Siden Vestsahara blev besat af Marokko for 41 år siden, har over 100.000 flygtninge boet i lejre i den algeriske ørken. Konflikten, der fordrev dem fra deres land, har stået i stampe i generationer. 25-årige Najat Tahir er født og opvokset i lejrenes eksilsamfund, hvor eneste livsgrundlag er nødhjælp og sort galgenhumor.

Af Camilla Schrøder, camilla1910@hotmail.com

»Min mor har en grandfætter, jeg altid laver sjov med. Både hans mor, hans far, hans søster og hans bror er døde. Der er kun ham og hans hjemrejsekasse tilbage «.

Najat Tahir smiler et gævt tandsmil mellem sine runde kinder. Seks små te-glas klirrer foran hende, mens hun stiller dem klar på stribe. Hun har inviteret til te-ceremoni på det tæppebeklædte gulv i familiens lerhytte i ly for saharaørkenens eftermiddagssol.

»Jeg siger til ham ‘måske er det kassen, der er problemet. De dør alle sammen, men den er der stadig. Der er altså noget med den kasse’«, siger hun med morskab i stemmen.

Hjemrejsekassen er et velkendt begreb blandt flygtningene fra Vestsahara, og Najats egen familie byggede selv én det år, hvor hun blev født. Det var der mange familier, der gjorde på det tidspunkt. De store, robuste kufferter banket sammen af overskydende materiale fra bliktagene på flygtningelejrenes primitive hytter skulle bruges til at transportere de vigtigste ejendele med hjem til Vestsahara.

Det er nu 25 år siden, året var 1991, og på det tidspunkt var der nyt håb i flygtningelejrene. Det havde lykkedes FN at mægle våbenhvile mellem Marokko og Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario efter 15 års krig om retten til at bestemme over Vestsahara. Præmissen for våbenhvilen var, at folket gennem en afstemning selv skulle vælge, om de ville være uafhængige eller høre under marokkansk herredømme.

Det lykkedes dog aldrig, at få parterne til at enes om vilkårene for afstemningen, og derfor er den endnu ikke blevet afholdt. Najat er blevet en ung kvinde, og hendes familie har for længst besluttet, at materialet fra deres hjemrejsekasse gjorde bedre nytte som køkkendør i bedstemorens lerhytte.

For Najat er hjemrejsekassen mere en sjov røverhistorie end noget, hun selv regner med at få brug for lige foreløbig. Hun er født og vokset op et sted, hvor hun føler sig hjemme, men hvor hun hverken hører til eller ønsker at blive. Langt ude i den goldeste del af den algeriske ørken, hvor befolkningen i årtier har måttet leve af nødhjælpsrationer og sarkastisk latter.

»Hvis vi tager vores liv her seriøst, så er alting trist. Hvordan det hele startede her. Livet her. Vilkårene,« siger hun.

»Men vi prøver at lave sjov med det. For vi kan ikke holde tilværelsen ud, hvis vi tager det hele alvorligt og er kede af alting«.

 Livet er at vente

Det er sjældent, der sker noget virkelig banebrydende i den nu 40 år gamle konflikt. For et par dage siden frydede Najat sig med venindeflokken, da de opdagede, at mobil-appen WhatsApp har Vestsaharas flag på deres liste over emoji-ikoner.

»Whatsapp anerkender Vestsahara!« udbrød de i overspillet begejstring.

Det er der ellers mange lande i verden, der ikke officielt gør, herunder hele Europa.

Smartphonen med orange New York-motiv på coveret har Najat altid med sig. Hun følger med på de sociale medier og chatter med venner, kollegaer og andre folk, hun kender. Og kæresten, som bor i Spanien, tilføjer hun med en genert trækning i mundvigen.

Men de sidste nyheder på den politiske front holder hun sig ikke altid opdateret på.

»Jeg ved ikke særlig meget om den politiske situation lige nu. Jeg venter bare,« siger hun og vender sig mod tolken:

»Kan du ikke bare forklare hende lidt om det, du ved sikkert mere om det, end mig«.

Men i det store og hele har situationen også været den samme hele hendes liv. I løbet af de 40 år, konflikten har stået på, har flygtningene opbygget et helt samfund på størrelse med Aalborg, som har vokset sig til en mærkværdig krydsning mellem en flygtningelejr og en stat i eksil.

De er totalt afhængige af nødhjælp for at overleve, men kalder sig Sahrawi Arab Democratic Republic, er medlemmer af Den Afrikanske Union og har folkevalgte politikere til at forvalte samfundet i lejrene. Skoler, hospitaler, købmandsbutikker, ministerielle bygninger og endda en lokal tv-station er skudt op blandt de telte og lerhuse, flygtningefamilierne lever i. Saharawierne, som Vestsaharas befolkning kalder sig, venter bare på, at det hele en dag kan overflyttes til deres eget land.

»Vi kan ikke opgive håbet om at komme tilbage til Vestsahara. Jeg kan lide mit liv her. Jeg er nødt til at kunne lide det. Men for mig er livet her at vente,« siger Najat.

Hendes hverdagsliv kan opsummeres af udsigten fra de to små vinduer i lerstenshytten, hvor hun sidder og skænker te. Det ene indrammer vejen, hvor FN’s flygtningekommissions tankbiler systematisk pendler mellem vandbeholderne bag lerhusene. Børnene går i skole, kommer hjem og spiller fodbold på bare tæer. Najat går selv forbi derude, når hun skal på arbejde i sin mors lille butik. De voksne går ind og ud af de åbne døre i husene og teltene. Besøger familiemedlemmer, naboer og bekendte. De hilser, drikker te og tager en lur på gulvet. Snakker om familieintriger, lokalsladder og lidt om revolution, frihed og fædreland.

Det andet vindue vender ud mod ørkenen, hvor der kun er himmel, sand og sten. Og så et par geder. De bliver fodret med pap, og Najats familie siger joker med, at de selv må ernære sig ved samme kost, hvis nødhjælpen en dag stopper.

Den anden side af grænsen

Omtrent 500 kilometer mod vest ligger havnebyen El-Aaiún, som er hovedstaden i det besatte Vestsahara. Najat kalder det sin hjemby.

Vestsahara er delt i to af en næsten 3000 kilometer lang mur, som marokkanerne byggede under krigen. Marokko råder over den del af landet, som er rigt på naturressourcer, og hvor de større byer ligger. Najat er rejst til El Aaiún fire gange ved hjælp af et mauretansk pas, som moren har skaffet til hende. Her har hun besøgt sin far, som er skilt fra moren og har stiftet ny familie.

»Alting er grønt der ligesom i et europæisk land. Der er et rigtig dejligt sted nede ved havet, som hedder Foum el-Oued. Det er mit yndlingssted. Der er en masse hoteller, sandstrande, palmer og steder, hvor man kan grille. Og masser af turister«.

Stod det til Marokko, skulle alle saharawier bo i Vestsahara. Marokkanerne vil give Vestsahara selvstyre under marokkansk herredømme. Men for saharawierne i flygtningelejrene er det ensbetydende med at opgive deres identitet og blive underkastet et regime, de ikke ønsker at være en del af.

»Jeg ved, de har det godt i Vestsahara, de har bedre livsvilkår end os med gode huse og god mad. Men i virkeligheden har de ikke det vigtigste, som er frihed. Vi har vores frihed, og det er det vigtigste for mig,« siger Najat.

Kalder du dit liv her for frihed?

»Jeg ser det ikke som frihed at være her. Men vi har demokrati«.

Skummet vokser på toppen af teen, mens hun hælder den fra glas til glas.

»Man kan sige, hvad man vil, man kan udtrykke sine rettigheder og tage hen, hvor man vil. Man kan gå til præsidenten og kritisere ham, hvis det skal være. Det kan folk i det besatte Vestsahara ikke. Det er det, jeg mener med frihed«.

Hun hælder mere sukker i teen.

»Jeg ville aldrig leve under Marokkos flag. Jeg vil ikke leve et sted, hvor hemmeligt politi gennemsøger mit hus og følger efter mig, hver gang jeg går uden for en dør. Et sted, hvor jeg hele tiden er truet og ikke ved, hvornår jeg bliver kidnappet, slået ned eller sat i fængsel«.

Fordi bedstemor siger det

De marokkanske medier fortæller, at flygtningelejrene er en slags fængsel, hvor Polisario og Algeriet har taget saharawierne som gidsler i deres politiske agenda mod Marokko. Saharawierne griner af det og kalder det propaganda. Det er ikke fængselsmure, der afholder Najat fra at forlade flygtningelejrene.

»Jeg kunne aldrig finde på at forlade det sted, hvor min mor bor. Om jeg så skal leve kun af vand og brød,« siger hun. Moren slænger sig på gulvet ved siden af hende med blikket koncentreret mod skærmen på sin telefon.

Og hvorfor vil din mor ikke væk herfra?

»Det er på grund af hendes mor«.

Hvorfor vil de ikke væk herfra?

»Fordi det var dem, der kæmpede og kom hertil«.

Som mange andre unge saharawier er hun efter 25 års fredelig venten blevet overbevist om, at krig er den eneste vej videre.

Er du ikke bange for at gå i krig?

»Jeg er ikke bange. Efter 40 år, et par underskrevne papirer og nogle aftaler. Det har ikke bragt os noget som helst! Hvem end der dør i den her krig, har vundet. For hvis man dør, mens man forsvarer sit land, er man en martyr, og det er en meget ærefuld ting for os«.

Hun ser selvsikker ud, som hun sidder der med en tandrensningspind i munden og smiler.

Vil du selv være en martyr?

»Nej!«

Hun tager pinden ud af munden for at give plads til et stort grin.

Nok er hun ikke parat til at dø for sit hjemland, men alligevel betragter hun sin tilstedeværelse i flygtningelejrene som en form for frihedskamp. Hun kæmper præcis ligesom sin mor og sin bedstemor.

Det siger hun i hvert fald, når de sidder ved siden af. Uden for stuens fire vægge har hun fortalt om sine drømme om at rejse langt væk fra alting og se verden. Bare for sin egen skyld. Som de fleste unge saharawier er hun en veluddannet kvinde. Hun har gået i folkeskole, lært spansk som barn på sommerlejre i Spanien, gået på gymnasiet og læst datalogi i Libyen. Uddannelsen kan hun ikke bruge til noget, så længe situationen er som nu.

Broren er rejst til Mauretanien for at skabe sig en bedre tilværelse. Men hun kan ikke få sig selv til at gøre det samme. Hendes mor og bedstemor har begge diabetes, og nogen skal jo passe på dem.

 Revolution er gammeldags

Bedstemoren tilhører en generation, som kaldte deres børn for Revolution, Fronten, Uafhængighed og Tilbagekomsten. I Najats ører klinger navnene underligt gammeldags.

»Første gang en kvinde ringede til mig og præsenterede sig ‘Hallo, jeg hedder Fronten’, syntes jeg, det lød helt vildt komisk. Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg støder på den slags navne. Måske er det fordi, jeg bliver overrasket over, at nogen tør kalde deres børn sådan noget«.

Hvad mener du med, at de »tør«?

»Altså, i dag er det jo bare mere moderne at hedde Sarah eller Ayah. Og hvis jeg for eksempel rejser til udlandet og præsenterer mig som Revolution, så vil folk kigge underligt på mig og sige, a-hvad hedder du?«

Men samtidig synes hun, det er vigtigt, at navnene findes på grund af det, de repræsenterer. Og hun sætter pris på dem, hun kender, som har den slags navne.

»Revolution og Tilbagekomst er kusiner. Fronten er deres tante. Og Frihed er min nabos navn«.

Najat får ikke lov at tale uforstyrret mange minutter ad gangen. Hendes mor og søster ligger og snakker ved siden af. Kusinen kommer ind og kaster to stykker tøj på gulvet og spørger, om de matcher. Den knap halvandet år gamle nevø sover ved siden af hende. I familien morer de sig over, at han ikke kan kende forskel på sin mor og sin tante.

Hvor er ’hjemme’?

Najat rynker undrende brynene.

»Vestsahara!«

Svaret er selvfølgeligt. Og så alligevel ikke.

»Selvom vi er født her, opvokset her, og det er det eneste sted, vi kender, og det er vores hjem, så er det samtidig ikke vores hjem, fordi vi har et hjem tilbage i Vestsahara.«

Hun bliver stille nogle sekunder, mens hendes mor, søster og kusine taler i baggrunden. Så fortsætter hun, langsommere og mere lavmælt.

»Jeg har været i Vestsahara, Mauretanien, Algeriet og Spanien, og jeg kan ikke lide nogle af de steder lige så godt som her, hvor jeg er født«.

Nevøen giver nogle små lyde fra sig inde fra den bylt, han sover i. Hun tager ham op og lægger ham på sit skød, og han lukker tilfreds øjnene igen.

»Jeg ved ikke hvorfor«.

Vi går udenfor. Rundt om hjørnet bag huset og ned ad den støvede gade, hvis lysebrune farve går i ét med lerstenshytterne. Najat har den lille dreng på armen og sit sjal trukket ned over ansigtet for at beskytte sig mod solen og den sandede ørkenvind, som skærer i ansigtshuden og puster tørt på hornhinden. Hun kigger ud gennem en smal sprække i det mønstrede stof.

»Dér«, siger hun og peger.

På en tom plads mellem et par huse ligger en rusten og bulet hjemrejsekasse. Hun har lovet, at hun ville vise mig én. Kassen er væltet om på siden med halvåbent låg, som om den er gået i stå, mens den var ved at tage en bid af ørkensandet. Sådan har den ligget i mange år. Den har tilhørt en fjernere forgrening i familien, fortæller hun. De døde alle sammen, fordi deres telt brændte. Så nu er den endt med at ligge her og flyde. Forladt.

»Så, nu har du set én. Skal vi gå tilbage nu?«

Hun forstår ikke helt, hvorfor den skulle være så interessant. Det er jo bare en ubrugelig kasse.

FAKTABOKS

Konflikten om Vestsahara Vestsaharakonflikten er en konflikt mellem Marokko og Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario. Marokko invaderede Vestsahara i november 1975. Før invasionen var Vestsahara en spansk koloni i knap 100 år. Vestsahara er ifølge FN stadig et uafklaret kolonispørgsmål Der har været våbenhvile siden 1991, mens FN har forsøgt at arrangere en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold, men forhandlingerne er gået i hårknude på grund af uenigheder om, hvem der skal have stemmeret. Over 100.000 flygtninge fra Vestsahara har boet i flygtningelejre i Algeriet i 40 år.   Kilde: Stephen Zunes og Jacob Mundy: “Western Sahara – War, Nationalism and Conflict Irresolution”

 

Tidslinje

Tidslinje 1884: Vestsahara bliver spansk koloni. Før var landet tyndt befolket af nomader. 1963: FN definerer Vestsahara som koloni med ret til selvbestemmelse. 1973: Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario stiftes 1975: Den spanske kolonimagt slipper grebet, og Marokko og Mauretanien invaderer Vestsahara. 1976: Mauretanien trækker sig ud og underskriver fredsaftale med Vestsahara. 1976: Krig mellem Polisario og Marokko. 1991: FN mægler våbenhvile og planlægger en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold. 2016: Folkeafstemningen er endnu ikke blevet afholdt. Kilde: Stephen Zunes og Jacob Mundy: “Western Sahara – War, Nationalism and Conflict Irresolution”