Efter 15 år i bankverdenens pengefikserede virkelighed valgte Jakob Aaby at rive karrieren op med rødderne og blive fysioterapeut.

Af Alexander Leicht Rygaard, leicht@ruc.dk

Begejstrede klapsalver spreder sig i det store auditorium på Professionshøjskolen Metropol i København. Jakob Aaby har netop forladt talerstolen efter at have leveret de dimitterende fysioterapeuters afgangstale. Havde man entreret den rummelige forelæsningssal et par minutter tidligere, kunne man snildt have troet, at det var en underviser, der var i gang med at holde tale. For med en 41-årig gammel dåbsattest ligner Jakob Aaby ikke den typiske studerende. Det lå da heller ikke i kortene, at han skulle være fysioterapeut. Men efter at have tilbragt størstedelen af sit voksne liv på en kontorstol bag et skrivebord i en Danske Bank, skulle der ske noget andet.

Det handler om selverkendelse

Klapsalverne er forstummet, da Jakob Aaby en måned senere sidder ved spisebordet i sin lejlighed i Brønshøj på grænsen til Københavns Nordvestkvarter. De pebrede fysioterapeutlærebøger om alt fra kroppens anatomi til mere interne fagbegreber som klinisk reumatologi og ortopædisk kirurgi står stadig fremme til skue i den hvide IKEA Kallax 5×5-reol.

»Ja, nu bliver de jo rent faktisk brugt,« lyder det henkastet fra Jakob Aaby.

Han har netop overstået sin første måned på Rigshospitalets Neurocenter på Hvidovre Hospital, nærmere bestemt Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade. Efter tre og et halvt års studie er han hoppet direkte tilbage på arbejdsmarkedet. Der har han været før, men i en helt anden branche med helt andre formål.

»Før jeg begyndte på fysioterapeutuddannelsen, arbejdede jeg i en bank i 15 år. Jeg var investeringsrådgiver og flyttede rundt på folks penge. Det var et ret almindeligt job, hvor jeg sad på mit kontor hele dagen og talte i telefon uafbrudt,« forklarer Jakob Aaby.

»Jeg ville væk fra skrivebordet, og at jeg ville have mere med mennesker at gøre. Og så en gammeldags floskel som at føle, at man gør en forskel, var heller ikke uvæsentlig for mig«

Jobbet som investeringsrådgiver betød, at han hver måned kunne indkassere en anseelig løn. Og det var der brug for med en kone og to børn samt hus og bil i Brønshøj. Men et sted i den travle hverdag måtte Jakob Aaby erkende, at frasen om at penge ikke altid gør dig lykkelig faktisk har noget på sig.

»Efterhånden når jeg spurgte mig selv, om det var det her, jeg ville lave resten af mine dage, svarede jeg nej. Det var det faktisk ikke. Jeg indså, at jeg blot fokuserede på, hvad der stod nede til højre på lønsedlen, og på hvornår det igen blev weekend. Det var ikke det værd, synes jeg. Det var ikke sjovt at gå på arbejde længere,« siger Jakob Aaby.

Væk fra skrivebordet og tættere på mennesket

Han stoppede dog ikke med at arbejde i bankverdenen fra den ene dag til den anden, det var ikke en mulighed. For Jakob Aaby har altid arbejdet. Lige siden han som tiårig fik sit første arbejde som rengøringsdreng i et VVS-firma og begyndte at spare sammen til den nye Commodore 64.

Derfor begyndte han sideløbende med jobbet i Danske Bank at tale med forskellige mennesker i sit netværk for at få inspiration. Det var blandt andet læger, lærere, sygeplejersker og når ja, fysioterapeuter.

»Først og fremmest havde jeg besluttet mig for, at jeg ville væk fra skrivebordet, og at jeg ville have mere med mennesker at gøre. Og så en gammeldags floskel som at føle, at man gør en forskel, var heller ikke uvæsentlig for mig. Da jeg så brækkede min fod under en løbetur i Spanien, begyndte jeg netop at gå hos en fysioterapeut. Det synes jeg var spændende og gjorde på mange måder udslaget,« siger Jakob Aaby.

I timerne hos fysioterapeuten kunne han på tætteste hold opleve, hvordan en fysioterapeuts arbejde konkret så ud, og ikke længe efter havde Jakob Aaby taget sin beslutning. Han ville søge ind på fysioterapeutuddannelsen.

En omvæltning på godt og ondt

Da optagelsen var i hus, gjaldt det blot spørgsmålet, om familien kunne få enderne til at mødes, når nu Jakob Aaby som studerende overgik til en SU-baseret indkomst. Men ved at opgive bilen, tage afdragsfrie lån i huset og med en god opsparing i ryggen fra de sidste år i Danske Bank løste det økonomiske puslespil hurtigt sig selv.

I stedet var det den hastigt nærmende studiestart, der optog Jakob Aabys sind. Han spekulerede især over, om han taget sin alder i betragtning overhovedet ville passe ind på et studie fyldt med unge mennesker.

»Jeg har aldrig været så nervøs som på første dag på det nye studie. Men jeg følte hurtigt, at der var god plads til mig. Selvom mit liv uden for skolen var forskelligt fra de andres, så var vores forudsætninger lige gode, når vi så sad i forelæsningssalen,« siger han.

Et sted i omvæltningen knækkede filmen alligevel for Jakob Aaby. I midten af 2014 gik ham og konen fra hinanden, og pludseligt stod han uden tag over hovedet.

»Jeg blev skilt undervejs, men det vil jeg ikke tillægge mit valg. Det var nogle andre og mere personlige årsager, der gjorde udslaget. Det var en hård og presset tid, da jeg jo pludseligt skulle finde et sted at bo med to børn, mens jeg var på SU,« siger han.

”Det der med at følge drømmen, det har vi nok allesammen i os”

Nu her godt fire år siden han tog det skelsættende valg, er der dog ikke mange ridser tilbage i lakken for Jakob Aaby. Det store hus er skiftet ud med en lejlighed på Frederikssundsvej. Den sorte Skoda Octavia er blevet erstattet af en trofast cykel. Til gengæld er arbejdsglæden vendt tilbage. I dag arbejder han med mennesker, der har fået en hjerneskade i forbindelse med en ulykke, et hjertestop eller vold. Mennesker, der i den grad har brug for hans hjælp.

»Når jeg i dag står op om morgenen og cykler afsted i regnvejr, så er jeg glad for at skulle på arbejde. En uge sådan et sted giver mig mere tilbage end at sidde 15 år bag et skrivebord i en bank og flytte rundt på folks penge. Det kan lyde meget karikeret, men det passer reelt set. For nu gør jeg faktisk en forskel,« siger han.

Hele vejen igennem har Jakob Aaby været stålsat og har ikke fortrudt noget. Han er ikke typen, der fortryder så meget, forklarer han. Derimod mener han, at de fleste nok mere fortryder det, de ikke fik gjort. Som for eksempel at tage et valg og gøre noget ved en uforbederlig arbejdssituation.

»Jeg tror, at der i alle arbejdsliv kommer et tidspunkt, hvor man begynder at spørge sig selv, om man kunne tænke sig at lave noget andet. Og hvis den tanke bliver hængende, så er det nok dér, at man skal gøre noget ved det,« siger han.

»Og så kan man gøre ligesom alle de andre og holde fast i kontorstolen. Men jeg lavede en plan og førte den ud i livet. Jeg har været oprigtig over for mig selv og forfulgt min drøm. Mange af mine jævnaldrende har efterfølgende sagt til mig, at det kunne de også tænke sig at gøre. For det der med at følge drømmen, det har vi nok allesammen i os,« fortæller han.