TILMELD NYHEDSBREV

DFU’er: »I Danmark kan vi tolerere alt«

Danmarks tolerance er høj. Alligevel er det vigtigt at holde forskellige kulturer adskilt. Sådan lyder det fra formanden for DFU Nordsjælland.
 
Af Gry Josefine Løvgren, grjolo@ruc.dk

Dansk Folkeparti har oplevet markant fremgang siden sidste folketingsvalg, hvilket kan skyldes befolkningens behov for en strammere indvandrerpolitik, siger Tobias Weische, formand for Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) i Nordsjælland.

 

Klokken er 16.30, da jeg fredag eftermiddag skal mødes med Tobias Weische for at høre en DFU’ers bud på definitionen af et godt Danmark. Som vi skal til at sætte os ved bordet, bemærker Tobias farverne på vores respektive stole: »Nå, jeg får den blå. Det er vel meget passende,« hvortil jeg svarer, at min stol i rød åbenbart også har taget politisk stilling i dagens anledning. Med det på plads begynder Tobias Weische ivrigt at fortælle.

 

»Noget af det bedste ved Danmark er vores tolerance,« siger han med stor overbevisning i stemmen og fortsætter: »Man kan alt i Danmark. Du kan være den, du er. Du kan nå fra bunden til toppen. Du kan være nazist og islamist. Alt kan vi tolerere. Der er ikke så meget dårligt.«

 

Tilpasning er vigtigt

Danmark er værdimæssigt verdens bedste land, mener den unge DFU’er. Da han som 13-årig meldte sig ind i DFU, var det især fokusset på den danske kultur, der tiltalte ham.

 

For Tobias Weische er et lands sammenhængskraft og traditioner altså nøgleord. Det er også derfor, at indvandrere skal tilpasse sig, hvis de ønsker at være en del af Danmark, mener han.

»

I ordet tolerance ligger, at vi skal acceptere hinanden, men stadig godt kan kræve, at folk skal tilpasse sig det samfund, de kommer til.

 

Tobias Weische, formand for Dansk Folkepartis Ungdom
 i Nordsjælland
 

Du siger, at noget af det bedste ved Danmark er vores tolerance. Hvordan hænger tolerance sammen med, at indvandrere fuldstændig skal tilpasse sig vores kultur, når vi ikke tolererer deres?

 

»De må have deres kultur i den forstand, at de gerne må være muslimer, men det skal være i deres eget private hjem og ikke i moskéer. I ordet tolerance ligger, at vi skal acceptere hinanden, men stadig godt kan kræve, at folk skal tilpasse sig det samfund, de kommer til. Tolerance og tilpasning kan altså godt stemme overens. Et multikulturelt samfund er farligt, da det resulterer i, at der er lille sammenhængskraft og intet tilhørsforhold til landet,« siger Tobias Weische.

 

Som et eksempel peger Tobias Weische på England, som ifølge ham har store problemer med parallelsamfund, fordi man ikke har formået at integrere indvandrere ordentligt. Han mener derfor, at Danmark skal være påpasselig med at tage imod for mange indvandrere.

 

Flygtninge i Danmark

Hvad synes du, vi skal gøre ved situationen med de mange flygtninge fra Syrien, som vi ser overalt i Europa i øjeblikket?

 

Til det svarer Tobias Weische: »Nu skal man jo ikke prøve at gøre flygtningestrømmen til en indvandrerstrøm. Jeg ser derfor helst, at dem, der har fundet vej til Danmark, skal blive boende i asylcentrene, indtil det er forsvarligt at sende dem tilbage – også selvom dette ophold skulle nærme sig et årti.«

»

Flygtninge skal ikke integreres i det danske samfund.

Tobias Weische, formand for Dansk Folkepartis Ungdom i Nordsjælland

Tobias Weische sætter spørgsmålstegn ved, om de mennesker, der kommer til Danmark, reelt set er flygtninge. Han ser dem snarere som velfærdsturister, der er på jagt efter høje sociale ydelser.

 

Hvis flygtninge skal sidde 10 år i et asylcenter, er der så ikke risiko for, at der vil opstå et parallelsamfund, som du var inde på, der er i England, bare med flygtninge i stedet for indvandrere?

 

»Nej, for forskellen er, at flygtningene ville være under kontrol, fordi de er inde på centrene, hvor vi beskytter dem. Flygtninge skal ikke integreres i det danske samfund. Derfor vil et parallelsamfund heller ikke opstå. Jeg ser dog stadig flygtningekrisen som en meget svær situation, der kræver handling. Vi skal hjælpe meget mere i nærområderne. Jeg vil gerne have, at vi giver dobbelt så mange penge til nærområderne, som vi gør nu.«

 

Engageret DFU’er

Ifølge Tobias Weische kan man alt i Danmark. Dog mener han stadig, at det er vigtigt at holde fast i sine traditionelle værdier og holde forskellige kulturer adskilt af landegrænser. Værdierne og engagementet i DFU har gjort, at han netop er blevet kåret til årets DFU’er. Han trækker stolt på smilebåndet ved tanken om sin nyerhvervede titel: »Det er en stor anerkendelse,« siger han.

 

Vi giver hånd, og Tobias tager sin attachemappe med DF-logoet på og er klar til at tage videre til sit næste møde i dag. Klar til at sprede sit budskab om det Danmark, der med sine traditioner og tolerance er værd at kæmpe for. For Tobias Weische er der i hvert fald ingen tvivl. Danmark er det yndigste land i verden.

© 2015 Metier, all rights reserved.