Til dagligt studerer Nicolai Phongvanich Rasmussen til pædagog på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde, men fritiden bliver brugt på noget helt andet. Cirka 35 timer om ugen er Nicolai nemlig det, man kalder for en gamer – og det er alt andet end en asocial beskæftigelse, hvis man spørger Nicolai.

Af Tanja Hartmann, tanjaha@ruc.dk

I hjørnet af værelset har gamerudstyret fået plads. Intet mangler. Her er der både den nyeste stationære gamer PC med tilsvarende skærm i høj opløsning, keyboard og en mus, der lyser op i forskellige farver. Et headset med en lyd, så det er som om, at man selv er i spillet og ikke mindst en gamerstol, som man kan læne sig tilbage i i flere timer. Det er her, det foregår, når 21-årige Nicolai Phongvanich Rasmussen lægger strategier, bekæmper modstandere og er sammen med sine gamer-venner over spillet League of Legends – også kaldet LOL.

Det online multiplayerspil handler om teamwork, hvor man er to hold med fem spiller på hvert. Det gælder om at samarbejde, hvis man vil nedkæmpe modstanderne og ødelægge deres base. Og Nicolai bruger meget tid på at spille. Han bruger omkring 5 timer om dagen, hvilket svarer til 35 timer om ugen.

Gruppedynamikken i LOL har tiltrukket Nicolai, og det er faktisk det sociale, som han får ud af det, der er grunden til, at han gamer.

“Jeg er det, man kalder en social gamer. Jeg spiller kun, når jeg kan spille med folk, især folk jeg kender,” fortæller han.

Gaming kan give venner for livet

Nicolai Phongvanich Rasmussen har en kernegruppe, som han altid spiller med. Det er fem af hans gode venner, som han har lært at kende gennem gamer-universet.  Men gamer-vennerne er ikke kun nogle, han snakker med over høretelefonerne, når der skal lægges strategier for LOL. Det er også blevet venner, han tilbringer tid med uden for spillet.

“Det gode ved gaming er, at man kan snakke med hinanden over computeren og skabe et godt socialt fællesskab. Tit er mine gamer-venner også nogle, jeg ser i virkeligheden. På den måde har jeg skabt mig nye venner over spillet, som jeg både har, når jeg spiller, men som jeg også har til at hænge ud med,” forklarer han.

“Det har hjulpet mig med at kunne klare sociale sammenhænge ude i den virkelige verden”

Det er ofte gamer-vennerne, som Nicolai Phongvanich Rasmussen går til, når han føler sig ked af det, eller når han har brug for at snakke.

“Jeg kan sagtens snakke med mine gamer-venner om mit rigtige liv. Vi snakker tit om, hvordan hinanden har det, og hvad vi går og laver til hverdag. Jeg snakker også med mine gamer-venner, hvis jeg har en dårlig dag. Det er ligesom at snakke med ens andre venner. Tit så spiller jeg også bare for at kunne snakke med mine venner over spillene. Det kan man få det bedre af,” forklarer han.

Sociale kompetencer bag skærmen

Hvis man spørger Nicolai, så har han gennem sine computerspil fået kompetencer, som han også kan bruge, når han ikke sidder foran skærmen.

“Man lærer at kommunikere med andre mennesker og at være taktisk. Man skal også tit hjælpe andre i spillet. Man hjælper gerne dem, der klarer sig dårligst. Her samarbejder man altså. Det har hjulpet mig med at kunne klare sociale sammenhænge ude i den virkelige verden,” forklarer Nicolai.

“Hvis jeg skal anbefale folk at game, skal de være vidende om den hårde tone, der er”

De sociale kompetencer, som han har tilegnet sig, har han gjort brug af i sociale sammenhænge med de venner, han har uden for League of Legends. Det er nemlig også vigtigt for ham at opretholde venskabet med venner, der ikke er en del af gamer-verdenen. Med disse venner kan han beskæftige sig med andre ting og tale om andre ting end gaming, hvilket også er vigtigt at kunne, fortæller han.

“Hvis nogen kalder dig en kegle, er det ikke personligt”

Selvom at Nicolai er blevet mere social og har glæde af gamer-tilværelsen, så er der også sider af spilkulturen, han ikke bryder sig om.  Der er ofte en grovere tone, end man er vant til i sin dagligdag, og man laver også hårdere jokes med hinanden over spillene, end hvad man måske vil gøre i virkeligheden. Han forklarer, at det skyldes, at man kan tillade sig mere, fordi det foregår online, og man derfor ikke sidder ansigt til ansigt med hinanden.

“Hvis jeg skal anbefale folk at game, skal de være vidende om den hårde tone, der er. De skal tænke over, at ord kun er ord på nettet. Hvis nogen kalder dig en kegle, er det ikke personligt, men en hentydning til at man skal oppe sit spil. Det skal man kunne klare for at spille,” fortæller Nicolai Phongvanich Rasmussen.