Folkekirken – folkets eller fortidens?

»Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.«

Sådan står der i paragraf fire i den danske grundlov, og med de ord blev den danske folkekirke oprettet i 1849. Sidenhen er Danmark blevet friere og omkring 130 trossamfund rigere.

Men én ting er ikke ændret: Den evangelisk-lutherske kirke er i dag stadig det danske folks kirke og administreres af staten. Men om den danske folkekirke er en velbevaret del af Danmarks identitet, eller om det er et levn fra fortiden, er der vidt forskellige holdninger til.

Inden Christian den 7. underskrev grundloven den 5. juni 1849, var der ikke religionsfrihed i Danmark, og alle, der blev født i landet, blev automatisk medlem af statskirken. Men det blev der lavet om på med grundloven, der betød, at danskerne nu aktivt skulle vælge kristendom, kirke og dåb enten til eller fra. Det blev endda muligt at vælge andre religioner til i stedet.

»Det er en helt ny situation, der opstår i 1849. Nu er der religionsfrihed, og der er mulighed for at træde ud af statens kirke, men samtidig fortsætter kirken med at være en del af staten,« forklarer Anders Holm, der er lektor i teologi ved Københavns Universitet med folkekirken og forholdet mellem stat og kirke som forskningsområde.

Religionsfrihed, men ikke lighed

I dag er det stadig grundlovens paragraffer, der tegner rammen om den danske folkekirke. Der er stadig religionsfrihed, og gennem dåben er det er stadig danskerne selv, der skal vælge medlemskab af folkekirken til. Det har omkring 78 procent af danskerne gjort. Kirke og stat går stadig hånd i hånd, og den danske folkekirke administreres i dag af staten gennem Kirkeministeriet. Og netop det tætte forhold mellem staten og folkekirken er for nogen en yndig del af Danmark, mens det for andre nærmere er en syndig del.

»Vi har religionsfrihed i Danmark, men vi har ikke religionslighed, fordi der er et bestemt religionssamfund i Danmark, som staten støtter og tager sig af. Omvendt så kan man sige, at det er en majoritetskirke, og kirken varetager samtidig en masse opgaver for staten såsom begravelser og fødselsregistrering,« siger Anders Holm.

Han mener, at stat og kirke er vævet ind i hinanden og svære at skille ad.

»Det har vi så levet med på godt og ondt i over 150 år, og der har været mange forskellige diskussioner af, om det var synd for de andre trossamfund. Nogen vil sige, at folkekirken bliver favoriseret, og andre vil sige, ‘bare man dog havde den frihed fra staten, som andre trossamfund har’,« siger Anders Holm.

En af de røster, der klart mener, at kirke og stat burde adskilles, er Jens-André Herbener, der er religionshistoriker og ekstern lektor ved Syddansk Universitet.

»Min anke mod den danske folkekirke er, at den har en statslig særstatus. Vi har religionsfrihed, men vi bør også have religionslighed. Vi har lighed mellem kønnene, heteroseksuelle og homoseksuelle, sorte og hvide, men inden for religionerne har vi ulighed. Der er simpelthen nogle, der bliver diskrimineret, og det kan jeg ikke se et eneste acceptabelt argument for,« siger Jens-André Herbener.

En del af Danmarkshistorien

Mens Jens-André Herbener hører til dem, der mener, at Danmark burde vinke farvel til kristendommens særstatus, findes der andre, der har en anden holdning. Lars Vangslev, der er lektor i teologi ved Københavns Universitet og vikarpræst, benægter ikke kristendommens særstatus i Danmark, men han ser den som en naturlig konsekvens af Danmarks historie.

»Der er ingen, der kan nægte, at kristendommen indtager en særstatus i dansk historie. Allerede med Jellingestenen, det første dokument på, at Danmark eksisterer, er Danmark bundet tæt sammen med kristendommen, da det handler om Harald Blåtand, der gør danerne kristne. Den særlige status er givet i kraft af historien og alle de gamle kirkebygninger og kirkegårde, som vi har i landet,« siger Lars Vangslev.

Han har svært ved at se, at forholdet mellem folkekirken og staten er diskriminerende overfor andre religioner, og han mener, at hvis man afvejer, hvilke fordele folkekirken nyder, og hvilke fordele ikke-folkelige kirker og andre religioner nyder, så går det lige op. Samtidig er han glad for det tætte forhold mellem stat og kirke, som han mener, er med til at sikre en rummelig folkekirke.

»Det gode ved forholdet mellem staten og folkekirken er, at det er Kirkeministeriet, der står for den øverste ledelse af folkekirken. Der er ingen biskopper, domprovster eller præster, der siger ‘du skal tro sådan og sådan’, eller ‘du skal politisk mene sådan og sådan for at være medlem af folkekirken’. Det betyder, at alle er velkomne, uanset hvilket politisk tilhørsforhold de har,« mener Lars Vangslev. Han pointerer, at der ikke er nogen, der kan tage monopol på folkekirken, og alle er lige meget medlemmer.

Fravalg eller tilvalg

I dag er der færre medlemmer af folkekirken end tidligere. Siden 1995 er der sket et fald på lidt over 10 procent. Lars Vangslev mener stadig, at navnet folkekirke er på sin plads, da kirken stadig har folkelig opbakning med 77,8 procent af den danske befolkning som medlemmer. De fleste danskere er medlem af folkekirken og bruger den til at markere overgange i livet gennem ritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Omkring 70 procent af unge i konfirmationsalderen blev sidste år konfirmeret, mens 83 procent af alle, der døde samme år, blev begravet eller bisat, hvor en præst fra folkekirken medvirkede.

På trods af nedgang i folkekirkens medlemstal, vælger størstedelen af danskerne altså stadig folkekirken til. Og mens Lars Vangslev bider mærke i de danskere, der vælger kirken til, bider Jens-André Herbener mærke i dem, der vælger kirken fra. Og han ser ikke den danske folkekirke som folkets kirke.

»Det med at tale om den danske folkekirke, mener jeg, er manipulation i den forstand, at den skulle repræsentere alle danskere. Og at sige, at Danmark er et kristent land, fordi der er et flertal af danskerne, der er kristne, er en pudsig generalisering. Der er også et flertal, der er heteroseksuelle, men vi kalder os ikke et heteroseksuelt land,« siger han.

Mens Jens-André Herbener håber, at fremtiden vil byde på en adskillelse af kirke og stat og en religionsmodel, der inkluderer alle religioner ligeligt, er Lars Vangslevs ønske anderledes. Han håber, at den tætte forbindelse mellem kirke og stat vil fortsætte, og at præsterne kan blive ved med at løfte samfundsopgaver for borgerne på det nære niveau ved at være til stede i sognene.