Jeg frygtede den frihed, jeg havde fået

Henrik Gram har været i fængslet fem gange og har både holdt juleaften og sin 40-års fødselsdag bag tremmer. Når løsladelsesdatoen har nærmet sig, er han gået i sort. For pludselig skal han forholde sig til, at den vante rutine, der var i fængslet, er væk.

af Laura Barfoed Mikkelsen, laura_mikkelsen@hotmail.com

Mon det er ham? En mellemhøj, midaldrende mand med mørkeblond hår og en brun læderjakke står foran Kolding Station og kigger ned i jorden. Han ryger en hjemmerullet cigaret og har høretelefoner i ørerne. Vi veksler blikke, og da jeg kommer tættere på, kan jeg se de mange tatoveringer, som han har i hovedbunden, på halsen og på hænderne. Han har forsøgt at gemme nogle af dem væk ved at lade sit hår gro. Dem på armene og hænderne er til gengæld ikke så nemme at skjule. »Fuck« står der skrevet på den ene hånd og på underarmen »no regrets.«

»Hej, det er mig, der er Henrik,« siger han og giver mig hånden.

»Jeg gik helt i sort den sidste uge før løsladelsen. Man bliver lettere sindssyg, ligesom når man er nyforelsket,« siger Henrik Gram

Ind og ud af fængslet

Henrik Gram er 45 år og har været i fængsel fem gange. Han er blandt andet blevet dømt for at være i besiddelse af ulovlige våben, at stjæle biler og at have begået røverier. En gang har han sammen med sin ven røvet en tankstation, hvor han truede to 17-årige piger med en stor kniv.

De fleste af Henrik Grams begivenheder og erindringer stammer fra det kriminelle miljø eller fra fængslerne.

»I slutningen af 90’erne boede jeg stort set kun i fængslet. Jeg nåede lige at komme ud, så var jeg ude en måned, og så skulle jeg ind igen. Det var lige før, at jeg ikke behøvede at tømme min celle.«

Henrik Gram er ikke den eneste, som har haft svært ved klippe den kriminelle navlestreng.

Ifølge undersøgelsen Tilbagefald til kriminalitet 2011-2013, der blev offentliggjort i november 2015, begår to ud af tre løsladte kriminalitet inden for to år. For mange eks-indsatte er der altså stor sandsynlighed for, at de ryger i fængsel igen.

»Hvis man som jeg er single og, så vidt jeg ved, ikke har nogle børn, så er det bare et matrikelnummer. Så er det ikke afskrækkende at sidde i fængsel.«

Til gengæld kunne det være afskrækkende, når løsladelsesdatoen begyndte at nærme sig.

Henrik Gram følte ikke, at han kunne nå at forberede sig mentalt. Når han havde været vant til, at der var faste rammer i fængslet, var det svært at forholde sig til, at han pludselig ville få frihed til at bestemme selv.

»Jeg gik helt i sort den sidste uge før løsladelsen. Man bliver lettere sindssyg, ligesom når man er nyforelsket. Det ene øjeblik kan man klare hele verden, og verden er lyserød og ligger for ens fødder, og det andet øjeblik er man rystende nervøs for, hvad der skal ske,« forklarer Henrik Gram og tilføjer:

»Jeg frygtede den frihed, jeg pludselig havde fået igen.«

Jeg spørger Henrik Gram, om vi skal købe en kop kaffe, men han vil hellere have en øl.

»Bare fordi man sidder i fængsel og har en masse tatoveringer, kan man da godt have en plakat eller to med lidt natur,« fortæller Henrik Gram

Så selvom jeg stadig har en smag af tandpasta i munden, går vi i den lokale Netto, hvor en ung medarbejder stadig er i gang med at pakke varer ud. Vi går hen til køleskabet. Henrik kan kun finde en økologisk udgave af sin yndlingsøl Royal, så han vælger en Tuborg. Det samme gør jeg.

Vi sætter os på en bænk med vores øl. Det var også noget af det første, Henrik Gram gjorde, da han blev løsladt. Han kunne sidde i timevis med en øl i hånden og studere de mennesker, der gik forbi.

Jeg frygtede den frihed, jeg havde fået 01

Den almindelige hverdag bag tremmer

Den sidste dom, Henrik Gram fik, var på to et halvt år, hvilket er den længste tid, han har siddet inde. I den periode fik han etableret sig en hverdag i fængslet med en fast morgenrutine, hvor han stod op klokken halv syv, drak sin morgenkaffe, fik sin morgensmøg og spadserede hen til sit daglige arbejde i fængslet.

Henrik Gram lavede sig en hule inde i sin otte kvadratmeter store celle med grønne planter i vindueskarmen, tegnefilmen Biler på sit sengetøj og plakater på væggene.

»Bare fordi man sidder i fængsel og har en masse tatoveringer, kan man da godt have en plakat eller to med lidt natur. Jeg tror endda, jeg havde en plakat med en svane,« griner han og tager tobak og cigaretfiltrer op af sin lomme og lægger det på sine knæ.

For Henrik blev fængslet hjemligt og socialt. Ham og nogle af de andre indsatte lavede fællesspisning og tog ned i fitnesscentret og trænede sammen. Mere festlige lejligheder har Henrik Gram også holdt i fængslet. Et år holdte han juleaften i fængslet.

»Vi var fire mand, som sad inde i opholdsstuen med to betjente. Det var en af de få gange, vi sad og hyggede sammen med dem. Der var blevet købt sodavand, slik og chips til sytten mennesker, og vi var seks mennesker om det. Så sad vi der og så Terkel i Knibe og skraldgrinede.«

Henrik Gram har også både holdt sin 30 og 40-års fødselsdag, mens han sad inde.

På sin 40-års fødselsdag havde nogle af hans fængselskammerater overrasket ham med fødselsdagskage.

»Det var nogle af gutterne, som jeg var i madgruppe med. De havde bag min ryg lavet en lagkage til mig,« smiler Henrik Gram.

Jeg frygtede den frihed, jeg havde fået 02

Ude »for good«

Det er tre et halvt år siden, at Henrik Gram sidst blev løsladt, og det er den længste periode, han har været ude. Han ville starte på en frisk og undgå de mennesker, som han ved, kunne finde på at hive ham ned i den kriminelle muld igen.

»Jeg besluttede mig for at bosætte mig i en by, hvor jeg ikke kendte nogen. Til at starte med var det simpelthen så fedt at kunne gå rundt i en by uden at kende et eneste menneske. Uden at have et dårligt ry.«

Efter nogle måneder savnede Henrik Gram alligevel noget af det sociale, som han havde fået i fængslet. Han besluttede sig for at opsøge foreningen ’Frivillig Kolding’.

»Det var noget af en oplevelse, at der var nogle mennesker, som faktisk tog én dybt seriøst,« forklarer Henrik Gram

»Jeg var rystende nervøs, da jeg træder ind af den dør for første gang,« fortæller han og har svært ved at skjule sit smil.

Det er to ældre damer, som tager imod ham. De er venlige og interesserede i at høre Henrik Grams historie. Han fortæller dem om en idé, han har gået rundt og tænkt på i længere tid; at lave en ikke-kriminel netværksforening for tidligere indsatte. Det er noget, han selv synes, han har manglet.

»Det var noget af en oplevelse, at der var nogle mennesker, som faktisk tog én dybt seriøst. «

Henrik Gram har nu startet foreningen »Frirum Kolding«, hvor han skal være mentor for unge i fængslerne.

»For første gang nogensinde skal jeg prøve at være den besøgende,« siger Henrik Gram med lysende øjne.

»Det bliver en helt vanvittig fornemmelse at komme ind og sige hej til betjentene og så gå derfra et par timer senere.«