»Vi har Jesus til fælles«

Luthersk Missions Højskole (LMH) profileres som en bibelhøjskole. En af eleverne på skolens integrationslinje forklarer: »Den her højskole er virkelig speciel. Vi føler os som en stor familie. Vi har vores tro til fælles, og vi er tætte på hinanden. Vi har Jesus til fælles,« siger den 23-årige iraner, Daniel*.

Oprindeligt er den danske folkehøjskole grundlagt som et sted, hvor man kunne lære sig selv og sin Gud at kende. Et sted, hvor folkelig genoprejsning og fædrelandets sprog var hovedessensen i begyndelsen af 1800-tallet. Men hvor kommer integrationen så ind? De seneste år har højskoler været en god mulighed for nydanskere for at lære sproget, kulturen og at skabe et fodfæste i det danske samfund. LMH’s integrationslinje har eksisteret i 11 år og er et tilbud til nydanskere. Linjen hænger sammen med resten af skolens værdigrundlag; kristendommen og den kristne profil.

»Jesus talte også om fremmede: ’Jeg var fremmed, da I tog imod mig, sagde han’. I kristendommen ligger et kald til gæstfrihed og om at tage imod den, som er hjemløs, fremmed eller flygtning,« forklarer højskolens forstander gennem 12 år, Henrik Nymann Eriksen, som er uddannet teolog. Ved højskoleloven er det vedtaget, at højskolekurser skal være åbne for alle.

Tal dansk

Før der kan være tale om nogen som helst ’Jesus til fælles’ og fællesskab på skolen, skal eleverne kunne tale dansk.

»De er her jo som elever for at lære noget. Derfor sætter vi som krav, at de skal have et minimum af kendskab til det danske sprog. Ellers bliver kommunikationen og integrationen alt for vanskelig. Så får de jo heller ikke noget ud af undervisningen,« siger Henrik Nymann Eriksen.

De tre hovedelementer, som integrationseleverne får ud af LMH, er netop fællesskab omkring Jesus, en større forståelse af den danske kultur og et bedre kendskab til det danske sprog, forklarer forstanderen. Daniel mener også, at sproget er en afgørende faktor for integrationen.

»Jeg lærte det danske sprog efter to måneder. Og det er den bedste anbefaling, jeg kan give. Lær sproget. Det er det vigtigste,« siger han.

Men dansk er også et meget kompliceret sprog, ifølge den 23-årige iraner, som har boet i Danmark i to et halvt år og fik opholdstilladelse sidste år. Alligevel tilføjer han storgrinende: »Altså jeg kan altid snakke om vejret med danskere, hvis jeg taler med nogle i bussen. Jeg kan altid sige, ’det er dejligt vejr i dag’. Jeg har en masse sætninger om vejret, og det hjælper på integrationen.«

Imens bliver hans stemme overdøvet af pludselig høj klaverspil og salmesang fra et af de mange klasseværelser ved siden af, hvor hans medstuderende har undervisning. Som det danske sprog er den gamle højskolebygning fra 1923 en snørklet labyrint. Bygningen har smalle gange, utallige trapper, små rum til bøn og store aulaer til fælles salmesang.

»Alle gode gaver, de kommer oven ned«

Hver mandag inden frokosten synger eleverne en gammel høstsalme om taknemmelighed over gaver, der kommer fra Gud. Gaver fra oven, som ikke kan købes eller fås på andre måder. En gave, som flere af eleverne på LMH ifølge dem selv har fået igennem kristendommen. Og så ender vi tilbage ved fællesskabet igen. Kristendommen kan nemlig være en utrolig stærk faktor i forhold til integration, mener forstander Henrik Nymann Eriksen.

»Man skal jo gøre sig klart, at de mennesker, som er kristne, har en force i forhold til integration. De får et netværk med danske kristne. Forbindelsen til kirken bliver en vej ind til integration, som både handler om sprogforståelse, men faktisk også handler om reelle venskaber med etniske danskere. Det får du ikke på en sprogskole. Det får du i kirken,« forklarer han.

Kristendommen bliver dermed forbindelsen til nogle fællesskaber. Det sker ikke altid, men når det gør, så er integrationen virkelig lykkedes, tilføjer forstanderen.

En anden elev fandt også den kristne frelse, da hun startede på højskolen for to måneder siden. Ida Brørup Alkærsig fra Vestjylland har ikke, som størstedelen af de andre elever, fået kristendommen ind med modermælken. I kristendommen fandt hun en ro, som hun følte, at hun havde manglet gennem teenageårene. Nu er presset taget af hendes skuldre, og det er ikke længere hende, som er herre i eget hus. Så byrder, krav og forventninger fra samfundet bliver lettere for hende at have med at gøre.

»Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen. Jeg kan kun følge Guds brødkrummer. Det er ude af mine hænder. Det er sådan ’Jesus, take the wheel’, og så sidder jeg på passagersædet. Det er helt vildt befriende. Jeg er slet ikke herre over mit eget liv. Og det er rigtig dejligt,« siger Ida Brørup Alkærsig.

Og sådan fandt den 22-årige vestjyde også ind i fællesskabet. Et fællesskab af kristne brødre og søstre, som hun kalder det. En stor familie. For Ida Brørup Alkærsig handler det ikke om integration. Det handler om de fællesskaber, netværk og venskaber, som kommer ud af sådan et højskoleophold.

»Vi har et åbent forum. Vi møder alle sammen hinanden med, at vi ikke må dømme folk. Vi er skabt perfekte af Gud. Når man har den indgangsvinkel til folk, så er der ikke nogle, der er træls. Det er svært ikke at kunne lide folk. På den måde er der ikke længere et dem og et os. Der er bare et os. Og der er jo ikke nogen forskel på os,« siger Ida Brørup Alkærsig.

Gennem Jesus finder eleverne fællesskab. Gennem Jesus finder de frelse: »Tak da Gud, ja pris da Gud. For al hans kærlighed.« Amen.

*Daniel er et pseudonym, da den 23-årige iraner ikke ønskede at få sit navn i medierne.