»Krigen gjorde mig voksen alt for tidligt«

På en lille grusvej i den gamle købstad Nakskov på Lolland bor Karen Hansen. Hendes lille, hyggelige have oser af blommetræer, æbletræer og buske med ribs. Ubekymrede kanariefugles lystige fløjten lyder fra et bur midt i haven. På havebordet står radioen, som igen i dag har historier om krigsbørn i Syrien på programmet. Karen Hansens foldede, udtryksfulde ansigt og de kloge øjne gemmer på fortællingen om, at hun godt ved, hvordan det er at være barn midt i en krig.

»Vi sad inde i den lille hverdagsstue. Vi havde radioen kørende. Pludselig blev der ophold i udsendelsen, og en dyb stemme sagde: ‘Danmark er besat’. Og i samme sekund fløj de tyske fly meget tæt indover mit hjem. I vinduet havde min mor en stor flot kaktus, der var fyldt med blomster. Og det har jo selvfølgelig været på grund af rystelserne af flyvemaskinen, at den pludselig stod på hovedet ud af potten og ramte gulvet med et brag. Men det føltes som symbolet på, at tyskerne kom og tog vores områder, vores land og vores hjem,« fortæller Karen Hansen.

I dag er Karen Hansen 80 år. Selvom hun kun var en lille pige på fem år, da Danmark blev besat, står Danmarks besættelse meget klar i hendes hukommelse. Som femårig kunne hun både forstå, at manden i radioen sagde, at man skulle spare på alting, og hun kunne også tyde de trykte bogstaver i avisen, der berettede om død og kaos.

»Jeg fulgte alt for meget med. Jeg var et bange barn i krigen. Hitler fik anbragt tyske flygtninge i alle de store bygninger nede ved vores legested i parken. Tyske koner, småbørn og bedsteforældre lå på gulvene i bygningerne. Og så gik der nogle tyske vagter med store geværer udenom, for der skulle jo passes på dem. Det var vores fristed, og jeg var så bange, hver gang vi gik forbi. Når petroleumslamperne blev slukket i mit soveværelse, syntes jeg altid, at figurerne på det mønstrede tapet lignede de tyske soldater med deres geværer.«

Venlighed mod tyskerne

Efterhånden som krigsårene gik, fik de tyske flygtninge mere frihed. Ligesom det nu er Lolland, de syriske flygtninge først kommer til, var det også på Lolland, mange tyske flygtninge opholdt sig dengang. En dag kom de hjem til Karen Hansen og ville tigge æg og mælk, for de vidste, at hendes far var bondemand.

»Der blev jeg rigtig bange. Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg kunne forstå det i en alder af seks-syv år. Men jeg tænkte, at hvis far sagde nej, så kunne de blive vrede på ham, og så kunne der ske forfærdelige ting. Men hvis han sagde ja, så var han jo en af dem, man kaldte stikker eller tyskervenlig.«

Ordet tyskervenlig bliver sagt med en dyb foragt i stemmen, og ordet bliver ligesom hængende i luften i den lille have. I dag kan det være svært at forestille sig, at krig har foregået lige her på vores danske jord. Vores ældre, nulevende generation har, som børn, oplevet krig på egen krop. Og børn forstår mere, end man umiddelbart skulle tro, fortæller Karen Hansen.

»Jeg hørte i radioen, hvordan tyskerne kom og bankede på og slæbte personer ud af deres huse, hvis de hørte om nogen, der ville modarbejde dem. Det skete mens pårørende så på, og måske likviderede de dem oven i købet på stedet. Det var selvfølgelig mest i København, det foregik. Men vi havde i hvert fald en bondemand tæt på mit hjem, som var tyskervenlig. Og han blev hentet af frihedskæmperne.«

»Hvis Hitler ser os, bliver vi skudt«

Henne i skolegården havde krigen også sat sit præg. Kommunen havde gravet dybe render i jorden, der skulle bruges som beskyttelsesrum, hvis der kom bombefly.

»Så skulle alle børnene ud og ligge i de der render, fordi det måske ville kunne redde vores liv. Vi forstod det ikke helt, og rendte i stedet og legede på de store volde, der omgav renderne. Jeg ved ikke, hvor meget de render ville have hjulpet, hvis der virkelig var kommet bombefly. Der var jo ikke noget tag over eller noget,« siger Karen Hansen.

Et forsigtigt, men varmt smil breder sig over den 80-åriges ansigt. Børn er jo børn, selvom der er krig, men mange af de lege, børnene legede, handlede om krigen. Karen Hansens fem år ældre bror tog hende blandt andet med op på kornloftet, hvor der var vinduer i taget, og så stod de deroppe og legede, at de skød flyvemaskinerne ned.

»’Jamen, hvis nu Hitler eller de andre tyskere kan se os, så bliver vi skudt’, sagde jeg. Men det, synes han, var noget pjat, for han nød at lege, at vi skød tyskerne ned.«

Da lyset vendte tilbage

I år er det 70 år siden, Danmark blev befriet. Siden har vi været frie, og fordi vi ikke mærker det på dansk jord, kan det være let at overse det faktum, at vi siden 2002 har været en krigsførende nation mod Afghanistan, Irak, Libyen og nu mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Det er ikke danske børn, der rammes, men man kan med Karen Hansens historie i baghovedet spørge sig selv, hvordan vi er med til at påvirke de syriske børn lige nu.

Karen Hansen kigger rundt i haven, hvor solens lys spiller mellem trækronerne. Hun sukker dybt. I dag er det 70 år siden, at lyset vendte tilbage.

»Befrielsen var på min mors fødselsdag. Der var jubel og sang i skolegården, og vi stampede på alle de opgravede volde og sparkede til dem, for nu var det heldigvis slut. Men der var mange, der havde lidt store tab, så det tænkte man også på. Jeg hørte i radioen ved befrielsen, hvor mange der havde mistet en far eller en søn. Det tog toppen af glæden. Krigen gjorde mig nok det, man i dag ville kalde alt for gammelklog og alt for voksen for tidligt,« siger hun.

Manden i radioen på havebordet fortæller, at vi i dag er oppe på at have smidt 474 bomber fra vores F-16-fly i Syrien. Kontrasten til den fredelige have i Nakskov er stor. Her synger Karen Hansens små kanariefugle i det store bur om kap med svalerne, der har bygget rede ved husets bagdør.