Sådan ser verden ud efter kræft

Bogen Det Usagte af Trine Hapiach Christensen er en personlig beretning om at overvinde kræften og skulle leve videre med de senfølger, som sygeforløbet havde udløst. Metier møder forfatteren, der hvor det hele startede.

af Jeppe Karlsson, jboysen@ruc.dk

I skolegårdens hjørne står et stort og enligt træ, der bærer præg af den vinterlige årstid, hvor naturen visner hen og går i dvale. Bag træets tynde forgrening ses to gulmalede huse med røde teglstenstage. Et karakteristisk bygværk for den ældre og velbevarede by Dragør, hvor Trine voksede op og gik i skole. Det er sidst på eftermiddagen og efter skolens lukketid. Skolegården ligger øde hen, og børnene har for længst forladt den skole, der sikkert emmede af liv og leg tidligere samme dag. Hun kender stadig sekretæren på skolen, som høfligt og smilende viser os hen til et klasselokale, hvor vi kan sidde i rolige rammer. Døren lukker bag os med smæk, så det udløser en rungende stilhed i det store rum. Langsomt begynder Trine at fortælle sin historie.

Jeg var meget forvirret i starten , for hvordan skulle jeg snakke til mine veninder, når jeg havde været vant til at leve i en voksen verden

»Forventningerne var klart det der med, at ’nu er du ikke i behandling mere, så nu er du rask og normal igen.’ Nu forventede de, at jeg kunne alt det, som jeg kunne før. De forventede, at jeg havde livsglæden. Det havde jeg måske også lige i starten. På det tidspunkt var jeg ikke depressiv endnu. ’Ej, du må være glad, hvor er det godt, og hvor er du sej.’ Det hørte jeg så mange gange. Forventningerne var, at jeg skulle være mig selv igen. At jeg skulle være et barn, der kunne lege, selvom jeg ikke rigtig gad.«

Trine Hapiach Christensen, forfatter til bogen Det Usagte, havde svært ved at vende tilbage til livet og den daglige gang i skolen. Hun stod efter kræftsygdommen som det enlige træ i skolegårdens hjørne.
Trine Hapiach Christensen, forfatter til bogen Det Usagte, havde svært ved at vende tilbage til livet og den daglige gang i skolen. Hun stod efter kræftsygdommen som det enlige træ i skolegårdens hjørne.

Ligesom alt leg og liv havde forladt skolegården denne eftermiddag, så havde det også forladt Trine, da hun vendte tilbage efter kræftsygdommen. Hun havde svært ved at vende tilbage til livet i skolegården, hvor barnlig ubekymrethed og livslyst udgjorde billedet. Trine stod som det enlige træ i hjørnet af gården. Nok var kræften overvundet, men oplevelsen havde slået rod i hendes indre.

»Jeg var meget forvirret i starten, for hvordan skulle jeg snakke til mine veninder, når jeg havde været vant til at leve i en voksen verden. Pludselig skulle jeg tale om almindelige ting og sladre om de andre piger. Det var jeg bare slet ikke klar til. Jeg ville stadig gerne snakke om død og ulykke. Jeg var blevet meget alvorlig.«

Da de fjernede slangen, følte jeg, at mit liv nærmest blev revet fra mig.

Det var blevet en livsstil for Trine at være kræftsyg. Indlæggelser, undersøgelser, samtaler og behandlinger var en fast del af hendes verden. Trine var gået i symbiose med en verden, som udfoldede sig inden for sygehusets hvide og golde vægge. Langt fra den virkelighed, hvor hun senere skulle møde sine største udfordringer. Hun kunne ikke længere se sig selv uden den sygdom, som var blevet en stor del af hende. Afskeden med sygdommen og hospitalet blev et nærmest ubærligt farvel for Trine. Da sygehuset kappede den slange, hvorigennem morfin og kemo var løbet under sygeforløbet, stod verden et øjeblik stille.

»Da de fjernede slangen, følte jeg, at mit liv nærmest blev revet fra mig. Det var nærmest en del af mig, som blev taget væk. Jeg blev nervøs for, at når den blev fjernet, så var jeg bare normal igen.«

Sygeforløbet havde sat sine spor i den blot 11-årige pige. Hun skulle leve med de alvorlige senfølger, som det længere sygeforløb havde udløst. Omgivelsernes krav og forventninger betød, at hun ikke kunne få fortalt, hvordan kræften og sygeforløbet stadig levede i hendes indre. Hun frygtede mødet med den virkelige verden, for hvordan ville en ny og rask Trine blive taget imod. Selv beskriver hun det i bogen, således:

»I frygten for at det hele bliver som før.
I frygten for at de ikke forstår, hvorfor jeg er, som jeg er.
Frygten for at blive behandlet som den jeg engang var.
(…)
Frygten ligger som et tungt og vådt bomuldstæppe over mit hoved.
Mine omgivelser holder tæppet fast med et reb, som de spænder strammere
og strammere rundt om livet på mig.
Jeg kan ikke trække vejret eller få tæppet af uden hjælp.
Der er masser af hjælp, så jeg kalder og kalder, men mine ord bliver til en mumlen
uden betydning, og hvorfor tale hvis ingen lytter eller forstår? Derfor bliver ordene inde bag tæppet, ordene forbliver usagte.«

Hør Trine læse en bid op af den bog, som hun er glad for at have udgivet, fordi den hjælper andre i samme situation som hende selv.

Trine udviklede en depression, der senere skulle kulminere i et selvmordsforsøg. Et selvmordsforsøg der blev et vigtigt vendepunkt i hendes liv.

Det hele startede som en almindelig dag på skolen, hvor jeg sad lige heroppe, fortæller Trine, mens hun nøje peger på positionen. Selvmordstankerne havde længe været der, men dette skulle blive dagen, hvor hun ville slå sømmet i sin egen kiste.

»Det var en helt normal dag. Det var ikke fordi, at jeg havde gået og planlagt, at det skulle være den dag. Jeg havde fjollet med mine veninder, og jeg husker det som en god dag i skolen. Så gik jeg hjem, men da jeg nærmede mig mit hus, så kunne jeg bare mærke, at det der med at skulle ind og være alene – det kunne jeg slet ikke! Der kunne jeg mærke de mørke tanker.«

Hun havde besluttet sig. Hun ville væk fra den verden, som hun ikke længere genkendte. Men hvad var mulighederne for at gøre livet forbi? Det blev piller, der skulle give hende fred. Trine spiste 40 piller, som hun slugte én efter én. Selvmord var den eneste udvej.

»Jeg blev glad og lettet over, at nu var det endelig slut. Der græd jeg ikke, men det gjorde jeg inden da. Der hvor jeg begyndte at samle tankerne om, at jeg nu skulle tage mit liv. På det tidspunkt gik jeg helt i panik! ’Er jeg syg i hovedet’. Jeg gik og snakkede til mig selv. ’Hvad fanden laver jeg.’ Men jeg blev meget lettet, da jeg tog pillerne, og lagde mig bare ind i min seng. Jeg skrev til en af mine venner, at nu havde jeg taget de her piller. Jeg ved ikke hvorfor, at jeg skrev det dengang, men nu gør jeg. Det var fordi, jeg gerne ville reddes.«

Selvmordsforsøget blev afværget, og hun fik den nødvendige behandling. Leveren tog skade af det massive pilleindtag, men Trine forblev i den verden, hvor hun senere skulle vise sig at blive en vigtig stemme for tidligere kræftramte med senfølger.

Personen som er i bogen, det er en fuldstændig anden person end mig. Jeg skriver om en anden pige.

»Jeg er glad for at have udgivet bogen, specielt fordi at jeg kan hjælpe andre. Jeg tænker ikke så meget på, at nu skal folk se mig, mig, mig. Folk skal kunne bruge det. Jeg har fået mange henvendelser, hvor folk har fortalt, at de kunne bruge bogen rigtig meget i deres eget liv. Det elsker jeg. Det er så rart at høre.«

Trine ønsker, at der kommer mere fokus på tidligere kræftramte og deres senfølger. Der er gennem de senere år kommet større fokus på problemet, men få er bevidste om, hvor store konsekvenser et længere sygeforløb kan have, fortæller hun. Nok har bogen hjulpet andre, men den blev også en afgørende milepæl i Trines eget liv. Den blev det endelige opgør med hendes fortid. Hun kunne endelig komme videre og leve med troen på, at et bedre liv ventede ude i horisonten.

»Jeg lever med bogen som en historie. Personen som er i bogen, det er en fuldstændig anden person end mig. Jeg skriver om en anden pige. Jeg føler slet ikke, at det er en del af mig. Da jeg fik det ned på papir, så var det et afsluttet kapitel i mit liv.«

Trine sidder på sin gamle skole i Dragør. I dag bor hun på Frederiksberg og er kommet godt videre i livet.
Trine sidder på sin gamle skole i Dragør. I dag bor hun på Frederiksberg og er kommet godt videre i livet.

Det indre puslespil var faldet på plads og et nyt kunne endnu engang lægges. Trine og hendes familie flyttede fra Dragør og bor i dag på Frederiksberg. Dette blev starten på en ny tilværelse for Trine, der ikke længere skulle leve videre i den by, hvor hun var groet fast.

»Jeg har ikke bevidst opfundet en ny Trine, men det er kommet med tiden. Jeg er slet ikke den samme mere, som da jeg var her i Dragør. Nu ved jeg bedre, hvem jeg er. Men når jeg er her, så kan jeg godt mærke, at jeg falder tilbage i nogen gamle mønstre. Jeg kunne godt mærke på vej herud i bussen, at jeg blev helt anspændt og tænker ’arh skal jeg derud igen.’«

Selvom busturen til Dragør vækker minder om en tid, der stadig plager Trine, så er der ingen tvivl om, at hun i dag har fået fornyet livsenergi. Det kan være svært at genkende den plagede og ulykkelige pige, som Trine beskriver for mig, at hun engang var. I dag sidder en ung kvinde foran mig, der har gjort sig erfaringer, som ingen ville byde selv den værste fjende. Hun er blevet forfatter til en bog, der omhandler de mest dybsindige og eksistentielle emner i vores liv. Trine er ikke som alle 19-årige piger. Hun konfronterer livets større spørgsmål uden at gå på kompromis. Vi forlader klasseværelset og går igennem skolegården. Selvom mørket er ved at lægge sig over byen, og det er ved at trække op til regn, så står det enlige træ i skolegårdens hjørne pludselig meget smukkere og stærkere, end det gjorde tidligere selv samme eftermiddag.