Han forlod den danske presse for at forfølge de historier, han mener er vigtige. Han konfronteres jævnligt med død og ødelæggelse, han er blevet kidnappet af Taliban og har været ved at dø flere gange. Alligevel giver Nagieb Khaja ikke op.

af Layal Freije, lfreije@ruc.dk

»Medierne er den mest magtfulde instans på Jorden. De har magten til at få ofrene til fremstå som skyldige og de skyldige som ofrer. Det er magt. For de kontrollerer massernes sind.«

Med disse ord beskrev den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Malcolm X mediernes enorme magt i samfundet. Og det er netop det citat, Nagieb Khaja vælger at recitere, da jeg spørger ham om, hvorfor han valgte journalistikken som sin levevej.

Nagieb Khaja er 36 år, er gift og har to børn. Alligevel har han valgt at vie sit liv til journalistikken. Ikke den sikre journalistik. Den man laver bag et skrivebord eller på Christiansborg. Men den type journalistik, hvor man bliver kidnappet, og hvor kuglerne flyver om ørerene på én. Den slags journalistik, de færreste journalister vover sig ud i.

Min fars drøm

Da Nagieb Khajas far var ung, blev han frataget sin plads på universitet. For han var fattig, og i Afghanistan kan pladser på universitet købes for penge.

Men Nagieb Khaja havde flere muligheder. Det gjorde faren klart over for ham allerede i en ung alder. Han sikrede sig, at sønnen var bevidst om de mange muligheder, han kunne forfølge. Muligheder han ikke måtte forbigå.

»Han fortalte mig over flere gange, at jeg har fået alle de gode forudsætninger for et godt liv, og at jeg skal bruge de forudsætninger til at hjælpe andre,« svarer Nagieb Khaja, da jeg beder ham om at beskrive det minde, der står klarest for ham i dag.

Det er tydeligt, at faren har haft stor indflydelse på Nagieb Khajas person. Han har været den inspirationskilde, der engagerede ham i at tage en uddannelse og benytte sig af de muligheder, faren selv manglede.

»Jeg har altid tænkt, at jeg skulle få det überste ud af de muligheder, jeg har i Danmark. Jeg har jo set, hvad min far er gået glip af. Så jeg har ikke kun gjort det på mine egne vegne, men også på hans. Jeg har forsøgt at udleve hans drøm igennem mit eget liv.«

Utilfreds med danske medier

Nagieb Khaja havde længe været frustreret over pressen i Danmark. Mediedækningen af bestemte historier var ukonstruktive og vinklerne useriøse og vildledende.

»Jeg syntes at medierne vendte historier på hovedet. Der var rigtig mange stereotyper i medierne. Jeg følte mig talt ned til. Den verden jeg er en del af, det vil sige minoritetsmiljøerne, blev skildret på en ekstrem og latterlig måde,« fortæller han.

Men ikke kun formidlingen af historier om danske minoritetsmiljøer var problematiske. Nagieb Khaja mente også at mediedækningen af krigen i Afghanistan og problemerne i Mellemøsten var unuancerede.

»Hele det område blev beskrevet på en nedladende måde. Jeg var inspireret af folk, der gik i clinche med det, man kalder for den vestlige verdens definering af, hvordan minoritetsgrupper og andre dele af verden er.«

Nagieb Khaja havde to muligheder. Han kunne forblive harm over de danske medier, eller blive en del af dem og aktivt forsøge at ændre på journalistikken.

I modsætning til sin far, havde Nagieb Khaja mulighed for at ændre på det, han var utilfreds med. Da han var opdraget med idealet om, at der med muligheder følger forpligtelser, valgte Nagieb Khaja at være sit ansvar bevidst og søge ind på journalistik på Syddansk Universitet.

Kidnappet

Det skulle dog vise sig, at det ikke var så let at komme til at beskæftige sig med de emner inden for journalistikken, han var utilfreds med.

»Jeg ville gerne lave noget om Afghanistan, fordi Danmark var meget aktiv i krigen. Det fik jeg ikke lov til. TV 2 havde korrespondenter, som de brugte. Det var jeg meget frustreret over,« fortæller han og refererer til dengang, han var ansat på TV 2.

Det lykkedes dog journalisten, efter en længere ansættelsesperiode, at overtale tv-kanalen til at sende ham og en fotograf til Afghanistan. Turen skulle vise sig at blive nogle af de værste dage i Nagieb Khajas liv. Sammen med fotografen blev han lokket i en fælde af den mand, der skulle transportere dem til Helmand-provinsen.

»Der hopper nogen ud af en busk med maskinpistoler og affyrer varselskud. Så giver de os et par på hovedet, en sæk over ansigtet og smider os op i en pickup.«

Nagieb Khaja omringet af talibanere under optagelser til en dokumentar om Taliban til Al-Jazeera.
Billedet er fra Charkh i Logar-provinsen i Afghanistan i 2013. Foto: Aziz Ahmad Tassal

Kidnapperne fortæller dem, at de er anklaget for at være spioner. I virkeligheden handlede det om penge.

»Han snakkede meget om penge, ham der havde os. Han spurgte ind til, hvor meget jeg troede, de kunne få for os«.

Han smiler flere gange under interviewet. Der er ingen tegn på, at han føler ubehag over, at skulle genopleve den forfærdelige episode. Det er tydeligt, at det ikke er første gang, han bliver bedt om at fortælle om sine oplevelser.

»Undervejs i forløbet er der flere gange, hvor de hiver poser over hovederne på os og siger ’ned på knæ’. De tager os ud til nogle ruiner, og man kan ikke lade være med at tænke, om det er fordi, at man skal henrettes. Så ja, jeg var bange. Det var nogle af de værste dage i mit liv.«

Et par dage efter øjner Nagieb Khaja en mulighed. De kommer i dialog med en mand, der skal holde øje med dem, og overtaler ham til at hjælpe dem med at flygte.

Det tog halvandet år, før han igen valgte at drage til Afghanistan.

Retfærdighedssans

Nagieb Khaja er drevet af et mod, der hverken kan købes for penge, tillæres eller efterlignes. Det skyldes den drivkraft, hans far såede i ham i barndommen, som spirrede gennem ungdommen, og som i dag kommer til udtryk som en retfærdighedssans.

Det var retfærdighedsfølelsen, der fik Nagieb Khaja til at søge ind på journalistik og retfærdighedsfølelsen, der fik ham til at drage til Afghanistan blot halvandet år efter, han med nød og næppe landede i Kastrup med livet i behold.

»Jeg besluttede mig for at tage af sted igen, fordi at jeg læste nyhederne og blev provokeret over, hvordan konflikten blev simplificeret.«

Og det var den samme retfærdighedsfølelse, der senere fik ham til at rejse til Palæstina under Gaza-konflikten. Og det er også retfærdighedsfølelsen der med jævne mellemrum i dag får ham til at drage til Syrien for at sikre, at verden får et indblik i, hvad der foregår indenfor de krigsramte grænser.

For det handler om at høre alle parter i krigen. Det slår Nagieb Khaja fast. Også dem man ikke er enige med. Det er nemlig først, når man forstår sine fjender, at man reelt kan erkende, hvorfor de griber til våben.

»Selvom indpakningen er forskellig, så kæmper folk for det, de har kært.«

Man må ikke dæmonisere fjenden, bare fordi man ikke forstår, hvad der driver dem, forklarer han. Der er forskel på at forstå sine fjender og sympatisere med deres handlinger. Ved at fortælle deres historier, prøver han aktivt at give et nuanceret indblik i, hvorfor nogle mennesker tiltrækkes af det ekstreme.

Frygt

Spørger man Nagieb Khaja om han nogensinde tvivler på, om det han laver, er værd at dø for, er svaret tvetydigt.

»I øjeblikket før jeg tager af sted, så tænker jeg, at det er super vigtigt, at det er min pligt, og at jeg har et ansvar. Men når jeg er i situationen, så tænker jeg mange gange, at det ikke er det værd. Mine historier vil ikke ændre verdenshistorien.«

Og det kan han have ret i. En enkelt dokumentar, kan ikke ændre verdenssituationen. Men det kan flere historier tilsammen, og det ved Nagieb Khaja godt.

»Når jeg får det på afstand, så tænker jeg, at det er mange historier, der kan ændre verdenshistorien, og min brik er en vigtig del i det store puslespil.«

For Nagieb Khaja handler det om, at han har et ansvar over for de mennesker, som både bliver overhørt, overset og misforstået i medierne. Men også over for den befolkning, der ikke har nogen reel chance for at vide, hvad der foregår i de områder, pressen ikke bevæger sig ind i. Og hvis han ikke løber den risiko, hvem skal så, spørger han?

Et råd til alle journalistaspiranter

Nagieb Khajas journalistiske rejse har langt fra været en dans på roser. Han har kæmpet hårdt for at opnå den legitimitet, der følger med hans dokumentarer i dag. Under sit arbejde har han båret sårede mennesker på den ene skulder, mens han holdt kameraet i den anden hånd. Han har hørt bomber jævne bygninger med jorden, mens han skræklagen ventede på, at den næste ville ramme den bygning, han sad i, og han har prøvet at bryde sammen i gråd over synet af lemlæstede børn.

Men når man spørger ham, om hvilke råd han vil give til fremtidens journalistkorps, er svaret entydigt og klart.

»Man skal forfølge det, man brænder for. Hvis du arbejder med de emner og historier, du synes er vigtige, så har du hjertet med. Når du har hjertet med, så bliver det godt.«

Det valg traf han selv for nogle år siden, og selvom rejsen både har været hård og lang, så vender pendulet på et tidspunk og alle de gule, grønne og blå mærker man har måtte bide i sig, vil blive til lærerige erfaringer, man kan tage med.

Sådan gik det i hvert fald til for Nagieb Khaja. I dag vises hans dokumentarer for et verdens publikum på anerkendte medier som Al-Jazeera og BBC. Ikke fordi han laver den form for journalistik, folk vil have, men fordi han laver den slags journalistik, verden har brug for. For han ved, at medierne har en enorm magt, og med magt følger ansvar.

Og det er netop derfor, at han er en inspirationskilde for fremtidens journalister.