Fædrelandskærligheden blomstrer i Rusland

I udlandet bliver Vladimir Putin ofte beskyldt for at have omdannet Rusland til et autoritært styre. Derudover bliver annekteringen af Krim og drabet på oppositionspolitikeren Boris Nemtsov i februar måned ofte draget frem, som eksempler på at landet bevæger sig i den forkerte retning.

Men nye tal fra det uafhængige russiske meningsmålingsinstitut, Levada Centret, viser, at 84 procent af russerne støtter Putin. Samtidig svarer 63 procent af de adspurgte russere i en undersøgelse, foretaget af den amerikanske tænketank Pew Research Center, at de har et meget positivt syn på deres land.

Tallene tyder på, at der er sket en voldsom forandring i det politiske landskab i Rusland i løbet af ganske få år. Da Putin genoptog præsidentembedet i 2012, gik hundredtusindvis på gaden for at protestere. Og selvom den europæiske sikkerheds- og samarbejdsorganisation (OSCE) konkluderede, at Putin fik en fordel i mediernes dækning, og at statens ressourcer blev mobiliseret for at støtte ham, var opbakningen til ham på et lavpunkt i hans politiske karriere.

Styret baserer sig på konflikt

Det var i slutningen af 2013, at Putins popularitet begyndte sin pludselige himmelflugt, og timingen var ikke tilfældig. Urolighederne i Ukraine kridtede forskellene mellem Rusland og Vesten op, og konflikten gav Putin et påskud for at annektere Krim, der i de fleste russeres bevidsthed er en naturlig del af Rusland.

»Putin har selvfølgeligt vidst, at det var populært. Selv folk, som kritiserer Putin til dagligt, støttede annekteringen af Krim,« siger Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han primært beskæftiger sig med russisk sikkerheds- og indenrigspolitik.

Der findes dog stemmer i Rusland, der har kritiseret annekteringen. Grigory Yavlinsky er stifter af det socialliberale parti Yabloko, som er det Radikale Venstres russiske søsterparti. I slutningen af september var han i København, hvor han talte på en konference på Christiansborg arrangeret af de to partier.  I den forbindelse beskyldte han Putins styre for at nære konflikten i Østukraine og for at distrahere befolkningen fra den katastrofale økonomiske situation i Rusland, der lider under faldende oliepriser. En fortolkning, som Flemming Splidsboel til dels er enig i:

»Efter min mening baserer styret sig på konflikt. Jeg tror, at Rusland vil få et problem, så snart de begynder at skrue ned for konflikten. For så vil der komme øget opmærksomhed på andre faktorer. Jeg har svært ved at se, at det nuværende styre vil kunne slukke for blusset, for de har problemer på andre fronter,« fortæller Flemming Splidsboel.

Senest har Rusland involveret sig i Syrien, hvor russiske fly støtter det syriske regimes tropper på jorden, og også her kan Putin regne med befolkningens støtte. Ifølge en undersøgelse, foretaget af Levada Centret, støtter knap tre fjerdedele af russerne bombekampagnerne i Mellemøsten.

Men det er ikke kun de udenrigspolitiske konflikter, der har pustet til de nationalistiske tendenser. I årevis har regeringen ved hjælp af loyale medier fremdyrket et særligt verdensbillede, hvor Vesten truer Ruslands eksistens både militært og identitetsmæssigt, fortæller Flemming Splidsboel og uddyber:

»Det er et kulturelt filter, som folk fortolker verden gennem, og der har styret skabt forestillingen om en meget konfliktfyldt verden, hvor Rusland er under pres, og hvor Vesten bevidst har vildledt Rusland for at kunne svække landet og tage dets energireserver,« forklarer Flemming Splidsboel, der understreger, at fortællingen har stor tilslutning i den russiske befolkning.

Kritiske stemmer forfølges i Rusland

Netop pressefriheden er et af de steder, hvor det nuværende styre har slået hårdt ned, og i øjeblikket indtager Rusland en delt 180. plads sammen med Etiopien og Saudi-Arabien på NGO’en Freedom Houses årlige rangering af global pressefrihed. Og det kan være direkte livsfarligt, hvis man for eksempel bliver beskyldt for at samarbejde med udenlandske stater, som det er sket for den uafhængige avis Novaya Gazeta.

En af den uafhængige avis’ journalister, Olga Bobroya, deltog også i konferencen på Christiansborg, hvor hun fortalte, at mange af hendes kollegaer har betalt en høj pris for deres arbejde: »Seks af mine kollegaer er blevet dræbt over de seneste tretten år,« fortæller hun og tilføjer, at det ikke kun er myndighederne, men også mange almindelige russere, der vender sig mod avisen.

Tendensen, hvor uafhængige medier bliver stemplet som landsforrædere, er ifølge Flemming Splidsboel en del af et større narrativ, hvor Rusland ikke blot er truet udefra, men også af sine egne borgere, og derfor har styret gjort meget for at dæmonisere uafhængige NGO’er og journalister.

»Det er en del af den store fortælling om, at det er Vesten, der er ude efter os ved hjælp af fremmede agenter i Rusland. Det er blandt andet derfor, at styret slår ned på NGO’er og menneskerettighedsaktivister, som man siger går Vestens ærinde med det formål at svække Rusland,« fortæller han med henvisning til en kontroversiel lov, der betyder, at NGO’er, der får støtte fra udlandet skal registreres som udenlandske agenter.

Den reelle opposition stammer fra højrefløjen

Den stærke støtte til Putin er af mange, både i Rusland og uden for landet, blevet tolket som om, at russerne i virkeligheden foretrækker en stærk leder fremfor demokrati. Flemming Splidsboel advarer dog mod at udelukke, at Rusland kan gennemgå en egentlig demokratisering:

»Russerne kan også lære demokrati, vi må bare konstatere, at det er sværere, end vi troede for bare ti år siden. Hvis man taler med almindelige russere, så vil mange af dem sige: ‘Vi har ikke lyst til at have jeres demokrati, vi vil gerne have et russisk demokrati, og vi vil gerne have en stærk leder’,« forklarer han og henviser til, at Rusland oplevede en kaotisk overgang fra kommunismen til demokratiet og kapitalismen, og at den urolige periode stadigvæk spøger hos mange russere.

Tilbage på Christiansborg lovpriste de Radikales formand, Morten Østergaard, det russiske søsterparti Yabloko, og den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard slog fast, at Danmark skal støtte liberale stemmer som Yabloko i Rusland. Men ser man på den politiske virkelighed, er der ikke meget, der tyder på, at partiet for alvor kan udfordre Putin-styret. Partiet har eksisteret siden 1993 uden for alvor at have ændret noget i russisk politik, og i øjeblikket har de end ikke et medlem i Dumaen, der er underhuset i det russiske parlament.

Den mest synlige modstand kommer derimod fra det ekstreme højre, hvor politikeren Alexei Navalny, har haft held med at mobilisere store demonstrationer mod styret.

»Navalny er nok det bedste bud på en egentlig opposition, og han er en underlig størrelse. Vi kan godt lide ham i Vesten, men det er, fordi vi ikke beskæftiger os så meget med, hvad han egentlig laver. Det Rusland, som Putin står for, er en samlende statsborgerbetegnelse, men Navalny er jo snarere det, man ville kalde russisk nationalist med fokus på de etniske russere, deres sprog og deres kultur,« siger Flemming Splidsboel, der peger på, at den etniske nationalisme kan komme til at fylde endnu mere i russisk politik fremover:

»Liberale tanker har det rigtig svært i Rusland i dag, og det går snarere i retning af en form for mere yderligtgående nationalisme. Altså russisk etnisk nationalisme, hvor folk tænker, at Rusland er ved at miste dets identitet som stat, og det er vi nødt til at gøre noget ved.«