På tabu-togt i venteværelset

Et besøg på Klinikken for Kønssygdomme syner umiddelbart stille og fredeligt, men inde i patienternes hoveder buldrer frygten for at være smittet. Metier har tilbragt en formiddag i venteværelset.

af Katja Schwartz Schlaikier, kascsc@ruc.dk

Rengøringsmoppens daglige tur hen over det grå linoleumsgulv sætter sig i næsen, da jeg åbner den gamle, tunge glasdør tirsdag morgen. Derefter bydes jeg velkommen af en dunst af frygt og nerver. Jeg befinder mig i venteværelset på Klinik for Kønssygdomme på Bispebjerg Hospital.

Kaffen damper, mens en mand i mørkeblå hættetrøje tager en tår. Han tripper med benene og sidder uroligt på stolen. Lige over for ham sidder en anden ung mand. Han piller nervøst ved sin jakke, mens han stirrer tomt ud i luften, der i forvejen ligger tungt i lokalet.

I venteværelset sidder der allerede syv personer, som har valgt at gå skammens gang og besøge klinikken denne morgen. Alle sidder de så langt fra hinanden som muligt.

På klinikken på Bispebjerg kan alle blive undersøgt for, om de er smittet med en kønssygdom. Og det er der, ifølge oversygeplejerske på klinikken Britt Nilausen, mange, som benytter sig af.

Den dystre ventesal

Efter et par slurke af kaffen rejser manden i den mørkeblå hættetrøje sig op og går ud på gangen lige foran venteværelset. Han går frem og tilbage med hurtige skridt, mens han højlydt udbryder frustrerede suk og tager sig til munden. Han går, som befandt han sig på en barselsgang.
Det slidte grå linoleumsgulv viser spor efter, at manden i den mørkeblå hættetrøje ikke er den første, som har taget den nervøse vandren henover det.

»Vi oplever, at folk ofte er nervøse hos os, og nogle skammer sig også over at være her,« lyder det fra sygeplejerske Britt Nilausen. Men der kan også være meget på spil for folk, understeger hun.

»Nogle er selvfølgelig bange for, hvad de er smittet med, men andre har måske haft en affære, som de nu risikerer at blive fanget i,« siger hun.

Hun understreger dog, at de fleste af klinikkens brugere ikke fejler noget, men at mange blot kommer for at få vished om, at de er raske.

»Vi ved, at der er mange, der er trykket ved at være hos os – især i ventesituationen, den er ikke rar at være i,« fortæller Britt Nilausen

En sygeplejerske kører et lille knirkende bord med to kander saft i både gul og rød ind i venteværelset. Saften skvulper i kanderne, mens den skrattende lyd af bordet, der triller henover gulvet, får alle patienterne til at løfte blikket. »Så er der lidt til ganen,« siger hun og smiler opmuntrende ud i rummet. Nogle af patienterne smiler tilbage, men alle bliver de siddende på deres pladser. Hvad der var meningen skulle lette på anspændte stemningen har den stik modsatte effekt i den i forvejen dystre ventesal.

For Britt Nilausen handler det om at give patienterne så god en oplevelse som muligt, og derfor går de meget op i ikke at virke nedladende. »Vi gør rigtig meget ud af ikke at være fordømmende i vores kontakt med patienterne,« siger hun og uddyber: »Vi ved, at der er mange, der er trykket ved at være hos os – især i ventesituationen. Den er ikke rar at være i.«

Vores egen seksualitet er tabu

Et par kopper kaffe senere er venteværelset næsten helt fyldt op, og patienterne er tvunget til at finde pladser tæt på hinanden, og bryde den intime sfære. En kvindes højhælede sko høres tværs gennem lokalet, da hun går over mod en ledig plads mellem to andre patienter. Flere løfter kort blikket og lader øjnene følge hendes larmende fodtrin. Hun stopper op foran den ledige blå stol et par sekunder, rømmer sig og sætter sig derefter ned. Alt imens hun med en bukket nakke stirrer stift ned i gulvet.

Flere tommelfingre glider i takt ned over iPhone-skærme overalt i lokalet. Ud af øjenkrogen kan jeg ane, at det især er Facebook og spillet Candy Crush, som hitter. Alle i venteværelset sidder fuldt optagede. Stemningen er trygget, og her lugter af frygt.

»Vi ved godt, at selvom vi i Danmark er kendt for at være et seksuelt frit land, så er der stadig rigtig meget tabu, når det handler om vores egen seksualitet. Derfor er der mange, som kan virke skamfulde,« fortæller Britt Nilausen.

»Alt bliver hos os«

»Nummer 42,« udbryder en mekanisk kvindestemme fra den lille firkantede højtaler på væggen. Stemmen runger i lokalet, og afbryder den anspændte stilhed. »Nummer 42,« bliver der gentaget. Flere af de ventende patienter løfter blikket fra deres tidsfordrivelser og kigger på den lille lyserøde seddel, hvor deres nummer står. Sedler, der mest af alt minder om et garderobenummer på et diskotek, eller et nummer, som man trækker på apoteket.

»Nummer 42.« En mand iført en grå t-shit med print, rejser sig op, og tager sin jakke under armen. På vej ud ad venteværelset får han øje på en, som han kender. »Gud hej,« udbryder han og puffer til en mand, som sidder dybt koncentreret med sin telefon. Manden kigger op og får fremstammet et hej tilbage. Han fniser akavet og smiler forlegent. Mændene har øjenkontakt i et par sekunder, men længere går der ikke, før den ene slår blikket målrettet tilbage på sin telefon, og den anden forstsætter ud ad lokalet. Ærgrelsen over at være blevet genkendt spreder sig som en tåge i venteværelset.

På Klinikken for Kønssygdomme på Bispebjerg Hospital er folk anonyme. »Vi kalder først folk ved deres navne, når de er inde på undersøgelsesstuen,« fortæller Britt Nilausen og forklarer, at det er et diskretionshensyn, som de giver patienterne.

Faktisk er det sådan, at man i Danmark har ret til at blive testet helt anonymt, hvilket de ind i mellem oplever på klinikken: »Vi har nogle patienter, som bliver testet helt uden at opgive sit cpr-nummer,« siger Britt Nilausen.

Herudover er kønssygdomsklinikken det, som man vil kalde for et afskærmet område. »Alt, hvad der foregår hos, bliver hos os,« forklarer oversygeplejersken. »Vores journaler er ikke en del af hospitalernes journalsystem, og vi sender ikke besked videre til hverken egen læge eller noget. Alt bliver hos os,« forsikrer hun.

Positive tests er i stigning

Jeg tager den sidste tår af min kaffe, da en ny patient træder ind i venteværelset. En bølge af ubehag og trykket stemning retter sig hurtigt i hans retning, og han vender med det samme blikket nedad. Mange kigger op for se, hvem der nu tilslutter sig skammens venteværelse. Det er endnu en mandelig patient.

Omkring to tredjedele af de patienter, som besøger klinikken, er mænd. Det fortæller Britt Nilausen, og tilføjer: »De fleste af vores mandlige patienter er mænd, som har sex med andre mænd.« Derfor er de i en udsat risikogruppe, som tit har behov for vished om, at de er raske.

Den nytilkomne mand går med tunge skridt ned bagerst i lokalet. Han klør sig i skægget og rømmer sig højlydt. Herefter tager han et af de ugeblade, der ligger på et af bordene. Det er krøllet og tydeligt slidt, hvilket vidner om, at det er blevet brugt af mange andre, som tidsfordriv, mens de har ventet på, at det blev deres tur. Han sætter sig forsigtigt, lægger benene over kors og begynder at bladre. Lyden af siderne, som gnider mod hinanden, fanger min opmærksomhed, lige ind til at højtaleren opbryder: »Nummer 48,« lyder det nu. Endnu en patient rejser sig op og går ud ad venteværelset.

»Generelt har vi rigtig mange patienter hos os,« fortæller Britt Nilausen, og påpeger, at antallet af smittede personer er i stigning.

Kønssygdomme er noget, der bliver mere og mere af,« uddyber hun. Især er det klamydia og kønsvorter, som flere og flere er smittede med.

Og der er også flere, som frygter, at de er smittede med en kønssygdom: »Det er noget, vi især mærker på antallet af vores patienter,« siger hun.

Jeg rejser mig, og lyden af min stol, der bliver trukket ud, skærer i ørene. Jeg smider min tomme plastikkop i skraldespanden og forlader venteværelset. Da jeg kommer udenfor føles mine skuldre straks lettere. Jeg tager en dyb indånding og lader den friske luft fylde mine lunger op. Lyden af fuglenes kvidren får mig til at trække på smilebåndet. Det er første gang i fire timer nu. Jeg har efterladt den trykkede og tunge stemning bag mig i venteværelset, og jeg har ingen planer om at vende tilbage til den foreløbig. Men sådan er tilfældet ikke for mange andre.

For de fleste ansigter vender nemlig, ifølge Britt Nilausen, tilbage til venteværelset igen og igen.