Alaa Nassar lever mellem den danske og den arabiske kultur. Hun synes ikke, det er svært at forene idealerne fra de to. Det svære er, at andre mennesker mener, de er uforenelige.

Af Katrine Foldager Stokbro, kstokbro@gmail.com

”Hallo”, siger Alaa Nassar med rolig stemme, da hun tager telefonen. Det var meningen, vi skulle mødes og snakke over en kop kaffe, men planerne blev ændret.

”Jeg har simpelthen fået så mange opgaver. Jeg har været nødt til at aflyse alt i dag. Det er jeg virkelig ked af,” siger hun med en ærkefynsk accent. Opgaverne er nogle, hun har modtaget i sin praktik som byggeleder på en byggeplads.

Alaa Nassar er 25 år. Hun bor i Næstved med sin mand Yacob og læser til dagligt konstruktøruddannelsen ved Erhvervsakademiet Sjælland. Hun er vokset op på Fyn med sin mor, far og tre søskende. Alaa er muslim, og til dagligt bærer hun tørklæde, men det gør ikke, at hun føler sig mindre dansk.

”Jeg mener ikke, jeg er anderledes. De eneste forskelle er, at jeg spiser anderledes og har en anden religion,” siger hun.

Tørklædet er den tydelige forskel

Alaa kan alligevel føle sig anderledes, men kun fordi andre får hende til at føle det sådan. Hun fortæller, at det derfor kan være svært at møde de kvindeidealer, der bliver opstillet både af det danske samfund, men også af hendes familie. Det oplevede hun især, da hun begyndte at bære tørklæde i folkeskolen.

“Det virker godt, når man blander det bedste fra begge kulturer”

”Der var flere gange, hvor det blev hevet af. Og ude på gaden var der mange, der spyttede efter mig og slet ikke syntes, jeg skulle gå med det, ” fortæller hun.

Men på trods af dårlige oplevelser nyder Alaa, at hun kan trække på begge kulturers kvindeidealer. For Alaa handler det om at finde en balancegang.

”Jeg synes jo, det er rigtig hyggeligt, at man tager lidt af hvert. Så kan man trække lidt af sit eget til sig og så noget af det danske,” siger hun på syngende fynsk.

I dag har Alaa travlt med opgaver fra byggepladsen, fortæller hun over telefonen. Hun arbejder hårdt for at klare sig godt, og det er noget, hun har taget med hjemmefra.

”Som kvinde føler jeg mere pres fra min familie, end jeg føler fra min arbejdsplads. De synes, jeg skal få høje karakterer, og at jeg skal læse hele tiden,” forklarer hun.

Alaa kan dog godt forstå, at hendes forældre ønsker, hun skal klare sig godt, da de selv er flygtninge fra Palæstina.

”Mine forældre er flygtet til Danmark, så jeg har nogle muligheder, andre kvinder ikke har haft. Så de presser mig, og jeg kan jo godt forstå dem. Men nogle gange kan man jo ikke få 12 i alt,” siger hun.

Intime bryllupper og lange forlovelser

Den 26. april 2017 valgte Alaa og hendes mand Yacob at blive gift. De havde været forlovet i over halvandet år inden da. Fordi man som ung muslim skal vente med kys og intimitet, til man er gift, lærer man hinanden rigtig godt at kende inden brylluppet, fortæller hun og mener, det viser seriøsitet.

Hun mener dog ikke, at danskere skal efterligne hendes måde at skabe et forhold på, selvom hun synes, der er noget godt ved den lange indledende fase.

”Det er en måde, kulturerne er forskellige på, og det er jo fint. Det er ingen grund til, at man skal sidde og vente halvandet år, men nogle måneder kan man godt vente. Jeg synes, der er noget specielt ved at gøre det på min måde,” forklarer hun.

“Men der er ingen, der skal undertrykke en kvinde uanset kultur og idealer”

Alaa har også bragt dele fra den danske kultur med til sit bryllup. Til arabiske bryllupper plejer brudeparret nemlig at invitere 400-500 mennesker, men Alaa gjorde det på den danske måde.

”Jeg ville bare gerne dele dagen med de mennesker, jeg holder af. Det virker godt, når man blander det bedste fra begge kulturer,” fortæller Alaa om sin bryllupsfest, hvor der derfor kun var 150 mennesker.

To forskellige kvindeidealer med mange fællestræk

Alaa Nassar oplever ikke de store forskelle på kvindeidealerne i den danske kultur og i den arabiske kultur. Kvinder og mænd er ligeværdige i begge kulturer, men det kommer til udtryk forskelligt. I islam er en kvinde mere beskyttet, og det er dét, som nogle mennesker tolker som undertrykkelse, siger hun.

”Vi passer på kvinden, fordi hun har pligten til at få børn. Et barn er mere bundet til sin mor end til sin far, og det kan man simpelthen ikke gøre ligeværdigt eller ændre på. Men der er ingen, der skal undertrykke en kvinde uanset kultur og idealer,” understreger hun.

Selv synes Alaa nok, hun minder mest om en arabisk kvinde, men påpeger, at det arabiske ikke er så fjernt fra det danske. Faktisk fortæller hun, at det danske system er bygget op efter idealerne i islam.

”I islam tror man på, at man skal gå i skole, at man skal kunne give videre og lære andre noget, og man skal give til de mennesker, der intet har. Og så skal man respektere dem, man lever side om side med. Og det er jo netop det, man kæmper for i Danmark,” forklarer hun.