TILMELD NYHEDSBREV

Tim i Psykiatrisk Have

Tim Helth blev første gang indlagt på psykiatrisk afdeling som 17-årig. Fem indlæggelser og ti medikamenter senere sidder han i Kongens Have og fortæller om livet i en pilledøs under psykiatriens vinger.
 
Af Victor Emil Kristensen, vek@ruc.dk
 

»Det er Psykiatrisk Have,« siger Tim Helth og tænder en Camel, mens han læner sig op ad egetræets stamme. En småbørnsfamilie melder sin ankomst på den anden side af græsplænen med skrig, skrål og løsslupne fodbolde. På Damegangen ud mod Gothersgade buldrer en damptromle mod grusstien. Kongens Have pulserer af liv på denne sommervarme septemberdag, hvor træernes blade stadig strutter af liv. Men Tim taler ikke om denne have. Han taler om den psykiatriske behandling, der i seks år var en fast del af hans liv.

 

»Behandlingen føles fuldstændig som Zoologisk Have. Du er i en Psykiatrisk Have. Du opholder dig i et bur. Du får mad og de levevilkår, som passer til din sygdom, men i bund og grund er du der bare. Du får ikke noget ud af det, og du får bestemt ikke et bedre liv af det. Du eksisterer bare. Det er bare et ophold,« fortæller han.

 

Tim Helth er 23 år og startede for en måned siden på teologi på Københavns Universitet. Han er gået direkte fra det dunkle auditorium ud i solen, og mens han navigerer igennem sin tid i psykiatrien, fejrer han en veloverstået dag på universitet med en iskold Tuborg Classic fra Nettos køledisk. I græsset ved siden af Tim Helth ligger hans kæreste igennem tre år og medstuderende på teologi og læser i et hæfte om oldgræsk grammatik.

Efter at Tim Helth kom ud af den psykiatriske behandling, ville han have en uddannelse, og i sommers startede han på teologi.
 Foto: Sara Gangsted

 

Dyrenes bur og foder

Hvis patienterne er de eksotiske dyr i Psykiatrisk Have, så er psykofarmaka foderet, der rundhåndet bliver delt ud, og det bur, der holder dem indespærret, mener Tim Helth. Han blev diagnosticeret med bipolar lidelse og skizotypi, men behandling i andet end pilleform skulle han kigge langt efter.

 

»Samtaler med læger foregik meget maskinelt. Nærmest som om jeg bare var noget, de skulle krydse af deres tjekliste. Generelt kunne man mærke, at de vidste, at jeg kun var der i en vis tid. Så der var ikke så meget, de kunne, måtte og ville gøre,« siger Tim Helth og forklarer videre om, hvori behandlingen bestod: »Medicin. Det var kun medicin. Man fik nok til, at man levede og ikke skadede sig selv, men der er jo ikke mulighed for at opbygge et liv, når man er så dopet.«

»

Medicinen tog simpelthen det hele. I starten var det rart. Du var så langt væk fra virkeligheden, at det hele var ligegyldigt. Du var som en grøntsag.

Tim Helth

Tim Helth flår nu en bunke officielt udseende papirer frem fra sin rygsæk for at finde navnene på de mange piller, han fik. »Behandlingen var en ren gætteleg. De prøvede bare med den ene type medicin, udfasede den, og så prøvede de igen med noget andet,« fortæller han. Han læser en række lange navne spækket med x’er og z’er op og bliver selv overrasket over mængden af medicin. Da regnskabet over pilleforbruget i løbet af indlæggelserne skal gøres op, lyder det på ti forskellige typer medikamenter. Tim Helth forklarer, at han endda fik blodtrykssænkende medicin, da de mange piller gav voldsomme rysteture. »På det tidspunkt kunne jeg ikke engang holde på en kaffekop,« siger Tim Helth og tager en tår af sin øl.

 

»Medicinen tog simpelthen det hele. I starten var det rart. Du var så langt væk fra virkeligheden, at det hele var ligegyldigt. Du var som en grøntsag. I en periode var det hyggeligt at være en grøntsag. Men jeg sov minimum 16 timer i døgnet, og der går jo ikke længe, før du hellere vil være et menneske igen,« siger han, mens bunken af papirer omhyggeligt bliver samlet igen og lagt ned til bøgerne om latinsk grammatik i rygsækken.

Medicinen ødelagde Tims Helths hukommelse, og han sov ofte 16 timer i døgnet. Til sidst fik han nok og ville ikke længere føle sig som en grøntsag.
 Foto: Sara Gangsted

 

En indkøbspose med Paracetamol

På den anden side af grusstien sidder en gruppe unge også og drikker øl i det gode vejr. De griner højlydt og fanger Tim Helths opmærksomhed et kort øjeblik. Derefter begynder han at pille græsstrå op ét efter ét og nøgternt fortælle om sit første selvmordsforsøg.

 

Da Tim Helth gik i 2.g, fyldte han en indkøbspose med smertestillende håndkøbsmedicin. Planen var at tage en overdosis hjulpet på vej af stærk spiritus. Filmen var knækket for ham, og hver eneste dag var en smule dårligere end dagen forinden. Han følte sig ikke længere forbundet til resten af verden og havde besluttet sig for at forlade den.

»

Mit selvmordsforsøg blev bare viftet lidt væk af lægerne med en hentydning om, at sådan har vi jo alle sammen haft det.

Tim Helth

»Men planen skrider lige pludselig, da jeg kommer hjem og finder ud af, at min mor er hjemme. Jeg bryder fuldstændig sammen og bliver ustyrlig med snot og tårer ud over det hele. Jeg ender til sidst med at fortælle hende, hvad det er, jeg skulle til at gøre,« siger Tim Helth roligt.

 

Samme aften blev Tim Helth for første gang kørt på psykiatrisk skadestue af sine forældre. Her mødte han en verden, der manglede nærvær og forståelse. De fik lov til at sidde tre timer i et venteværelse, før han overhovedet kunne blive indskrevet. Da han endelig blev indlagt, skete det på en åben afdeling, da der ikke var plads på den lukkede.

 

Nærværets fravær

»Mit selvmordsforsøg blev bare viftet lidt væk af lægerne med en hentydning om, at sådan har vi jo alle sammen haft det,« siger Tim Helth og griner over det absurde ved tanken om, at selvmordsforsøg skulle være hverdagskost. Imens prøver han at tænde endnu en cigaret, men lighteren driller lidt og glider rundt i hånden.

 

Først da han senere kom på den lukkede afdeling, blev endnu et selvmordsforsøg taget alvorligt. Et dødsfald i den nære familie havde nær skubbet Tim Helth udover kanten. »Lad os bare sige, at rebet heldigvis knækkede,« siger han, mens en bitter grimasse glider henover hans ansigt.

»

Hele psykiatrien er blot en stor symptombehandling. De gav mig medicin nok, til at jeg ikke ville mere. Jeg blev så stædig og ville videre, fordi jeg så, hvordan livet ikke skal være.

Tim Helth

Typisk manglede der nærvær på afdelingerne, og patienterne blev ikke behandlet som mennesker med følelser eller et behov for inddragelse. Som dygtige dyrepassere sørgede lægerne og personalet for, at patienterne var i live, men udover de daglige medicindoser blev der ikke ofret meget opmærksomhed på dem. De dopede patienter blev af personalet overladt til sig selv, hvilket ifølge Tim Helth var et udtryk for manglende ressourcer. Den eneste mulighed for menneskelig kontakt var derfor ofte samtaler med de andre patienter. »Det var hyggeligt at snakke med dem Det er jo bare mennesker. Det tror jeg, at man nogle gange glemmer,« fortæller Tim Helth med et skævt smil og studerer damptromlen, der med bulder og brag maser sig igennem haven.

I dag bor Tim Helth langt fra Psykiatrisk Have i en lejlighed på Amager sammen med kæresten Denise-Katja og to racekatte, der boltrer sig i lejligheden.
 Foto: Sara Gangsted

 

Fra én have til en anden

For bare få år siden sad Tim Helth forstenet i en pilledøs på diverse psykiatriske afdelinger. I dag sidder han med livlige øjne og fortæller afslappet om hele forløbet, som om det hele var foregået i et andet liv. Det er nu to år siden, at Tim Helth brød ud af Psykiatrisk Have og droppede medicinen.

 

Tim Helth mener ikke, det var psykiatrien, der hjalp ham til at få livet tilbage i de øjne, som hans mor tidligere påpegede var døde og udslukte. Det var derimod hans egen vilje hjulpet af kæresten og familiens støtte. »Hele psykiatrien er blot en stor symptombehandling. De gav mig medicin nok, til at jeg ikke ville mere. Jeg blev så stædig og ville videre, fordi jeg så, hvordan livet ikke skal være,« siger Tim Helth og tager dybe indåndinger mellem hver sætning. Kæresten titter op fra bogen og kigger indgående på ham, hvorefter hun tænder en cigaret.

     Hvad er bipolar lidelse?

 

  • Bipolar lidelse er kendetegnet ved voldsomme humørsvingninger, hvor man svinger mellem svær depression og mani. Ved depression er man meget nedtrykt, mens mani er kendetegnet med overdrevne følelsesudbryd, overdreven selvtillid og manglende sociale hæmninger.

  • Skizotypi er kendetegnet ved b.la. følelseskulde, asocial adfærd, tvangstanker, mekanisk motorik og tale, samt kortvarige hallucinationer og vrangforestillinger. Lidelsen anses ofte for at være en mildere form for skizofreni.

Kilde: Det Sociale

Netværk – Psykisk Sårbar

 

På trods af alting prøver Tim Helth dog at få noget positivt ud af det forløb, som han har været igennem. »Psykiatrien har givet mig noget, da bruddet med behandlingen skubbede mig i den rigtige retning. Det har måske været det negative fra psykiatrien, som hjalp, men det har jo stadig fungeret,« slutter han sin fortælling om Psykiatrisk Have, der startede for syv år siden. På den anden side af havens indhegning lyder motorlarmen fra den københavnske myldretid. »Jeg tror, vi bliver siddende lidt i solen,« siger han og kigger spørgende på kæresten. En tordensky hænger truende i horisonten. Heldigvis ser det ud til, at vinden bærer regnen uden om Kongens Have og Tim Helth.

© 2015 Metier, all rights reserved.