I sommeren 2015 rejser Mads Gram til Palæstina som aktivist. Her oplever han Israel-Palæstina konflikten på tætteste hold og bliver chokeret over de barske forhold, indbyggerne lever under.
Af Kristina Pihl, pihl93@live.dk
»Jeg husker, vi ligger gemt bag olietønder, mens vi hører lyden af israelske gummikugler, der rammer tønderne. Pludselig vender Vittori sig om og siger ‘regnen falder lidt hårdt i nat’, og så skraldgriner vi alle sammen. Det er det eneste, man kan gøre i sådan en situation,« forklarer Mads Gram.
En sommerdag i juni måned forlader Mads Gram den trygge danske sommer og drager af sted som aktivist for organisationen International Solidarity Movement, ISM, for at hjælpe palæstinenserne på Vestbredden.
Selv om han inden afrejsen fra Danmark forsøger at forberede sig på det, der venter ham, bliver han chokeret over den barske virkelighed, der møder ham på Vestbredden.
»Det er ret bizart og brutalt at opleve sådan et sted. Jeg lærte, at selv om man tænkte, at man er forberedt, er det ikke det samme, som når man ser det,«fortæller han.
Rejsen ind i Israel
Mads Gram er 31 år og bor til dagligt i København, hvor han studerer. Han har i mange år været aktiv på venstrefløjen og har der igennem opbygget en stor interesse for Israel-Palæstina konflikten. Ifølge Mads Gram vælger mange fra venstrefløjen at rejse til Palæstina for at vise solidaritet med palæstinenserne, og derfor var det også naturligt for ham at rejse dertil.
Rejsen som politisk aktivist til Vestbredden kan være risikofyldt. Derfor skal man allerede inden afrejsen have en dækhistorie klar i tilfælde af, man bliver stoppet i sikkerhedspolitiet.
»Jeg havde så lavet den historie, at jeg var kristen turist og derfor skulle deltage i nogle kristne tours for blandt andet at se Jerusalem og Det Hellige Land. Jeg havde printet nogle papirer ud hjemmefra, der skulle bakke min historie op,« forklarer Mads Gram.
Inden han forlader Danmark, sletter han alle de elektroniske spor, der kan kæde ham til ISM. Blandt andet har han oprettet en ny mailadresse og deaktiveret sin Facebook.
I lufthavnen i Tel Aviv bliver Mads Gram tilbageholdt af to civilbetjente kort efter, han forlader flyrampen. Betjentene er mistænkelige over, at han rejser alene. De manglende kontakter i landet vækker også mistanke hos betjentene, der dog til sidst lader ham gå.
Efter at have forladt lufthavnen tager Mads Gram bussen til Ramallah på Vestbredden. For at komme ind skal han igennem check-point og den store mur, der løber rundt om området.
»Det er meget mærkeligt at komme igennem det store check-point og den store mur. Lige pludselig kører du fra et moderne vestligt samfund over i et forarmet betonområde,« forklarer han.
Den brutale hverdag
For at kunne deltage i det aktivistiske arbejde skal han efter ankomsten gennem en tre dages træning, der skal forberede ham på, hvad han kan opleve i løbet af sit ophold.
»Det er noget med at få undervisning i juridiske forhold, hvad er deres regler og værdiggrundlag, og hvilken slags vold kan du blive mødt med,« siger Mads Gram.
Efter de tre dage tager Mads Gram til den sydlige by Hebron, hvor han får tildelt arbejdsopgaver. Blandt andet skal han følge skolebørn gennem check-points og sørge for, de kommer sikkert forbi bosætterområderne. Her oplever han, hvordan palæstinensiske børn ned i børnehavealderen hver dag skal gå igennem tremmer og forbi bevæbnede soldater. Noget der gør stort indtryk på ham.
Ud over de mere faste opgaver, var dagene også præget af mere uforudsete hændelser.
»Vi rykker ud, når vi bliver ringet op. For eksempel hvis der er en, der blev anholdt eller tævet, for så skal vi dokumentere det. Vi går også på natpatrulje for at holde øje med, om bosætterne er ude på at lave et eller andet,« fortæller Mads Gram.
Demonstrationer er en del af hverdagen på Vestbredden. Hvis der er vestlige demonstranter med, forklarer Mads Gram, at de ofte bliver spurgt, om de ville gå i frontblokken, da israelerne ikke skyder efter vestlige demonstranter.
Selv oplever han flere gange at gå forrest til en demonstration. Selv om risikoen for at blive skudt ligger i baghovedet, er det ikke noget, der får ham til at tøve.
»Når man har taget den beslutning, bliver man også nødt til at gennemgå i sit hoved, at de kan skyde på en, og så står jeg først. Lige så snart man har taget beslutningen, falder der faktisk lidt ro på. Så giver man ligesom slip og overgiver sig til det, der sker, « siger Mads Gram.
»Alting er så stille«
Da Mads Gram efter næsten tre måneder vender tilbage fra konfliktområdet i august 2015, rammer hverdagen ham hårdt. Efter hjemkomsten går det op for ham, hvilke forhold han har levet under.
»Jeg skal ikke sammenligene det med folk, der har været i krig, men du har været i en situation, der er ekstrem. Når du kommer hjem til et normalt samfund, føles det hele som en kulisse. Alting er så stille,« siger Mads Gram
Til trods for at han var mærket efter sin hjemkomst, er han ikke i tvivl om, at han vil af sted igen. I januar 2016 drager han igen til Hebron, og han er overbevist om, at det ikke er sidste gang, han tager af sted.
»På en eller anden måde forpligter det. Man føler ikke, man bliver færdig med det. Når man ser de ting, og oplever de ting, bliver man på en eller anden måde forevigt forbundet med det,«fortæller Mads Gram.
FAKTA |
|---|
Kilde: www.palsolidarity.org |