TILMELD NYHEDSBREV

Der er rift om pladsen for Danmarks hjemløse

 

Antallet af hjemløse i Danmark er stadigt stigende og har i år rundet 6.000. Det viser en ny rapport fra SFI. Metier har mødt 44-årige David Skov, som mærker pladsmanglen.
 
Af Nanna Bay Madsen, nbay@ruc.dk & Sofie Dyjak, sdyjak@ruc.dk

Det er tidlig morgen, og København er langsomt ved at få øjne. David Skov er lige vågnet og har tilbragt natten under en trappe i en forladt bygning i hjertet af København. Her har David Skov og hans tro følgesvend, den spinkle sort-hvid mønstrede slædehund Malthe, ligget uforstyrret fra folks nysgerrige blikke bag en presenning. Af frygt for at blive smidt væk står han op og forlader bygningen, før København for alvor vågner. Han propper sin sovepose og sit liggeunderlag i sin taske og trasker langsomt ud i byens gader. Han har meget at slæbe på. Alt han ejer, bærer han på ryggen i en 75-liters rejsetaske. Over skulderen har han sin gul-sorte Hus Forbi-taske fyldt med aviser. Aviser, som giver ham mad på bordet. Det meste af hans dag går med at afsætte aviserne, spise og finde et sted at sove. Dagene byder ikke på meget variation: Stå op, sælge aviser, spise, finde ly for natten, sove og stå op igen.

 

I Københavns gader er der kommet flere hjemløse. Antallet af hjemløse er på landsplan steget med 25 procent siden 2009, viser rapporten Hjemløshed i Danmark 2015 fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI. David Skov oplever stigningen helt tæt på:

 

»Der er mere rift om alt. Mine favoritter og prioriteter, i forhold til hvor jeg sover og sælger aviser, forsvinder stille og roligt.«

 

»

For mig er det endt med, at jeg selv har taget et valg og er gået ud af samfundet. Men det er, fordi de valg, jeg har haft at vælge imellem, ikke har været skide fornuftige.

 

David Skov

David Skov har sammenlagt været hjemløs i 12 år. Allerede som 16-årig boede han på gaden for første gang. Siden har han flere gange haft fast bolig, men indgår i dag under SFI’s statistik som en af de i alt 6.138 hjemløse i Danmark. Men det at være hjemløs er for David Skov et aktivt valg:

 

»For mig er det endt med, at jeg selv har taget et valg og er gået ud af samfundet. Men det er, fordi de valg, jeg har haft at vælge imellem, ikke har været skide fornuftige.«

 

David Skov har levet et hårdt liv, men ligner en ganske normal midaldrende mand. Han er kraftig af bygning, har mørkt hår og klare, smilende øjne. Begge hans arme er fulde af store tatoveringer. Han har haft eget event- og rengøringsfirma, arbejdet som kok, tjener og tømrer. Men på trods af erfaringen, er det svært for ham at finde et job. Han mener, at det skyldes hans manglende uddannelse:

 

»Jeg har et bredt CV. Men jeg kan ikke få et arbejde, fordi jeg ikke har noget af det på papir.«

 

David Skov har i det hele taget svært ved at se sig selv på arbejdsmarkedet i dag. Livet på gaden er groet under huden på ham og har gjort ham kritisk overfor autoriteter. Denne skepsis gør det også umuligt for ham at passe ind på arbejdsmarkedet, siger han.

David Skov er en af landets mange hjemløse. Her med sin hund Malthe.
 Foto: Nanna Bay Madsen & Sofie Dyjak

 

Frihed under åben himmel

David Skov sover næsten et nyt sted hver nat og gerne lidt uden for byen, da han dér kan være i fred uden at skulle kæmpe om sovepladserne med andre hjemløse. David Skov og hunden Malthe drager derfor tit mod skovene i Klampenborg for at sove i shelter. I skoven er de alene, og her føler han for alvor, at han lever. Her laver han mad over bål og tænker over tilværelsen. Hans øjne lyser op, når han fortæller om det, og det er tydeligt, at det er i skoven, han har det allerbedst:

 

»Jeg lever i nuet, når jeg er ude under den blå himmel.«

»

Systemet er helt hul i hovedet. Det ender med, at vi dør. De ser os som samfundets bund. Bundfaldet. Vi kommer altid i anden række, og de lytter ikke til os.

 

David Skov

David Skov mener, at dét at være hjemløs giver ham en frihed, som andre ikke har. En frihed til at gøre, hvad han vil, og til at leve et liv uden forpligtelser. Han hjemsøges samtidig af en angst for at leve med de hverdagsrutiner, som følger med det almindelige liv.

 

»Det ender med, at vi dør«

David Skov bliver frustreret, når han taler om kommunens arbejde med de hjemløse. Han føler sig glemt, overset og svigtet:

 

»Systemet er helt hul i hovedet. Det ender med, at vi dør. De ser os som samfundets bund. Bundfaldet. Vi kommer altid i anden række, og de lytter ikke til os.«

 

I takt med at der kommer flere og flere hjemløse, føler han, at vilkårene bliver værre, og at de bliver glemt i menneskemængden. Derfor har han også dage, hvor han er i så dybt et hul, at han har svært ved at trække sig selv op, fortæller han:

 

»De mennesker, som lever på mit stadie af hjemløsheden, er ved at være rigtig trætte. Det er halvandet år siden, at der var en, der satte ild til sig selv ude i Brøndby. Han var træt af livet. Og jeg har selv tænkt sådan. Jeg har følt forståelse for manden. Jeg har tit tænkt, at det kunne være en nemmere udvej.«

 

Vejen ud af hjemløshed

Steen Rosenquist, formand for De hjemløses landsorganisation, SAND, kender til David Skovs situation og hans frustrationer over kommunen. De mødes ofte i SAND’s lokaler og taler om hans udfordringer, og de har i årenes løb opbygget et stærkt venskab. De diskuterer tit, hvad kommunen vil kunne gøre for at hjælpe ham videre.

»

Vi hjemløse er ikke som den almene dansker. Vi kan ikke puttes ind i de kasser, som alle andre mennesker er i.

 

David Skov

Steen Rosenquist er klar over, at David Skov er svær at hjælpe, da han på en og samme tid har et ønske om at komme ud af hjemløsheden, men samtidig er afhængig af livet uden forpligtelser. Han mener dog stadig, at kommunen vil kunne hjælpe David Skov videre. En af de ting, som, Steen Rosenquist mener, er altafgørende for David Skov, er tilbud om anderledes og billigere boliger. De anderledes boliger kunne eksempelvis være boliger med skæve eller ovale rum, siger han. For David Skov står ønsket om anderledes boliger også højt på listen:

 

»Vi hjemløse er ikke som den almene dansker. Vi kan ikke puttes ind i de kasser, som alle andre mennesker er i. Derfor kan vi heller ikke bo bag firkantede vægge som alle andre.«

 

Anderledes boligtilbud ville samtidig kunne mindske antallet af hjemløse i fremtiden og sørge for, at de bliver hjulpet godt videre i livet, siger Steen Rosenquist.

 

Han efterspørger dog også et efterværn til David Skov. Det kan hjælpe ham med få styr på basale ting som at handle ind og åbne post. Uvante forhold efter mange år på gaden, men som er nødvendige for at få ham ud af hjemløsheden:

 

»Jeg har brug for hjælp til alt, hvis jeg skal leve et normalt liv igen,« siger David Skov.

 

For David Skov er Danmark ikke et yndigt land, men et hårdt sted at leve. Han kender mest af alt til de hjemløses Danmark, og dét Danmark ser trist ud, siger han. Han ønsker sig derimod et Danmark, hvor de hjemløse bliver hørt. Et Danmark, hvor der også er plads til de skæve eksistenser.

Hjemløse David Skov (t.h.) sammen med Steen Rosenquist, formand for SAND (t.v.).
 Foto: Nanna Bay Madsen & Sofie Dyjak

 

© 2015 Metier, all rights reserved.