Hjemvendt til et yndigt land

»Det land endnu er skønt, thi blå sig søen bælter, og løvet står så grønt,« lyder det i Oehlenschlägers Der er et yndigt land. Når man spørger 46-årige Jonna Madmoni, om Danmark er et yndigt land at vende hjem til, svarer hun med sikkerhed i stemmen »ja.«

Men ens opfattelse af Danmark som hjemvendt udlandsdansker afhænger af, hvor man kommer tilbage fra, siger hun. Derfor er det med et slags dobbeltblik, hvor det handler lige så meget om Israel som om Danmark, at hun genoplever sit rødhvide fødeland.

Leverpostej eller nærhed

I 1993 flyttede Jonna Madmoni som 24-årig til Israel med sin israelske mand og nyfødte søn.

»Da jeg rejste, syntes jeg, Danmark var middelmådigt. Jeg var ved at kvæles i leverpostej. Man kunne studere eller tage et job, og det hele var okay, men jeg følte egentlig ikke, der var nogen mening. Det var bare gråt,« fortæller Jonna Madmoni.

Spiritualitet og en slags krydderi, der kunne sætte farver på tilværelsen, er ord, hun prøvende bruger for at nærme sig, hvad det var, hun dengang manglede. Men et er helt sikkert:

»Jeg længtes efter, at man turde gå tættere på hinanden. Mere nærhed. Jeg mødte det til dels i København, men særligt når jeg var i udlandet,« fortæller Jonna Madmoni, der er født og opvokset i Vestjylland.

I Israel, på en af sine rejser, mødte hun den mand, hun senere giftede sig med. Livet i Israel havde den spontanitet, nærhed og spiritualitet, hun havde længtes efter.

»Jeg var solgt. Der var altid lige nogen, der åbnede en grill, tog et glas vin, og inden man vidste af det, havde man danset,« husker hun tilbage.

Da hun havde født sin første søn i Danmark, besluttede hun sig for at flytte til Israel permanent med sin mand.

Ud på isen igen

For to år siden pakkede Jonna Madmoni 20 års liv i Israel ned i tre kufferter og 10 flyttekasser og flyttede tilbage til Danmark. Fire børn og to ægteskaber senere. Det føltes, som da hun var barn og gik ud på Ringkøbing Fjord om vinteren – hun vidste ikke, om det ville bære eller briste:

 »Jeg var bange,« siger hun. »Jeg havde levet i en traditionel kvinderolle, hvor jeg i bund og grund ikke havde forsørget mig selv med de job, jeg havde haft i løbet af årene. Og jeg skulle starte et nyt liv med kun en tusse på lommen.«

Det var efter syv år i Israel, at Jonna Madmoni så småt begyndte at tænke på at vende hjem til Danmark igen.

»Min hjerne var ved at blive som en rosin, så jeg besluttede mig for at begynde på universitet,« siger hun.

Når Jonna Madmoni fortæller om sit liv, bliver det fortalt uden omsvøb. Man fornemmer hurtigt, at hendes refleksioner afspejler stor livserfaring. Trangen til at stikke næsen i en bog og ønsket om at gå på universitetet har også altid været der:

»Jeg kunne mærke, jeg længtes efter at snakke med folk om filosofiske spørgsmål, og det kan man ikke i de ortodokse religiøse kredse, for så bliver folk nervøse.«

Hun blev indskrevet på hebraisk som fjernstuderende på Københavns Universitet. Det betød, at hun pludselig skulle til Danmark hvert halve år til eksaminer, og hun mødtes med gamle bekendtskaber. Det medførte ikke kun muligheden for at udvide horisonten intellektuelt, men også en fornyet bevidsthed om hendes eget liv som kvinde i Israel.

»Jeg kunne se, at mine veninder i Danmark havde meget mere frihed, end jeg havde hjemme i Israel. Det begyndte jeg at savne,« siger Jonna Madmoni og giver et eksempel på det noget anderledes mand-kvinde-forhold, der er i Israel:

»Jeg blev mindet om, hvor befriende det for eksempel var at kunne være ven med en mand. Det kan man ikke i Israel, så ville der blive lagt noget seksuelt ind i det. Jeg levede et forholdsvist ortodoks liv og havde accepteret den kvinderolle, som hører med.«

Men hun kunne ikke flytte tilbage til Danmark. Hun ville aldrig kunne få sin mand overtalt. Så planerne om hjemkomst kunne først realiseres, da hun for tre år siden blev skilt.

Ydmyghed og verdensmestre

Den danske mentalitet er meget lig den, som var der for 20 år siden, fortæller hun. Det betyder, at hun oftest ved, hvordan hun skal gebærde sig. Men nogle gange kan hun godt mærke, at hun har boet i et andet land i lang tid. Kort tid efter Jonna Madmoni kom hjem, begyndte hun at arbejde som vikar i hjemmeplejen. I en frokostpause spurgte hun, hvad de andre egentlig fik i løn.”

»Så kunne jeg med det samme godt se på mine kollegaers ansigtsudtryk, at det spørger man jo ikke om,« siger hun og en høj latter følger efter. Kollegaerne tog det dog pænt, men der er grundlæggende forskelle på danskere og israelere, bemærker hun.

Ofte bliver vi danskere italesat som et lukket folkefærd af både os selv og andre. I Israel står naboerne foran dit hus med en kage i hånden en halv time efter, du er flyttet ind. De kommer næste dag. Og næste dag igen, fortæller hun.

»Den åbenhed man har i Israel kunne selvfølgelig være for meget, men det er sundt at turde træde hen mod hinanden. Før jeg tog til Israel turde jeg ikke, men nu smiler jeg åbent til folk på gaden på en måde, som andre ikke gør. De synes, det er mærkeligt de første to sekunder, men folk tager rigtig godt imod det. Det synes jeg, vi danskere skal lære. Lad os nu være lidt mere sammen,« lyder opfordringen fra Jonna Madmoni.

Til gengæld er israelerne verdensmestre i alt, griner Jonna. »Den ydmyghed vi har i Danmark kan jeg faktisk godt lide, selvom mange har noget imod den. I starten af min tid i Israel holdt jeg mig tilbage, for alle de andre lød som eksperter i det, de talte om.«

I Danmark giver man mere plads til, at alle kan deltage i samtalen, mener hun. Og det karaktertræk finder hun charmerende og værdsætter højt.

Et sikkert liv

Freden værdsætter Jonna Madmoni højt. Efter attentatet på Krudttønden og synagogen på Krystalgade i februar gik politiet på usædvanlig manér rundt med maskingeværer over skulderen:

»Nej, nej. Det skal jeg bare ikke have mere af,« tænkte Jonna Madmoni.

I modsætning til størstedelen af danskerne har hun i Israel oplevet krig som en del af sin dagligdag. Med sine fire børn boede hun i byen Ashkelon, der ligger nord for Gazastriben, hvor der blev bombet dag og nat: »Jo længere væk jeg er kommet fra krig, jo oftere spørger jeg mig selv, hvordan jeg holdt ud at være i det,« siger hun. Når hun tog bussen i Israel, kunne hun godt være ængstelig, når en af de mange soldater stod tæt på hende med skarpladte våben.

Jonna Madmoni føler sig også langt mere sikker i Danmark, når det kommer til hendes økonomiske forhold.

»Jeg er ikke bange for at blive sulten. Det har jeg været i Israel,« siger hun og understreger, at hun udmærket er klar over, at man sagtens kan risikere fattigdom i Danmark, hvis man for eksempel kommer på kontanthjælp.

Men det er nemmere at være enlig mor i Danmark, for hvis man kan arbejde, så kan man klare sig, da ens indkomst kan suppleres af de sociale ydelser som børnebidrag og boligsikring. Hun synes, det går godt for hende her to år efter sin ankomst. Hun læser nu til social- og sundhedsassistent og bor med sine to yngste børn på Amager i København.

Tro

For enden af halskæden om Jonna Madmonis hals hænger en jødestjerne i sølv.

»Jeg har altid syntes syv forskellige ting, så religionen kunne på en eller anden måde – det siger psykologerne også – gøre, at jeg kunne se bort fra flimmeret.«

Hun påpeger, at netop i jødedommen er der regler for alt. I de første år i Israel bevægede hun sig i ortodokse kredse, hvor hun ved at lære traditionerne, sproget og skriften efter næsten fem år konverterede til jødedommen.

»Jeg er sådan bygget, at jeg tager den hele vejen,« siger hun. »Men mindre nu end dengang.«

I Danmark lægger folk oftest ikke mærke til hendes jødestjerne:

»Hvis jeg bare nævner, jeg er troende, så bliver folk meget overraskede her. De siger det ikke direkte, men jeg kan fornemme, at de tænker ‘Dig? Det havde vi ikke troet,’« siger hun.

Selvom en stor procentdel af den danske befolkning enten tror på Gud eller et liv efter døden, så er tro i Danmark en privat sag. Der er en opfattelse af, at man som religiøs ikke er intelligent, men smånaiv, oplever hun.

Jonna Madmoni tror ikke mindre på Gud nu, end hun gjorde, da hun boede i Israel, men troen lever mere i hendes tankeverden end i de jødiske ritualer. Grundtanken bag reglerne er, at mennesket i sin egen spiritualitet ikke kan huske, at Gud eksisterer, så »Jeg levede efter reglerne i mange år, men jeg har fået det sådan, at nu kan jeg godt huske dem. Jeg har ikke behov for at vise min tro udadtil. Jeg er hel i min tro, og hel i mig selv, jeg har lært ikke at flyde helt ud uden alle de regler,« siger hun. En ny måde at tro på, skyldes nok også hendes oplevelser med det religiøse retssystem.

En kastet sko

I Israel er der et sekulært og et religiøst retssystem. Sidstnævnte tager sig af familiesager, for eksempel ved skilsmisse. Da Jonna Madmoni skulle skilles, var det en opslidende proces, der varede tre år. »I det sekulære retssystem er det barnets tarv, der bliver varetaget ved en skilsmisse. Akkurat som i Danmark. I det religiøse vil jeg mene, det er mandens tarv, der bliver varetaget,« konstaterer hun. De religiøse love tager ikke hensyn til, at kvinder nu om dage lever et andet liv, end dengang kvinder gik derhjemme og fødte børn, fortæller hun videre. De har desuden et ritual, der bekræfter skilsmissen: Manden kaster en sko efter kvinden.

Jonna Madmoni oplevede undervejs i retssagen at blive mistænkeliggjort af et patriarkalsk system. Hendes mands voksne søn påstod, at hun havde forsøgt at forføre ham.

»Det var ikke sandt, men det resulterede alligevel i, at det var meget svært at få retten overbevidst om, at jeg skulle have børnepenge, som mine børn kunne leve af og kompensation for de udgifter, jeg havde haft i løbet af mit 13 år lange ægteskab,« siger hun.

»Jeg mistede respekten for de her mænd og det regelsæt, jeg havde levet efter i mange år,« siger hun.

Da Jonna Madmonis hjemrejse mentalt begyndte for 15 år siden, skyldtes det først en følelse af at gå glip af en frihed. Men hun følte i højere og højere grad, at hun blev direkte undertrykt. Hun synes, det er rart at være kvinde i Danmark, hvor man bliver respekteret på en helt anden måde end i Israel.

»For første gang i mit liv, kan jeg sige, at jeg forsøger mig selv. Det er for fedt! Jeg skal ikke bede nogen andre end mig selv om noget,« udbryder hun og begge hænder ryger begejstret i vejret.