Jeg er bange for ensomhed. Jeg hader at gøre ting alene. Jeg ville bestemt hade at tage på date uden en partner. Eller ville jeg? Nu vil jeg gøre op med fordommene. Jeg vil overskride mine grænser. Jeg vil tage på date med mig selv.
af Ingrid Østergaard, inoe@ruc.dk
Tre gode råd
Først og fremmest vil jeg skynde mig at sige, at hvis nogen af jer får lyst til at overskride grænser og kaste jer ud i alene-dating efter at have læst dette, kommer der her tre gode råd til, hvad man bør huske.
- Forlad restauranten, når du har ventet i 45 minutter.
- Bestil ikke sofaplads i biografen.
- Vær sikker på, at caféen sælger øl, før du bestiller øl.
Overvinder frygten
»Tak for din reservation af 1 billet til Deadpool,« står der på skærmen, og jeg føler mig allerede utryg ved situationen. Der er kun én regel for i aften: nul brug af mobil, computer eller andre ensomhedsdræbere.
I Falkoner Biograf giver manden bag disken mig billetten i hånden sammen med et »så må du have en rigtig dejlig aften!« Ja tak, tænker jeg. For lige nu kan jeg ikke rigtig se potentialet i aftenen.
Efter jeg har afhentet billetten sætter jeg kurs mod Café brasserie. Her bliver jeg mødt af en venlig mand, der spørger, hvor mange vi bliver. »Det er kun mig,« siger jeg lavmeldt og får helt selv lov til at vælge, hvor jeg vil sidde. Jeg kigger mig omkring på restauranten, og der sidder en datter sammen med sine forældre, en alene kvinde bagved mig og resten af restauranten er fyldt om med folk på date. Det ser i hvert fald sådan ud, herfra hvor jeg sidder. Da jeg ser kvinden bagved mig er min første tanke: Yes! Jeg er ikke den eneste, der skal ud og spise alene. Men det gå hurtigt op for mig, at kvinden ikke har noget foran sig på bordet. Venter hun mon på nogen?
»Tiden går. Jeg keder mig. Det lyder, som om min mobil skriger til mig nede fra tasken: Tag mig op,« siger Ingrid Østergaard
Den lange ventetid dræber mig
Den kvindelige tjener kommer ikke ned til mig. Hun tror sikkert, at jeg sidder og venter på nogen. Så efter ti minutter går jeg selv op til disken og bestiller, da der kun er 50 minutter til, at filmen starter. Jeg bestiller en cola og en cæsarsalat. Tiden går. Jeg keder mig. Det lyder, som om min mobil skriger til mig nede fra tasken: »Tag mig op.« Men jeg har lovet mig selv, at det skal være en aften uden mobil og computer, så jeg er nødt til at modstå fristelsen, selvom det ville være et bekvemt selskab lige nu. Bagved mig får kvinden, der sidder alene ved bordet en pose med to-go-food i hånden – og så går det op for mig, at jeg er den eneste på hele restauranten, der sidder alene.
Restauranten er fyldt op af romantisk musik og stearinlys på alle bordene. Det er ikke rigtig det samme, når man sidder alene og begynder at tjekke bilmærker ud på de biler, der kører forbi udenfor. Der kommer nu en anden kvinde gående alene ind på restauranten. Så er jeg måske ikke den eneste, der skal ud og spise alene i aften, men min tankevirksomhed afbrydes af: »Et bord til fem?«
Stress, stress, stress
Klokken er 18:10, og jeg har nu ventet på maden i 35 minutter, colaen er drukket, og utålmodigheden breder sig i kroppen. Filmen starter om ti minutter, og tjeneren forsikrer mig om, at maden er klar om tre minutter. Ti minutter efter kommer hun ind med et kyllingebryst ovenpå fire salatblade. Tror skuffelsen i mit blik kunne ses helt over i den anden ende af restauranten. Selvom filmen starter nu, skal ventetiden ikke være helt forgæves. Jeg begynder at skovle den brændvarme kylling ind i munden og fortryder frygteligt, at jeg har drukket hele colaen forinden. Jeg når lige at spise det meste af kyllingen, betaler de ømme 168 kroner og løber ned mod biografen.
Sofasæde i biffen
Puha! Reklamerne ruller stadigvæk over skærmen, da jeg forpustet og svedig når biografsalen. Jeg opdager til min overraskelse, at jeg har reserveret en sofaplads. Der sidder en mand i 60-års alderen og fylder det meste af sædet. Jeg møver mig ned ved siden af ham, selvom der ikke er meget plads. Det føles lidt akavet, især når der er en ledig sofa lige ved siden af. Jeg når lige at overveje, om jeg skal rykke hen til den tomme sofa, før en far og søn kommer gående ind og placerer sig i den tomme sofa.
Filmen går i gang og folk griner meget. Jeg griner også. Selvom det ikke er helt det samme, når man ikke har nogen at grine sammen med. Drengens far læser underteksterne højt for sin søn, lige indtil filmens hovedperson siger: »I’m touching myself tonight,« hvorefter drengen udbryder: »Far, hvad betyder det?« Faren mumler, men svarer ikke på drengenes spørgsmål. Jeg sidder og griner for mig selv.
Har I øl?
Da filmen slutter, sætter jeg kursen mod Nørrebro, for NU skal der drikkes øl. »Har I øl?,« spørger jeg, da jeg kommer ind på den hippe café. »Nej, det sælger vi ikke her,« svarer kvinden bagved disken. »Nå okay, så skal jeg bare have en Chai Latte,« siger jeg hurtigt og føler mig som en dranker, der spørger efter alkohol en torsdag aften. Jeg bilder mig ind, at hun ser overbærende på mig, og jeg skynder mig at indtage væsken.
Drikker alene
Men jeg har stadig ikke fået min øl. Jeg skynder mig hjem og finder en øl frem. Endelig kan jeg slappe helt af. Ingen mærkelige blikke, og følelsen af at være ’Palle alene i verden’ forsvinder med ét. Jeg må indrømme, at det egentlig var okay at tage i biografen alene, selvom jeg nok vil anbefale at undgå sofapladserne. Øl og kaffe kan også sagtens gøres alene, men en computer ved hånden gør situationen lidt mere sexet. Spise på restaurant alene kommer jeg nok ikke til at gøre igen lige foreløbigt. Måske var det den lange ventetid, der ødelagde det for mig – men det var dér, jeg følte mig mest ensom, selvom jeg var omgivet af mennesker. Om jeg ville gøre det igen? Mest af nød.