Det er ikke altid fryd og gammen, når de sidste børn flytter ud. Det var det heller ikke for Janie Asbjerg Johansen, da datteren Signe Maria Asbjerg Johansen flyttede hjemmefra. Det er det dog blevet med tiden. Eller næsten i hvert fald.

af Freya Kamille Nielsen, fkn@ruc.dk

Selvom det snart er fem år siden, at datteren Signe Maria Asbjerg Johansen flyttede hjemmefra, så husker Janie Asbjerg Johansen det, som var det i går. Den dag blev datteren en del af de 2/3 unge mellem 18-24 år, som ifølge Eurostat er flyttet hjemmefra i Danmark. På selve dagen var det ikke bare nok for moderen at hjælpe med pakningen for derefter at vinke farvel ved hoveddøren. Der var ikke en opgave, der var for lille til at deltage i:

»Der var sådan et hul i maven,« fortæller Janie Asbjerg Johansen

»Det var vigtigt for mig både at være med til at pakke ned, men også at gøre det nye sted klar; at gøre rent, pudse vinduer og sådan,« fortæller Janie Asbjerg Johansen.

Hun forklarer det med, at der sad en form for frygt i kroppen, og det at være en aktiv del af hele i processen gjorde alting mere virkeligt.

Da navlestrengen blev klippet endnu engang

Selvom hele processen blev kropsliggjort, var flytningen stadig noget, der påvirkede Janie Asbjerg Johansen:

»Jeg mærkede det i kroppen. Der var sådan et hul i maven.«

Hullet i maven skyldtes moderens mange bekymringer, som ophobede sig på grund af den manglende kontrol over sin datters liv.

»Pludselig kunne jeg ikke vide, hvad hun lavede,« siger Janie Asbjerg Johansen og fortsætter: »Det kunne jeg jo alligevel ikke før, men det bildte jeg mig jo nok lidt ind, at jeg kunne.«

Tab af kontrol er noget, som mange forældre oplever i forbindelse med, at deres sidste barn flytter ud, forklarer psykolog Margrethe Brun Hansen.

»Der kan opstå en usikkerhed forbundet med tabet af kontrollen, men de fleste forældre oplever dog både glæder og sorger ved udflytning,« siger hun.

»Nogle forældre har svært ved at slippe børnene, eksempelvis kan de finde på at tage forbi deres børn hele tiden eller ringe for at få dem op om morgenen,« siger Margrethe Brun Hansen

Det var ikke bare hårdt for Janie Asbjerg Johansen, fordi det ifølge hende var en uigenkaldelig situation. Det var også hårdt, fordi hun et eller andet sted synes, at der er noget forkert ved, at børn flytter hjemmefra:

»Ens børn er så stor en del af en, og det er unaturligt, at noget, man har været så ufatteligt tæt på, skal skilles fra en,« forklarer hun.

Og det var da også blandede følelser, der var på spil, da datteren flyttede ud:

»Jeg følte, at jeg fik revet hjertet ud, men samtidig var jeg også glad for, at hun skulle flytte. For det er jo dejligt, at hun skal ud og leve livet,« siger Janie Asbjerg Johansen.

Hullet i maven forsvandt

Denne glæde blev større og større, og det fysiske afsavn er der ikke længere. Til trods for det finder hun det stadig svært, at hun ikke ved, hvad datteren render og laver.

Og selvom det ifølge Margrethe Brun Hansen er helt normalt for forældre at have det sådan, ender det for nogle med at tage overhånd:

»Nogle forældre har svært ved at slippe børnene, eksempelvis kan de finde på at tage forbi deres børn hele tiden eller ringe for at få dem op om morgenen, men for de fleste bliver det hele godt igen,« forklarer Margrethe Brun Hansen.

Selvom frygten er erstattet af en generel bekymring, slår det nogle gange Janie Asbjerg Johansen, at datteren faktisk er flyttet hjemmefra, og hun beskriver, at det føles, som om det var i går. Det er dog ikke så skidt, at det ikke er godt for noget:

»Jeg skal ikke længere sætte mig selv til side. Jeg har mere tid til interesser nu, se veninder og sådan.«

Moderen bekymrer sig ikke længere så meget om datterens velbefindende, men det er der måske en grund til:

»Jeg indrømmer gerne, at jeg i hvert fald altid skriver ’godmorgen’ til hende, og så kan jeg egentlig også godt finde på at skrive ’godnat’.«

Hun ved godt, at hun er ene om de daglige beskeder, for som hun selv siger:

»Det kunne hendes far aldrig finde på.«