Mia valgte (også) kærligheden i Singapore

Mia Sonali er en af de danskere, der hvert år beslutter sig for at forlade de vante danske omgivelser til fordel for udlandet. Kæresten Sebastian fik tilbudt et job i Singapore, og Mia valgte at pakke sit danske liv ned og følge efter.

Af Katja Gasiorowski, katjaga@ruc.dk

»Hvis du spurgte mig bare for et halvt år siden, så ville jeg se anderledes på beslutningen. Og hvis du spørger mig igen om et år, når Sebastians jobkontrakt udløber, så svarer jeg nok noget tredje.«

Sådan fortæller 24-årige Mia Sonali om sin svære beslutning om at følge med kæresten til et fremmed land langt, langt væk fra de danske normer, da hun for et år siden troede, at hun skulle til at starte ’det normale voksenliv’ efter studierne. Hendes kæreste gennem 2,5 år, Sebastian Toft, havde netop fået tilbudt et job med en to årig kontrakt i det asiatiske shippingknudepunkt, som han ikke kunne sige nej til. Det vendte hele Mia Sonalis liv på hovedet.

»Lige da jeg fik det at vide blev tæppet bare revet væk under mig. Sebastian og jeg havde derfor flere modeller for fremtiden op at vende. Skulle vi se hinanden på deltid, skulle vi sige, at ’det var dét’ eller skulle jeg flytte med ham? Det endte heldigvis med det sidste.«

Flere danskere søger udenlands

Hvert år springer flere danskere ud i et længere udenlandseventyr. Nogen gør det for en periode ligesom Mia Sonali, andre permanent. I 2012 vurderede Danmarks Statistik, at dengang befandt sig cirka 172.000 danske statsborgere i udlandet, hvilket er en stigning sammenlignet med 1990, hvor det var 154.000 danskere. I dag kan der være endnu flere, men det præcise antal kendes ikke, da det er vanskeligt at føre regnskab over, lyder det fra Danmarks Statistik.

Årsagerne til udvandringen er forskellige, men professor i religionssociologi ved Københavns Universitet, Margit Warburg, vurderer, at de primære grunde er arbejde og kærlighed.

»I Singapore er der en del udstationerede danskere, som er ansat i store danske virksomheder med en tidsbegrænset udenlandskontrakt. Det er typisk mænd, som medbringer deres familie, og deres koner finder sammen i et dansk fællesskab i den danske kirke,« siger Margit Warburg.

Også Mia Sonali har opsøgt de danske fællesskaber i Singapore, både i kirken og på Facebook. ”Jeg tror ikke, der er noget der er så dansk som danskere i udlandet”, siger hun med et grin og fortæller, at hendes indtryk er, at danskerne i Singapore er imødekommende og meget interesserede i sociale netværk, da alle er langt væk hjemmefra.

Slutdato og orlov gav Mia mod på at prøve

For Mia har beslutningen om at flytte til Singapore været alt andet end nemt. Hun havde netop fået en fuldtidsstilling som sygeplejerske på Gentofte Hospitals akutmedicinske afdeling, og problemer med arbejdstilladelsen i Singapore fik Mia til at tøve omkring hele udlandsprojektet.

»Jeg troede, at man kunne være sygeplejerske i hele verden, og det kan man jo også, men der var bare nogle forhindringer med arbejdstilladelsen. Jeg har søgt over 35 stillinger, men har kun fået svar fra en håndfuld. De vil have de lokale, og det var jeg bare ikke lige forberedt på.«

“Mia Sonali hjemme på deres terrasse i Singapore og et billede af stuen.”. Foto: Privat

Men fordi Mia Sonali blev mødt med stor opbakning fra sin danske arbejdsplads, blev det nemmere at tage den endelige beslutning.

»Vi vidste, at der var en slutdato, for det var en to-årig kontrakt. Og så var jeg så heldig at have en sindssyg forstående arbejdslads, som har givet mig to års orlov, hvilket bare gjorde det hele meget nemmere.«

Mia Sonali har indgået en aftale med sin arbejdsplads om, at hun cirka hver tredje måned kommer til Danmark i tre uger ad gangen og arbejder som vikar. Så tager hun alle de vagter, hun kan få for at holde faget ved lige.

Singapore som synonym for refleksion

Mellem pauserne fra arbejdet i Gentofte sørger Mia Sonali også for at holde sig opdateret i sit fag i Singapore. Selvom hun er meget hjemme, har hun endnu ikke haft følelsen af at kede sig.

»I løbet af ugen modtager jeg 25 timers fjernundervisning fra Coursera, hvor jeg tager kurser i relation til min sygeplejerskeuddannelse for at holde det ved lige. Hver søndag afleverer jeg en opgave, og så går ugen bare med det.«

De noter, som Mia Sonali tog i de første måneder på sin danske arbejdsplads, bruger hun nu tid på at suge til sig. Hun får også tid til at reflektere over, hvad der er vigtigt for hende, når hun er så langt væk hjemmefra.

»Efter jeg er flyttet til Singapore, har jeg ironisk nok set meget mere til min barndomsveninde på Falster, som jeg prioriterer at se hver gang, jeg er i Danmark. Jeg ser hende meget mere nu, end da jeg boede i København.«

”IKEA-testen go home”

Efter seks måneder i Singapore var der en kollega i Danmark, der påpegede over for Mia Sonali, at hun var begyndt at sige ”hjem til Singapore”, når hun skulle retur med flyet efter vikararbejdet. Det har krævet masser af teamwork at nå dertil.

»Jeg rejste til Singapore på grund af Sebastian, men det har hele tiden været vigtigt for os, at vi ikke bebrejdede hinanden for beslutningen. I starten tænkte jeg meget, at det ikke var mit valg, og at det var sindssygt skræmmende, men der var vi gode til at sætte os ned og planlægge en hverdag, der passede os. I dag tænker jeg bare, IKEA-testen go home,« siger Mia Sonali med et grin.

»Det med at flytte til et nyt land, der kan man forberede sig nok så meget, men når man står der, så er det pludselig bare kun jer to.«

For Mia Sonali har det handlet det om at mærke efter og finde sig selv i beslutningen, når nu det ikke var hende selv, der kom på idéen om at være afsted.

»Når man virkelig kommer ud i det, så bliver man nødt til at have balance af fornuft, men også en god portion mavefornemmelse. Du kan ikke være i det, hvis du ikke er glad, og man bliver nødt til at føle sig frem.«

Halvdelen af tiden i Singapore er nu gået for Mia Sonali og Sebastian Toft, og selvom det har været hårdt at omstille sig, giver vekslingen mellem København og Singapore Mia Sonali det fra to verdener. Hun er i dag meget glad for, at hun tog springet og rejste 10.000 kilometer væk fra de vante omgivelser.

»Det er nu, mens man er ung, at man skal gøre det,« siger hun.

Sebastian Tofts kontrakt rækker frem til januar 2018, og bagefter flytter tilbage til deres lejlighed i København. Mia Sonali vil ikke afvise, at der kommer flere udenlandsprojekter i fremtiden.

FAKTA: udenlandsdanskere

HVAD: Man defineres som udenlandsdansker, hvis man befinder sig uden for Danmark i mere end seks måneder på et år.

HVEM: Definitionen betegner en meget broget flok, og det dækker typisk over au pairs, studerende, udstationerede forretningsfolk, ansatte i internationale organisationer, pensionister på den spanske solkyst og folk, der har valgt at flytte for bestandigt af forskellige årsager.

HVOR: De store, klassiske immigrantlande er USA, Australien, Argentina og Israel for de dansk-jødiske borgere. Singapore er også et af de store destinationer for danske forretningsfolk, særligt på grund af shippingindustrien.

HVORFOR: En undersøgelse fra Københavns Universitet i 2009 viser, at 47,1 % af de adspurgte udenlandsdanskere udvandrede på grund af arbejde. Den næststørste årsag til flytning var kærlighed på 23,8 %. Dernæst var uddannelse på 5, 3%, økonomiske årsager på 2,4 %, borgere som er født og opvokset i udlandet fyldte 1,9 %, mens religiøse årsager var på 1,5 %. De resterende 17,9% begrundede deres flytning med ’andet’.

I alt deltog 1.103 udenlandsdanskere i undersøgelsen.

Kilde: Dr.phil. Margit Warburg, professor i religionssociologi ved Københavns Universitet