Trampolinhuset, som er et medborgerhus for asylansøgere og flygtninge i København, er lukningstruet. I huset frygter flere brugere, at øget isolation og passivitet venter forude, hvis lukningen bliver virkelighed

af Anna Bølling-Ladegaard, anbola@ruc.dk

»Det her sted er himlen for mange mennesker. Det er et sted, hvor man kan være fri og glemme sin identitet som flygtning for et øjeblik. Uden Trampolinhuset vil folk sidde fast i asylcentrene, blive desperate og ikke se nogle muligheder for sig. Selvom nogen tænker, at det bare er et hus, så er det en rigtig stor ting i mange menneskers liv,« fortæller Huda Hussein, der har slået sig ned ved et af Trampolinhusets langborde.

Huda Hussein er en af de 35 kvinder, der denne lørdag i marts deltager i Trampolinhusets Women’s Club, hvor huset kun er åbent for kvinder og børn. Trampolinhuset fungerer på sjette år som et brugerdrevet medborgerhus for flygtninge og asylansøgere på Sjælland. I lokalerne i Københavns Nordvestkvarter kan man deltage i sprogundervisning, få juridisk rådgivning og være en del af et fællesskab. Men fra indgangen af dette år er husets økonomiske fundament smuldret. Den pulje, der de sidste to år har dækket 60 procent af husets budget, er blevet nedlagt, og Trampolinhuset skal derfor finde alternativ finansiering inden sommer, hvis huset skal overleve.

»I Trampolinhuset kan jeg møde unge som mig selv. Jeg kan godt lide at hænge ud her. Det føles som et hjem,« siger Huda Hussein

En livline til verden udenfor

Med en mørkegrå hue trukket ned over en sort hestehale, et partisanertørklæde om halsen og en tætsiddende halskæde i bedste 90’er-stil, ligner 20-årige Huda Hussein en ganske almindelig ung kvinde. Men de fremtidsdrømme, som er en naturlig og spændende del af livet for de fleste unge, er Huda Hussein blevet frarøvet. Som palæstinensisk flygtning fra Algeriet har hun og hendes to søskende fået afslag på asyl i Danmark, og venter derfor på at blive deporteret. Men der er ingen steder, de kan deporteres til, hvorfor de nu i 10 måneder har ventet i det, hun kalder et ingenmandsland. Frygten for at blive fastholdt i dette tomrum er lammende, fortæller hun.

»Min største frygt er at blive fastholdt her i ingenmandsland. Vi sidder fast, fordi vi ikke kan blive sendt tilbage, men vi kan heller ikke blive her. Så nu må vi bare sidde og vente. Min fremtid er uvis. Jeg ønsker virkelig bare at kunne gøre noget,« siger Huda Hussein.

Fanget i en venteposition og uden kontrol over egen fremtid eller vished om, hvornår der kommer afklaring, er den største fjende passivitet. Derfor er Trampolinhusets fælleskab og aktiviteter en afgørende livline til verden uden for asylcenteret for Huda Hussein.

»Når jeg kommer her, møder jeg andre mennesker, får nye venner og en masse information. I asylcenteret er der ikke mange unge mennesker, men i Trampolinhuset kan jeg møde unge som mig selv. Jeg kan godt lide at hænge ud her. Det føles som et hjem,« fortæller Huda Hussein.

Alle kan byde ind til fællesskabet

Huda Hussein begyndte at komme i Trampolinhuset som engelsk-arabisk-oversætter i efteråret, men har de sidste måneder været aktiv i Women’s Club. Lørdagens program begynder i Trampolinhusets bløde sofaer, da klokken slår to. Der skænkes dampende varm kaffe og nippes til marcipankage, mens kvinderne præsenterer sig selv på tur. Gruppen er en blandet skare af asylansøgere, flygtninge og frivillige, der kommer fra alle verdenshjørner. Men fælles for dem alle er, at de er kvinder. Tone Olaf Nielsen, som er ansvarlig for Trampolinhusets aktiviteter, fortæller på engelsk, som er husets fællessprog, at Women’s Club er et sted, hvor kvinder kan støtte hinanden og dele ud af deres erfaringer.

»Vi bærer alle rundt på en visdom, som vi kan dele med hinanden. I dag er vi blandt andet læger, lærere, husmødre og aktivister tilstede – alle har noget, de kan byde ind med til fællesskabet,« fortæller hun, mens der oversættes til en lille gruppe afghanske kvinder.

Som første del af dagens program kan en kvinde dele sin historie med de andre i gruppen. En thailandsk kvinde tager ordet og fortæller om sin frustration over, at mange danskere antager, at hun er i Danmark for at sælge sin krop. Ingen tror, at hun som thaikvinde kan være politisk flygtning, fortæller hun. Flere i cirklen nikker genkendende til hendes oplevelse. Et par kvinder fra Eritrea og Irak byder passionerede ind i debatten med deres forskellige oplevelser af at være farvede kvinder i det danske asylsystem.

Programmet for lørdagens Women’s Club fortsætter med fysiske aktiviteter, fællesspisning og juridisk og medicinsk rådgivning. Ifølge Tone Olaf Nielsen har Trampolinhuset igennem årene eksperimenteret med form og indhold i Women’s Club, men nu er de kommet frem til et program, som de er tilfredse med.

»Der er både plads til det intime og til det sjove. Der er plads til det politiske og til at man får brugt sin krop og stimuleret sine sanser,« uddyber hun.

Demokratisk integration

Hvis Trampolinhuset må lukke, vil en enestående integrationsmodel gå tabt, mener Morten Goll, der er leder af huset. Trampolinhuset bygger på demokratiske værdier, som ikke kun er noget, man taler om, men som praktiseres i husets aktiviteter og organisering.

»Trampolinhuset tilbyder en integrationsmodel, der er unik, fordi den ikke bygger på stok og gulerod, men på en form for demokrati, som giver folk indflydelse på, hvad der foregår. Ud fra vores erfaringer findes der ikke nogen stærkere lim i integrationsproces,« siger han.

»At kunne komme ud af centeret og få lov til at være noget andet eller få en aktiv stemme i forhold til sin situation, kan afhjælpe noget af den belastning, som asylansøgerne er under,« siger Katrine Syppli Kohl

Ifølge Katrine Syppli Kohl, som er flygtningesociolog og forsker ved SFI, kan man som beboer på et asylcentre føle sig reduceret til klient i et system. Derfor kan Trampolinhuset spille en vigtig rolle som et brugerdrevet sted, hvor folk selv kan sætte dagsordenen, mener hun.

»Det er veldokumenteret, at folk kan tage skade af at sidde på et asylcenter i usikkerhed i årevis. Når man bor på en institution bliver man frataget den rolle, man normalt har i sit eget liv, som den der bestemmer. Det er enormt nedbrydende for selvværdet og selvforståelsen. At kunne komme ud af centeret og få lov til at være noget andet eller få en aktiv stemme i forhold til sin situation, kan afhjælpe noget af den belastning, som asylansøgerne er under,« siger Katrine Syppli Kohl.

For at sikre husets overlevelse har Trampolinhuset igangsat en crowdfunding-kampagne, hvor enkeltpersoner kan støtte huset på månedlig basis. Lykkes det at få 1.200 personer til at støtte huset, vil driftsomkostningerne være dækket. Men det udgør kun en tredjedel af husets samlede budget, hvis det nuværende aktivitetsniveauet skal fastholdes. Derfor arbejder de ansatte i Trampolinhuset sideløbende på at få aftaler i hus med en række fonde.

»Jeg tror godt, at det kan lade sig gøre, men der skal arbejdes hårdt, og hver eneste donation hjælper. Vi skal nok nå derop, men det kræver altså, at folk indser, at de må træde til, når politikerne fejler,« siger Morten Goll.

Women’s Club afsluttes som altid med fællesspisning ved langborde under de farverige vimpler, der hænger fra loftet i Trampolinhusets lokaler. Da tallerkner og gryder er vasket op ved fælles hjælp, er Tone Olaf Nielsen den sidste tilbage. På sit kontor ordner hun dagens afsluttende papirarbejde, så Trampolinhuset igen er klar til at åbne dørene til Women’s Club næste lørdag.