At være dreng i en piges krop

25-årige Noah Svendsen har hele sin barndom følt, at han ikke passede i den pigekrop, han var født i. Som 22-årig besluttede han at gennemgå en kønsforandring. Nu er han fuld gang med at finde sin plads som mand i en verden af testosteron og maskuline kønsidealer.

Af Simone Baadsgaard Hansen, sbhh@ruc.dk

Da jeg møder Noah Emil Svendsen en eftermiddag i oktober, ligner han en almindelig ung mand i 20’erne. Sort Carhartt-kasket og Vans-sneakers. Han er 25 år og studerer antropologi på sit 4. semester på Københavns Universitet. Hans hverdag er – som alle andre studerendes – fyldt med bøger og budgetvenlig mad. Men Noah Svendsens liv er anderledes på ét område. Han er født som en pige. Han er i fuld gang med en hormonbehandling, som skal ændre hans krops udseende, så den passer til hans identitet.

”Det er jo ikke bare, at man klæder sig ud, eller at man snyder. Man ændrer jo egentlig bare sin krop, så den passer til det, man er”, forklarer han om sit syn på at være transkønnet. Ønsket om at være en dreng er langt fra nyt.

”På en måde har jeg altid vidst det, men der var jo mange år, hvor jeg ikke havde et sprog for det. Da jeg var lille, vidste jeg jo ikke, hvad det ville sige at være transkønnet”, husker han tilbage på sin barndom.

Fra pigekrop til drengekrop

I en alder af 13 år så han et TV-indslag om en dreng, der var født som pige. Historien om hormonindsprøjtninger, der gør stemmen dybere og musklerne større, blev et vendepunkt for Noah Svendsen.

”Der kan jeg huske, at der tænkte jeg: Oh, fuck! Det dér, det er mig. Så det var rart, at jeg fandt ud af, at det ikke bare er mig, der er skør. Det er rent faktisk en ting, det her.”

“Jeg kan faktisk huske, at jeg engang – jeg har ikke været særlig gammel, måske ti år – tænkte; Åh nej, er jeg skør? Er jeg sindssyg? Fordi jeg havde et ønske om at være dreng”

Efter lang tids overvejelse var beslutningen truffet. Han ville ikke længere blive set som en pige. Herfra rullede lavinen. Sexologisk klinik, navneskift, hormoner, fjernelse af bryster. Nu har han været i hormonbehandling i et år, hvor han hver tredje måned får en indsprøjtning med testosteron. Det skal han have resten af sit liv.

”Det er faktisk ligesom at gå i puberteten – bare lige lidt forsinket, kan man sige. Så sker der jo de her ting med, at ens stemme bliver dybere, og ens krop forandrer sig. Man får flere muskler. I løbet af måske to til tre år vil man højst sandsynligt ikke kunne se forskel på mig og enhver anden, som er født mand”, fortæller han om det seneste års behandling.

”Er jeg sindssyg?”

Som lille pige så Noah Svendsen altid sig selv som en dreng. Når han legede, var han en dreng. Når han så en film med en dreng i hovedrollen, identificerede han sig med ham.

”Jeg kan faktisk huske, at jeg engang – jeg har ikke været særlig gammel, måske ti år – tænkte; Åh nej, er jeg skør? Er jeg sindssyg? Fordi jeg havde et ønske om at være dreng”.

Derfor var teenageårene og puberteten heller ikke en dans på roser. Da han var 15 år gammel, blev han indlagt med en spiseforstyrrelse. Sygdommen hjalp ham, fordi brysterne forsvandt, og menstruationen holdt op med at komme. Hadet til den kvindekrop, der begyndte at titte frem, voksede. Derfor er han nu lykkelig for at kunne genopleve sin pubertet på den måde, som han altid har ønsket, den skulle være.

Noah Svendsen får hver tredje måned en indsprøjtning med testosteron. Hans hormonbalance er derfor som enhver anden mands. Foto: Noah Svendsen.
Familiens accept

Det første skridt på vejen mod at blive en mand er at blive respekteret som hankøn.

”I den ideelle verden for mig, så ville jeg kunne sige ”jeg er mand”, og så ikke behøve at gøre noget ved min krop. Det ville jo egentlig være meget rart, at man ikke skulle alt det her igennem for at blive set som mand. Men sådan hænger verden jo bare ikke sammen”

For Noah Svendsen var det ikke bekymringsfrit at skulle inddrage sin familie i den store beslutning. En afvisning fra forældrene var hans største frygt. Dog har størstedelen af hans familie og venner taget godt imod hans valg, men det er en vanesag for alle parter.

”Jeg tror, at der ligesom er noget, der skal vende oppe i hovederne på folk. Hvis min familie for eksempel stadig så mig som pige, så er det da klart, at det er svært at sige ’han’ og svært at sige ’Noah’ i stedet for et gammelt navn”.

Hans forældre havde da også indflydelse, da han skulle vælge sit navn, som han selv fandt på en liste over unisexnavne.

“Jeg tror måske, at man tænker, at det var dem, der bestemte det første, så skal de også have lidt at sige ved nummer to”.

I lære som mand

Næste skridt på vejen er at lære at forstå det mandlige køn, og hvordan det opfører sig. At lære at blive one of the guys.

”Der er på en eller anden måde sådan et rum, man bliver lukket ind i, når man bliver læst som mand i forhold til som kvinde. Der er bare nogle ting, som er virkelig forskellige. Bare sådan nogle små ting som måden, man hilser på hinanden på – sådan mand til mand. Selvom det er helt åndssvagt. Men der skulle jeg virkelig lære sådan et eller andet underligt form for håndtryk eller kram. Der er bare sådan nogle små koder, som jeg ikke er opdraget med”, forklarer han om den læringsproces, han har været igennem.

Sidste skridt er at være en mand. Det hænger sammen med idealer om maskulinitet, idéen om store muskler, skæg og dyb stemme. Noah Svendsen har dog med tiden skiftet sit billede af den stereotype mand ud.

”Efterhånden er jeg blevet mere sådan ”jeg er jo mand uanset om jeg har store muskler, eller om andre synes, at jeg er mand eller ej”, forklarer han.

Alligevel er han opvokset i en verden af kønsidealer, kønsroller og kønsidentiteter. I den verden kan transkøn være svær at placere.

”I den ideelle verden for mig, så ville jeg kunne sige ”jeg er mand”, og så ikke behøve at gøre noget ved min krop. Det ville jo egentlig være meget rart, at man ikke skulle alt det her igennem for at blive set som mand. Men sådan hænger verden jo bare ikke sammen”.

Han har ikke fortrudt sin beslutning. Selvom han har tvivlet, kan han mærke, at han er blevet et gladere menneske. Nu kan han ikke forestille sig, at tingene skulle have været anderledes.

”Det er rart, at man ikke skal forklare sig selv hele tiden eller overbevise folk om noget. Man slipper for spørgsmål. Nu bliver jeg bare set som det, jeg nu er”.