Af Lizette Knudsen & Ida Zachrau Andersen, likn@ruc.dk & iza@ruc.dk
Nogle gange kan det dér med øjenkontakt godt være en svær ting. Særligt, hvis du står overfor en person, du er tiltrukket af. Og det er måske også lige præcis derfor, at hele 320.000 danskere i dagens Danmark foretrækker at mødes første gang over skærmen frem for over stearinlysene.
Men det siger ikke kun noget om, at der er mange danskere, der har en længsel efter kærlighed. Det siger også noget om, hvordan kærligheden i dag er blevet en digitaliseret størrelse. Måske er det i virkeligheden nemmere at like og at swipe end at have øjenkontakt?
Læs også: Unge stræber efter det perfekte liv på sociale medier
I Danmark er der alene på dating-appen Tinder 60.000 aktive brugere. Det siger ikke så lidt om, hvor mange der i dag finder kærligheden ad digitale (om)veje.
Men betyder det nødvendigvis, at den digitale kærlighed er mindre værd end den kærlighed, man finder i køen i Netto?
Det her er fortællingen om Mads og Trine, der første gang mødte hinanden på Tinder, da de swipede til højre. Vi mødte dem til en snak om, hvordan det blev starten på noget, der er langt mere ægte end opsatte billeder, kække profiltekster og en tvetydig brug af emojis.
Det her er fortællingen om en mand og en kvinde, der faldt pladask for hinanden både online og offline.