at aftenens opstillingsmøde til menighedsrådet langt fra er et tilløbsstykke denne sommervarme dag i september.

4425 danskere meldte sig ud af den danske folkekirke i første kvartal af 2016, viser tal fra Danmarks Statistik. Og ligesom det at være medlem af Folkekirken er noget mange fravælger, er det at sidde i det lokale menighedsråd heller ikke et valg, der står højest på de fleste ønskelister. Faktisk er det kun i 54 ud af 2169 sogn, at der er reelt valg til menighedsrådet, viser tal fra Kirkeministeriet. Simpelthen, fordi der ikke er kandidater nok til at stable et kampvalg på benene.

1, 2, …. nogen og tyve mennesker indfinder sig omsider i krypten. Alle med en stemmeseddel i hånden, og alle klar til at høre, hvad de opstillede kandidater har at sige: 14 i alt – præcis så mange, som der efter reglerne skal sidde i menighedsrådet. Og præcis nok til, at der heller ikke her bliver tale om et reelt valg.

Efter tur rejser den ene kandidat efter den anden sig op for at tale til den lille sluttede forsamling. Hovedparten er kvinder på den gode side af de 60 år. Men pludselig stopper det. Med uglet hår og skægstubbe, som den sidste september-sol har lysnet, ligner Filip Knaack Kirkegaard en hvilken som helst anden 30-årig. Han er tilflytter fra Jylland, har kone, barn og fast job som journalist, og så stiller han op til menighedsrådet i sognet. Det til trods for, at han indtil for to uger siden slet ikke var medlem af Folkekirken.

»Jeg er opvokset i en kristen familie, men mine forældre var i en valgmenighed, som blev til en frimenighed. Derfor blev jeg meldt ud og er ikke kommet i Folkekirken. Men jeg kan godt lide Folkekirken og føler mig hjemme her. Folkekirken har et større potentiale og en større betydning, end man lige får indtryk af, hvis man går til gudstjeneste klokken 10 om søndagen,« fortæller han.

Unge mennesker skal sikre fornyelse

En rundspørge bestilt af Landsforeningen af Menighedsråd og Kirkeministeriet, som kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese står bag, viser, at yngre medlemmer er nøjagtig, hvad de 1748 danske menighedsråd drømmer om: Unge mennesker som Filip Knaack Kirkegaard, der kan være med til at forny og nytænke arbejdet. Og det er lige nøjagtig, hvad tilflytteren fra Jylland drømmer om at få lov til at være med til.

»Selvom salmer er smukke, er gudstjenester ofte en støvet ting. Men der er mange andre ting, man kan gøre for at ramme folk, der hvor de er, for eksempel babysalmesang og jazzgudstjenester. Nogle mere uformelle ting, hvor der er mere liv,« fortæller Filip Knaack Kirkegaard og fortsætter:

»Mange forbinder ikke folkekirken med fællesskab, hvilket er lidt mærkeligt, fordi det netop er det kirken skal være. Troen kan du have for dig selv ganske fint. Du kan sagtens have din egen tro, være kristen og aldrig snakke med nogen om det, men kirken er der, hvor vi er fælles om troen,« siger han.

Færgekaffe, snøfler og damer på 87

Alle stemmesedler placeres med stor forsigtighed i en gennemsigtig boks, der uden problemer kunne have plads til 50 gange så mange.

Inden resultatet af stemmerne i boksen kan afsløres, er det blevet tid til en pause. På to borde bagerst i lokalet bugner tallerkener med snøfler og smørbagte vaniljekranse, der sender tankerne på langfart til børnefødselsdage i 1990’erne og julehygge. Der er også færgekaffe. Det hører sig nemlig til her i sognet.

»Ja, gennemsnitsalderen er vel omkring de 60 lige nu. Men vi har jo også et medlem på 32,« fortæller den nuværende formand for menighedsrådet, mens hun klukker venligt af grin.

Hun er nemlig selv en kvinde, der har givet den tid, en pensionisttilværelse fører med sig, til menighedsrådet. Men inden formanden når at forklare, hvorfor hun hver uge lægger mere end 20 timer i arbejdet, bliver hun afbrudt af et andet kvindeligt medlem.

»Gennemsnitsalderen er da 87,« siger hun kækt med et smil hun, mens hun tager en bid af en snøffel.

Efter den sidste tår kaffe er drukket og den sidste snøffel er spist, er det tid til valgresultatet: Alle 14 kandidater er valgt ind. Det betyder, at Filip Knaack Kirkegaard glad kan tage de tre trin op fra krypten, forbi det metalgrå skilt og gå de 200 meter, der er til den lejlighed, han netop har købt ved siden af kirken. For de næste to år skal han nemlig være med til at bestemme, hvad kirken kan. Han er valgt ind i sognets menighedsråd.

FAKTABOKS

Fakta om medighedsråd og valgmenigheder Et menighedsråd er den mindste demokratiske enhed i Folkekirken. I Sydhavn Sogn i København er det 14 mænd og kvinder, der sammen med kirkens præster, danner ramme om sognets omdrejningspunkt, Frederiksholm Kirke. En valgmenighed er en menighed, der hører under den danske Folkekirke, mens en frimenighed står udenfor Folkekirken. Kilde: Landsforeningen af Menighedsråd og Sydhavn Sogn