Balloner kan skabe nærvær og stoppe kampen om Facebook-likes

Tre store balloner kan ændre verden. Det mener kunstner Jeppe Hein i hvert fald. Han er aktuel med udstillingen Coloured Mirror Balloons, som kan ses på Kongens Nytorv metrostation. Kunstværket skal løsrive folk fra de sociale medier for en stund og åbne deres øjne for omgivelserne.

Af Sofie Dyjak, sdyjak@ruc.dk

»De næste 25 minutter gør jeg ikke andet end at kigge ud ad vinduet og høre, hvad du siger.«

Sådan indleder kunstner Jeppe Hein interviewet, da jeg med et opkald til Tyskland fanger ham og spørger, om han er klar til at starte. På trods af at han har rygende travlt med nye projekter både i Danmark og langt fra landets grænser, så er hans tilstedeværelse ikke til at tage fejl af.

Han lever selv efter det budskab, der gemmer sig bag de farverige balloner, han har placeret i loftet på Kongens Nytorv metrostation i København. Nærvær, dialog og empati. De er de ting, Jeppe Hein kæmper for at fremme gennem sin kunst. Ikke fordi han vil kritisere med projektet, men fordi han mener, at tiden er inde til at foreslå en alternativ måde at møde verden på.

»Mit ballonprojekt er egentlig meget banalt. Det handler om at skabe empati mellem mennesker og åbne folks hjerter op for sig selv og hinanden. Først, når vi forholder os de to ting, kan vi ændre noget,« siger Jeppe Hein, der tror på, at ballonerne kan få nogle af stationens 22.000 daglige brugere til at vælge at løfte blikket op fra deres telefon et øjeblik.

 Mennesker uden empati

Ballonerne er udført i glasfiberforstærket plast med kromlak, og det gør det muligt at spejle sig i dem. Det er netop spejlingen, som Jeppe Hein mener, kan gøre en forskel, fordi den kan hjælpe passagerne på stationen til at forstå og se med deres egne øjne, at vi lever i en verden, hvor Facebook-likes, manglende nærvær og en ubehagelig måde at kommunikere på, fylder meget.

22.000 mennesker passerer dagligt de farverige balloner på Kongens Nytorv station Foto: Metroselskabet/Marie Hald

»Det er enormt aktuelt at konfrontere folk med, at vi er nødt til at forholde os til hinanden. Medierne skaber en angst over for forskellighed, og det begrænser os i forhold til at møde hinanden. Projektet handler om at skabe bevidsthed omkring den måde, vi kommunikerer på,« siger Jeppe Hein.

Også Albert Gjedde, der er professor ved Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet er bekymret over konsekvenserne ved tidens store forbrug af sociale medier, og at kommunikation primært foregår med ’skærmvæsner’. Han mener, at det har konsekvenser for udviklingen af empati.

»Et stort forbrug af sociale medier påvirker vores evne til at udvikle empati og evnen til at sætte os ind i, hvordan andre har det, bliver reduceret. Vi forholder os ikke til omgivelserne og er fraværende, fordi vi hele tiden kommunikerer med todimensionelle skærmvæsner på de sociale medier,« siger Albert Gjedde, der er positiv over for ballonprojektet, men også fortæller, at det er svært at ændre ved folks måde at kommunikere på.

Politisk mudderkastning afspejler samfundet

Selvom Jeppe Hein er bosat i Tyskland, hvor han har et stort kunststudie, så er det tydeligt, at det, der sker på den politiske scene i USA og Danmark, har betydning for hans kunst.

»Når en person som Donald Trump bliver præsident i USA, så føler jeg mig som kunstner endnu mere ansvarlig for at få min kunst ud til folk, så de lærer at forstå hinanden med hjertet og ikke med hovedet. De politiske diskussioner, vi ser i øjeblikket, er et direkte billede af, hvordan samfundet er. Politikerne diskuterer på et enormt lavt niveau, uden at de har empati med hinanden, og det er desværre også sådan, at mange mennesker uden for politik kommunikerer med hinanden,« siger Jeppe Hein, der har fået økonomisk støtte fra Niels Wessel Bagges Kunstfund til projektet.

Jeppe Heins balloner hænger gemt i forskellige kroge, og man ser dem kun, hvis man er opmærksom på omgivelserne. Foto: Metroselskabet/Marie Hald

 Mens Jeppe Hein tror på, at ballonerne kan være med til at skabe nærvær og få os til at glemme de sociale medier for en stund, så er Albert Gjedde mere bekymret over situationen.

»Den internetafhængighed, mange lider af, er enormt svær at komme af med, fordi man bliver afhængig af nogle belønningsmekanismer, der udløses, hver gang man for eksempel logger på Facebook. Et stort internetforbrug gør også, at det kan være svært at skelne mellem virkelighed og fantasi, og jeg er bange for, at det kan betyde, at vi i fremtiden fra tid til anden vil opleve, at nogen reagerer med voldelige udfald, som vi ikke rigtig forstår,« siger Albert Gjedde, der sammenligner internetafhængighed med afhængighed af euforiserende stoffer.

Ud over udstillingen Coloured Mirror Balloons, kan du se mere til Jeppe Heins kunst allerede midt i 2017. Der er han nemlig aktuel med et stort springvand på Havnepladsen i Århus, som er inspireret af byens nattehimmel. 

Fakta: Coloured Mirror Balloons:

  • I alt er tre store balloner er blevet sat op på Kongens Nytorv metrostation.
  • Når Cityringen åbner i 2019, vil der blive hængt flere balloner op, og værket vil fortsætte på den nye metrostation på Kongens Nytorv.
  • Ballonerne er udført i glasfiberforstærket plast med kromlak.
  • To af dem måler 50 cm. og vejer fem kilo, mens den tredje måler 40 cm. og vejer ét kilo.

Kilde: Metroselskabet