Da Christian Jensen var ni år, fik han sit første job som avisbud i hjembyen Grindsted. Når ruten var færdig, og aviserne delt ud, undlod han altid at vaske hænder, så han resten af dagen kunne nyde duften af tryksværte, som avisernes sider efterlod på hans fingre.

Uden helt selv at være klar over, hvad det indebar, var det for Christian Jensen startskuddet på en livslang romance med journalistikken.

Avisruterne blev hurtigt afløst af en plads på redaktionen på dagbladet Vestkysten (i dag JydskeVestkysten), da Christian Jensen var bare 14 år. Og i gymnasietiden fik han dispensation af lærerne, så han kunne fylde avisens spalter ud i stedet for at gennemgå algebra og kulturkanon.

»Jeg er jo gået ind i journalistik uden rigtig at vide, hvad journalistik er. Jeg har ikke truffet noget valg oppefra med mit hoved. Jeg har truffet et valg nedefra med min mave,« forklarer Christian Jensen selv.

Fornemmelse kom fra en kombination af tilfældigheder og den rette person til at vise vejen og tro på, at man kan mere, end man selv tror. Personen var Claus Sørensen, redaktør på JydskeVestkysten. Han blev en slags faderfigur for den unge journalist, fordi Christian Jensen i de år flygtede fra et hjem med en far, der ofte drak for meget, mod noget mere stabilt. Den stabilitet gav redaktøren. Han havde blik for den unge mands behov og står stadig den dag i dag for Christian Jensen som: »den vigtigste person i mit professionelle liv.« Ikke kun fordi han tilbød et andet miljø, men også fordi han lærte ham det, Christian Jensen ikke selv kunne på det tidspunkt; at skrive.

»Han var egentlig meget pædagogisk og god til det, men jeg blev også meget ked af at se, hvor meget der skulle rettes. Han tog mig nærmest på skødet, og så fik vi rettet det igennem. De tekster, jeg havde skrevet udkastet til, var nogle helt andre end dem, der kom i avisen. På den ene side var jeg jo stolt af det, der kom i avisen, men jeg kunne også godt se, at det dybest set ikke var mit.«

På det tidspunkt stod den unge journalistspire med to valg: Enten kunne han give op og finde noget andet, han var god til, eller også kunne han vælge stædigt at fortsætte. Christian Jensen blev stædig.

Journalist og journalist

Spørger man Christian Jensen, om han nogensinde har været i tvivl om, hvorvidt journalistikken har været den rette vej for ham, svarer han »nej« med en kraft og en hastighed som et projektil, der skyder igennem lokalet. Beslutsomheden og dedikationen er efterhånden taget til i en sådan grad, at journalisten har svært ved at skelne profession fra person.

»For mig er journalistik og min personlighed sådan nogle overgange, som er rimelig uklare. Jeg har ikke nogen afstand imellem dét at være Christian og dét at være journalist,« siger han.

Det var ikke blot noget, han mærkede i ungdomsårene i Grindsted, hvor han på diskoteksturene ikke kunne lade være med altid at have et vågent øre og øje efter de gode historier. Det er også noget, han i dag oplever i arbejdet med at få lidt mere balance i tingene, da han godt kan se, at det til tider kan være lidt belastende for hans omgivelser.

Men måske er det netop i kraft af dedikationen, at han i dag sidder i chefredaktørens stol på Information i Indre By med en åben dør til kontoret og morgensang for medarbejderne.

Den aktivistiske avis: i 1943 og i dag

Information er en avis med en aktivistisk historie. Dagbladet blev stiftet i 1943 af Børge Outze og fungerede som nyhedsbureau for den illegale presse under besættelsen. Derfor var det helt i dagbladets ånd, da Christian Jensen i september måned i år valgte at trykke en appel sammen med 11 andre europæiske aviser til de europæiske stats- og regeringsledere.

»Vi gjorde det, fordi vi var i en helt ekstraordinær situation i Europa; politisk og journalistisk. Vi står over for nogle udfordringer, som er kolossalt store. Derfor var det vores ræsonnement, at hvis vi sammen med 11 andre europæiske medier kom med en ret konkret appel til handling, som vi alle kunne stå inde for, så ville det måske have en virkning. Vi ville også klart give til kende, hvor står vi i denne debat og situation.«

Efterfølgende har Information lavet en medieskole for flygtninge, som blandt andet er mundet ud i en særudgave af avisen, skrevet og redigeret af flygtninge. Det er eksempler på, hvornår journalistikken manifesterer sig som, med Christian Jensens egne ord, »verdens vigtigste erhverv.« Det er også et erhverv, som i hans optik kan være farligt. Bruges det rigtigt, for eksempel når man stiller sig på de forfulgtes side overfor myndighedernes håndtering af deres skæbne, kan det være »det smukkeste og vigtigste fag.«

»Når myndigheder og nationer med god grund har svært ved at sige, hvordan vi skal forholde os, er det vigtigt, at vi som journalister siger: Vi må holde fast i, hvad vi er for en nation, og hvad det er for nogle principper, der er i vores nation. Hvordan er det, vi håndterer flygtninge? Hvad er det for nogle aftaler, vi har lavet med hinanden? Og at vi husker myndighederne på, at vi har nogle principper om, hvordan vi behandler hinanden.«

Når Christian Jensen beskriver sit arbejde, er det både afdæmpet og afvejet, men med en kontrolleret ild i øjnene, som man kun ser hos få mennesker. Han brænder igennem. Og selvom han ikke er iført plusfours, er der noget klassisk sabotør fra Anden Verdenskrig over ham.

Ikke en aktivistisk stemme

Det er ikke første gang, Christian Jensen har været en del af en historie, der har haft en kontroversiel karakter. Fra 1999 til 2010 var han ansat på Berlingske Tidende, hvor han blandt andet skrev en række artikler om A.P. Møllers samarbejde med nazisterne i Riffelsyndikatet under Anden Verdenskrig. Artiklerne blev senere udgivet som en bog under titlen Krigens Købmænd, og efterdønningerne blev, at Mærsk Mc-Kinney Møller solgte sine aktier i Det Berlingske Officin.

»Det passede i manges øjne egentlig dårligt med, at jeg var på Berlingske, da jeg skrev det. Det var for mig, kan jeg jo sagtens se, et kompliceret arrangement, men det var vigtigt.«

Selv mener han aldrig, at han har været synderligt optaget af hverken det afslørende eller det aktivistiske. De er begge en slags effekter af eller hjælpeværktøjer til journalistikken.

»Jeg har i virkeligheden været meget optaget af journalistik som fag, mere end jeg har været optaget af, hvad det er, jeg har beskæftiget mig med.«

De sidste ord bliver fremført med en patos, som Christian Jensen er god til. Han får sine tilhørere til at føle, at man virkelig sidder overfor en mand, der besidder verdens vigtigste erhverv. Om det er at gå aktivistisk til værks eller grave gamle erhvervsskandaler frem, så handler det i bund og grund om, hvor journalistikken kan gøre mest nytte. Det gjorde den i år 2000 ved at afsløre A.P. Møllers samarbejde med nazisterne, og det gør den i dag ved at være med til at tage stilling til flygtningekrisen på borgernes vegne.

»Vi har jo en kæmpe opgave med at være med til at sandsynliggøre, hvad der er årsagen til, at den aktuelle flygtningekrise eskalerer lige nu, og hvad der kunne være nogle løsninger på det, selvom det bestemt er komplekst. Der synes jeg virkelig, journalistikken har en helt enestående rolle at spille.«

Den rolle har Christian Jensen indtil nu succesfuldt været med til at udfylde. Efter A.P. Møller-episoden blev han redaktør, og flere regeringsledere har responderet på hans appel. Tryksværten er for længst vasket af fingrene, men stædigheden og dedikationen sidder der stadig.