En tom skraldespand skal redde verden

»Det handler om at skære ned. Helt ind til benet,« siger Rikke Nielsen, mens hun kigger op på de skiver af æble, der sirligt hænger til tørre på en snor under loftet. Sofaen hun sidder på, har hun selv stykket sammen af aflagte brædder, en klat restmaling og en gammel ombetrukket madras. Træ og maling fandt hun i forældrenes kælder i Korsør. Madrassen havde nogle bekendte til overs. Til daglig er hun lærerstuderende på Zahles Seminarium, men hun er også noget andet. Hun er nemlig zero-waster.

Zero-waste princippet går ud på at producere så lidt affald som overhovedet muligt. Og allerhelst slet ikke noget. Det betyder, at det, der ryger i indkøbskurven, ikke må være pakket ind i hverken plastik, papir eller metal. Og det stopper ikke bare her for Rikke Nielsen. Hun køber så godt som alt brugt og dét, der endelig købes nyt, skal genanvendes. Derfor får den hjemmebyggede sofa også snart selskab af en indendørs ormekompost. Så kan husholdningsaffaldet nemlig bruges som gødning i planter eller lægges i den lokale skov. For når der ikke er nogen indpakning til varerne, er der heller ikke noget plastik, der skal brændes. Og når der ikke handles noget nyt, skal der heller ikke bruges energi til produktion. Alt sammen er noget, der tæller med i det samlede CO2-regnskab.

»Hvis jeg endelig køber noget nyt, så kigger jeg på, om det kan bruges igen – om jeg kan sende det et sted hen. Har jeg en gammel t-shirt, kan jeg jo sy den om til et par underbukser,« forklarer den 22-årige lærerstuderende.

Når indkøb ikke bare er en tur i Netto

Rikke Nielsen forklarer, at zero-waste tankegangen indtil for nylig havde til huse i USA, men nu har den taget den lange rejse på tværs af Atlanten fra San Fransisco over Amsterdam til Berlin for nu at tage sine første spæde skridt i Danmark. Den eneste forskel er bare, at Danmark ikke er klar endnu. I såvel USA som i Holland og Tyskland eksisterer der nemlig såkaldte zero-waste supermarkeder. Butikker, hvor man som forbruger kan fylde sine medbragte beholdere med alt lige fra havregryn til olivenolie og frisklavet peanutbutter. Et koncept, der ikke findes i Danmark endnu.

At leve efter zero-waste princippet i Danmark kan derfor blive en både besværlig og dyr affære, når krydderierne skal købes i medbragte glas i specialforretninger, og når havregrynsbøtten kun kan fyldes af én bestemt bager i den anden ende af byen. Et problem Rikke Nielsen udmærket er klar over.

En tom skraldespand er ikke for alle

At leve efter zero-waste princippet kræver altså en bevidst beslutning om at omlægge sin livsstil for at sikre en evigt tom skraldespand. Men den tomme skraldespand er også et symbol på en politisk bevidsthed. Det fortæller sociolog Kia Ditlevsen, der til daglig forsker i danskernes forhold til mad og sundhed på institut for Forbrug, Bioetik og Regulering ved Københavns Universitet.

»Der er mange mennesker, der ikke har råd til at handle andre steder end i supermarkeder. Det kræver en masse tid, som de simpelthen ikke har i hverdagen. Også selvom de faktisk har råd til det,« forklarer hun.

Men selvom zero-waste er et nyt begreb, betyder det ikke, at tanken bag også er ny. Den har nemlig eksisteret længe, bare uden et påklistret mærkat, pointerer Kia Ditlevsen.

»Søgen efter det autentiske er i meget høj grad et storbyfænomen blandt den kreative klasse. Men det betyder jo ikke, at andre mennesker rundt om i landet ikke også har en særlig glæde ved at plukke æblerne selv. Men den glæde, tror jeg, ikke er ny. Det er begrebet zero-waste, der er nyt,« siger hun.

Toiletpapiret bliver, hvor det er

Nyt begreb eller ej. For Rikke Nielsen er zero-waste-livsstilen en realitet. Omlægningen af hendes livsstil har blandt andet betydet et hej til nedfaldsæbler og et farvel til chokolade. Chokolade kan nemlig kun købes indpakket i folie og papir. Og det stopper ikke her. Badeværelseshylden er ét langt spisekammer. Tandpastaen er lavet af salt og pebermynteolie, ansigtsrensen af ren honning og deodoranten er en blanding af kokosolie og natron.

Men ifølge Rikke Nielsen er det ikke et fravalg. Det er bare en anden måde at gøre tingene på.

»Når man sidder med sin madpakke i en genanvendelig bøtte, mens naboens er pakket ind i ti lag sølvpapir i en plasticpose, så kan jeg godt se, at min livsstil er anderledes end andres. Men bare fordi jeg køber mine havregryn i en beholder hos bageren, er det jo ikke ensbetydende med, at det er 100 procent affaldsfrit,« forklarer hun.

Men selvom Rikke Nielsen allerede har givet afkald på chokoladen, er der én ting, hun ikke er klar til at give afkald på: »Jeg tror ikke, at jeg dropper toiletpapiret lige foreløbig.«