Anna Sofie besteg Kilimanjaro: “Det har været mit livs oplevelse”

Anna Sofie Elsner er lige kommet hjem fra sit livs rejse, hvor hun besteg Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro for at samle ind til Børneulykkesfonden.

Af Katrine Hedeboe Kristensen, kahekr@ruc.dk

72.000 kr. Så meget fik Anna Sofie Tvedebrink Elsner samlet ind til velgørenhedsprojektet ’Climb for Charity’. I alt blev der samlet over en million ind. Et resultat som var over alle forventninger.

”Mit mål var 50.000, så det er alligevel en del over. Jeg var lidt overrasket og selvfølgelig rigtig glad for, at folk ville støtte det,” fortæller Anna Sofie Tvedebrink Elsner.

Pengene gik til Børneulykkesfonden, herunder et projekt kaldet ’Legeheltene’, som skal gøre børns tid på hospitalet mere aktiv gennem leg og bevægelse. I alt 38 frivillige var med på turen, som strakte sig over 14 dage, hvor seks af dagene foregik på det 5.895 meter høje bjerg.

Anna Sofie Tvedebrink Elsners optakt til bjergbestigningen bestod derfor også af en meget målrettet og intensiv træning for at blive klar til rejsen. Fem træningsdage om ugen i et halvt år lød træningsplanen på. Dog kom der stadig udfordringer undervejs på turen – og særligt den sidste nat endte med at blive hård for hende.

”Den sidste nat, hvor vi skulle helt op til toppen, var virkelig slem, fordi man går oppe i 4.700 højdemeter, og så går man mellem 6-8 timer helt op til toppen. Det går bare lige op hele vejen. Man går i bælgravende mørke, og det er minus 15 grader. Man ser folk, der står og kaster op og bliver dårlige, hvilket jeg også selv gjorde. Kroppen var presset til det yderste,” fortæller Anna Sofie Tvedebrink Elsner.

”Men der var ikke ét øjeblik, hvor jeg tænkte på at give op. Det var først, da jeg nåede toppen af bjerget, at jeg tænkte: Jeg kommer aldrig ned herfra, jeg tror bare, jeg bliver liggende her oppe på toppen.”

Men der blev ikke meget tid til at blive liggende på toppen af bjerget, da de frivillige hurtigt skulle ned igen på grund af øget risiko for højdesyge og vejrtrækningsproblemer. Dermed blev det til et hurtigt billede, hvorefter turen gik den lange vej nedad.

”Nogle gange bruger man år på at bygge venskaber op, her brugte jeg 14 dage. Man kender de her mennesker bedre på 14 dage, end man herhjemme ville gøre på et helt år”

Solopgang taget fra kraterkanten af Kilimanjaro med en højdemeter på 4.566, inden turen går til den allersidste strækning. Foto: Anna Sofie Tvedebrink Elsner.
Meget mere end en bjergbestigning

For få dage siden vendte Anna Sofie Tvedebrink Elsner så hjem til Danmark igen. Her er hun lige startet på sin kandidat, hvor hun læser pædagogisk antropologi på Aalborg Universitet. Det har dog været noget af en omvæltning for hende at være tilbage i sine vante omgivelser.

”Det var en tom følelse at komme hjem og vågne op i sin egen seng og tænke: Hvor er de sidste 37 mennesker, jeg har tilbragt så meget tid med? Det er utroligt, så tæt man kommer på hinanden på 14 dage, fordi man har set folk i de allermest pressede situationer, hvor man bare har stået og tudet, men også i de allerbedste.”

For Anna Sofie Tvedebrink Elsner handlede rejsen nemlig ligeså meget om det sociale aspekt og det at kunne gøre en forskel for andre.

”Det handler ikke kun om at bestige et bjerg. Man er jo sammen så lang tid inden. Et halvt år har jeg gået og samlet penge ind, trænet mig op og mødt en masse mennesker. Det – at kunne gøre en forskel og samtidig møde en masse mennesker – har fyldt ligeså meget og været ligeså fantastisk som at bestige bjerget,” fortæller hun og fortsætter.

”Nogle gange bruger man år på at bygge venskaber op, her brugte jeg 14 dage. Man kender de her mennesker bedre på 14 dage, end man herhjemme ville gøre på et helt år. Man kan ikke rigtig forklare det til nogle andre, fordi det er en meget intens oplevelse, man har sammen. Det er svært for andre at sætte sig ind i, hvordan det var”, afslutter hun og fortæller, at hun til hver en tid ville gøre det igen.

De frivillige blev inddelt i hold. Her ses Anna Sofies hold, som hed team Uhuru. Foto: Anna Sofie Tvedebrink Elsner.