TILMELD NYHEDSBREV
Et par hundrede mennesker har trodset det triste efterårsvejr og er mødt op på Rådhuspladsen lørdag eftermiddag for at markere Hjemløsedagen. Iklædt tungt overtøj rokker de frem og tilbage til tonerne af bandet, Folkeklubben, der spiller en gratis koncert i dagens anledning. Med et skævt smil opfordrer forsangeren den brogede skare til at danse med: »Pladsen foran scenen er et dansegulv. Slå jer løs!«
Imens langes gratis jordbærkager, ristede pølser og kaffe til at varme sig på over disken i hvide telte rundt om på pladsen. En blanding af hjemløse, hunde, fagfolk, pressefolk og nysgerrige forbipasserende fletter sig ud og ind af hinanden og taler lystigt.
Ved en gul vogn står frivillige klar til at tage imod doneret tøj, sko og soveposer, mens en midlertidig dyreklinik er sat op overfor. En ung dyrlæge står med stetoskopet fremme og lytter koncentreret til en labradors hjerteslag.
Politisk skråplan
For få minutter siden bød formand for Foreningen Hjemløsedagen, Dorte S. Andersen, velkommen. Arrangementet, der i år har temaet ’Retten til at være med’, sætter i anledning af FN’s Internationale Fattigdomsdag fokus på det stigende antal borgere uden tag over hovedet.
Ifølge en rapport, udgivet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) i september, er antallet af hjemløse borgere opgjort til 6.138 personer i 2015. Tallet svarer til en stigning på 5 procent i forhold til antallet af hjemløse i sidste år. Sammenholdt med 2009, hvor tallet var 4.998 personer, er der sket en stigning på 23 procent.
I et grønt telt står landsformand for De Hjemløses Landsorganisation (SAND), Steen Rosenquist. Han er bekymret over udviklingen og pointerer, at Hjemløsedagen spiller en vigtig rolle i forhold til at gøre offentligheden opmærksom på problemet:
»Med arrangementet viser vi alle de almindelige borgere, at der er ulighed i Danmark. Der er flere og flere hjemløse, og det er særligt gruppen af unge hjemløse, der vokser.«
Han peger på en række politiske tiltag som hovedårsag for udviklingen:
»Lån til billige boliger er fjernet. Samtidig er fattigdomsgrænsen afskaffet og kontanthjælpen sænket, og det er alt sammen tiltag, der rammer de socialt udsatte,« siger formanden og tilføjer:
»Gruppen, vi har med at gøre, føler sig ofte ensomme og har problemer med at være alene. Derfor skal der bygges flere alternative boliger, som for eksempel opgangsfællesskaber og kollektiver.«
Voksende boligmangel
Ifølge Steen Rosenquist overdrager staten med de seneste tiltag flere og flere opgaver til frivillige hjælpeorganisationer. En problematik, som Jytte fra værestedet for hjemløse, Mariatjenesten, genkender.
»Der gøres bestemt ikke nok politisk på området. Uden de frivillige organisationer, så det håbløst ud,« siger hun og fortsætter:
»Vi mærker til den stigende hjemløshed på den måde, at der kommer flere mennesker til værestedet. Hos os behøver man ikke identificere sig, så vi modtager især mange immigranter uden det gule sygesikringskort.«
Tilråb og fløjten bryder ud, idet socialminister Karen Ellemann (V) indtager scenen. Folkeklubben har færdigspillet deres set, og programmet tager en politisk drejning. I sin tale betegner ministeren hjemløshed, som Danmarks »formentligt største sociale problem«.
»Vi er en broget flok, men vi er del af et fællesskab, hvor vi skal hjælpe de mennesker, der ikke har et hjem. Jeg og regeringen ønsker at vende udviklingen ved hjælp af forebyggelse og viden om hvilke metoder, der virker«, lyder det fra ministeren.
Samtidig fremhæver Karen Ellemann de frivillige organisationers rolle i indsatsen mod at bringe antallet af hjemløse ned i de kommende år.
Uden en handlingsplan for opførelsen af flere boliger, som de hjemløse har råd til, vil udviklingen dog næppe vende. SFI konkluderer i deres rapporten, at den stigende boligmangel er helt afgørende i spørgsmålet om hjemløshed.
Selvom flere og flere lever på gaden, er gruppen af hjemløse i Danmark fortsat så lille, at den, ifølge Steen Rosenquist, sagtens kan løftes, hvis vi handler rigtigt. Han stiller det åbenlyse spørgsmål:
»Hvorfor gør vi ikke noget ved det?«
Hvorfor er du mødt op i dag?
»Vi har besøg af nogle venner fra Sverige, og så opdagede jeg tilfældigvis at Folkeklubben skulle spille i dag. Så jeg er her egentlig mest for musikken.«
Synes du arrangementet er vigtigt?
»Jeg synes, det er en fin sag, men jeg går ikke specielt meget op i den. Når jeg møder Hus Forbi-folk snakker jeg dog altid med dem.«
Hvad vil du gerne have, der skal ske på området?
»Der gøres overhovedet ikke nok politisk, og der er ikke nok fokus på området. For det første skal der bygges flere boliger i byen, som er til at betale. For det andet skal der være mere hjælp til de hjemløse, sådan at de kan bo selv.«
Hvorfor er du mødt op i dag?
»Jeg er selv hjemløs og skulle til dyrelægen med min hund tæt på. Jeg følger ikke så meget med, så jeg vidste faktisk ikke, at arrangementet var her. Det er svært for mig at følge med, for jeg har ikke noget fast internet.«
Synes du, arrangementet er vigtigt?
»Ja, det er et rigtig godt. Folk ser hinanden og møder hinanden, og man får på den måde aflivet nogle fordomme.«
Hvad vil du gerne have, der skal ske på området?
»Der skal flere boliger til. Som det er nu, kan jeg ikke få en lejlighed. Desuden kan man jo kun bo til fremleje i to år ad gangen, så man står lynhurtigt uden bolig igen. Boligmanglen er et generelt problem.«
Hvorfor er du mødt op i dag?
»Jeg har været med de sidste 10 år. Det hører sig ligesom til at gøre hvert år, fordi jeg er frivillig for SAND. Men jeg er her også for at møde hjemløse. Fællesskabet er vigtigt.«
Synes du, arrangementet er vigtigt?
»Ja, det er vigtigt at gøre Hr. og Fru Danmark opmærksomme på, at der findes hjemløse. Der er faktisk stadig folk, som tror, at der ikke findes hjemløse. Rådhuspladsen er et godt sted at være, fordi her kommer mange forbi.«
Hvad vil du gerne have, der skal ske på området?
»Som det er nu, sker der ikke nok, og det er dét, vi forsøger at råbe op om. Der bliver lovet en masse, men gjort lidt. Vi skal have boliger, som vi har råd til at bo i. Det hjælper ikke at renovere boliger og derefter sætte huslejen op. Det er især de unge, der har problemer med at finde noget at bo i.«
© 2015 Metier, all rights reserved.