»Det vrimler med indvandrere i Kongehuset«

Satire-duoen Adam og Noah har sagt ja til en snak med Metier om danskhed. »I er jo kommet til specialisterne så,« udbryder de begge, idet vi introducerer os på det aftalte mødested i Valby. For det er netop danskerne, de undrer sig over i deres små klip på Youtube, Facebook og Instagram. Og deres små filmklip har de sidste måneder fået hele Danmarks opmærksomhed. Så meget opmærksomhed, at duoen netop har haft debut på deres helt eget program Hva’ sker der, danskere? på DR2 og samtidig er i gang med en danmarksturné med liveshows, hvor de serverer ‘klogskab’ for danskerne.

 

Men samtidig med at Adam og Noah står udenfor og iagttager danskere, repræsenterer de selv dansk humor i sin skarpeste form. De formår, på grund af deres mellemøstlige baggrund, at se de sjove og anderledes aspekter af dansk kultur. På satirisk vis sætter de fordomme om både danskere og indvandrere op imod hinanden i en genkendelig kontekst – nemlig det danske samfund. Men de er samtidig ikke blege for at drage paralleller mellem den danske- og den mellemøstlige kultur. De viser os nemlig dansk humor, når den er allerbedst; humor som på én og samme tid er udleverende og selvudleverende.

 

Men selvom de to unge fyre er åbne omkring deres sjove iagttagelser af dansk kultur, så er de mindre åbne omkring, hvem de er, når kameraet er slukket. Det er derfor udelukkende satireduoen Adam og Noah, vi møder på produktionsselskabet i Valby.

 

Gæstfrihed og fimset caffe latte

Vi starter i køkkenet på mødestedet - for kaffe skal der til. Adam er iført sin karakteristiske kasket med en rød fuckfinger. Han tripper smilende bag ved Noah, som til gengæld har fødderne fast placeret i jorden. Noah er iført sort hue og sit store skæg, vifter han os indenfor med åbne arme og et bredt colgate-smil. En gigantisk kaffemaskine dominerer det lille køkken. Den er af cafékarakter og kan det hele. Kaffemaskinen er »ordentligt syg«. Man kan få lige, hvad man vil. Noah er kaffe-master. Han ved, hvad der smager bedst, og hvad der er »hot or not. Mælk er ok, men ikke for meget.«

 

Noah: »Eow bro, din kaffe er for fimset med al det der mælk.«

 

Adam: »Jaaerh.«

 

Vi venter lige et øjeblik på Noah, før vi går ind i mødelokalet. Han skal nå at putte et par sødetabletter i sin kaffe. I mødelokalet dufter der af hygge. Her er småt og farverigt og ved siden af det turkise langbord, står en sofa. De perfekt placerede sofapuder vidner om, at sofaen ikke bliver brugt. De to populære fyre har nemlig lynende travlt for tiden.

Kartofler, regelryttere og politimænd

Kan I beskrive en almen dansker med tre ord?

 

Adam: »Kar-tjof-fel!«

 

Noah: »Tre ord, på en dansker? Hvad hedder så’n der, hvad hedder det, når man er så’n der rigtig som en trænet abe? Ja, ja, du ved, de går ikk’ over for rødt?«

 

I kor: »Regelrytter - ja, ja, ikk’?«

 

Adam: »Det rigtig, de alle sammen politjimænd.«

Noah rynker brynene og tager sig til skægget. Han tænker sig tydeligvis om en ekstra gang og pointerer så, at det kommer an på, om vi er i København eller Jylland, for: »De laver mang’ sorte para (red. penge) i Jylland.«

 

»Individualister!« udbryder Noah ihærdigt, hvorefter Adam vender sig imponeret mod ham. Hans mund er måbende og øjnene udvidede: »Schlap aaaf et stort ord.«

 

»Ja, jeg er syg nok,« svarer Noah.

 

Hvad er danskhed? Og er danskhed det samme for alle danskere?

 

Noah: »Hvis danskhed for dig, det er at spise pølser, du ved i svøb og stegt flæsk med persillesovs, og hva’ mere og grisehaler og så’n og drikke øl og drikke snaps og lave julefrokost og have sex på en kopimaskine og det hele, hvis det det for dig - luksus. Hvis danskhed for mig, det er at ligge på stranden og lave malerier, så er det os danskhed. Det hele er danskhed.«

 

Det er Noah, der er ‘klogskabens’ kilde. Han har store armbevægelser og et bestemt toneleje. Men det er ikke kun hans retoriske fremtræden, man bider mærke i. Også Noahs fysik er særlig. Han er høj, har brede skuldre og et stort karakteristisk skæg. Og så er han ikke genert. Adam er observatør. Han holder sig i baggrunden, men er samtidig Noahs tro følgesvend: De supplerer hinanden. Adam understøtter Noahs ‘klogskab’ løbende. Og så bidrager han skam også selv med sine bemærkelsesværdige observationer. De gearer hinanden op med venskabelig ping-pong.

 

Øl og klaphatte

Diskussionen om den almene dansker fortsætter, mens temperaturen stiger i mødelokalet. Begge er ivrige efter at komme til orde, men det er Noah, som har førertrøjen på:

 

Noah: »Sådan noget jantelovs-agtigt. Du skal ikke være for smart. Nede på jorden. Det også derfor, hvis man spørger, hvordan går det? Så det så’n noget: ‘Stille og roligt’ Det er ikk’ så’n: ‘Det går LUKSUS bro’, er du GAL, jeg laver penge!«

 

»PUNKTLIGHED,« fortsætter Noah, mens han hurtigt prikker pegefingeren ned i bordet demonstrativt.

 

Adam afbryder halv-grinende: »Det rigtig’! Du skja komme til tjiden, mand.«

 

Noah: »For mig. En dansker, det’ sårn en, der står med en øl med en klaphat. Og hvis du går hen til ham og siger: ‘Åh, hva sker der bro?’ Så siger han: ‘Åh goddag du’ Og så spiller man fodbold. Dét’ en dansker for mig.«

 

»I skal sgu ha’ en pølse«

Adam og Noah oplever mange specielle situationer i deres hverdag, som de deler flittigt ud af på de sociale medier. En af de særligt spøjse af slagsen, deler de med Metier.

Noah: »Jeg stod sammen med min fætter. Ja, jeg ve’ godt, det lyder som kliché, ik’, men det’ gjorde jeg. Vi stod nede ved Hovedbanegården, der ved Istedgade.«

 

Adam afbryder spørgende: »Hvorfor stod I der?«

 

Noah puffer til Adam, rynker brynene og sætter ham derefter på plads: »Fordi bro’, han sku’ med tjoget, du ved.« Hvorefter han fortsætter: »Så går vi så’n hen til en pølsevogn. Vi var så’n RIGTIG sultne, du ved. Så sir’ vi tje ham: ‘Må vi be’ om to kradser’. Så kigger han på os og si’r: ‘Ved I hvad drenge, hvis jeg kom til jeres land, så ville jeg da også spise kamel - I skal sgu ha’ en pølse’. Så sir’ jeg til ham: ‘Hva’ fuck schnakker du om? Gi’ os en fucking kradser bro’?’ Så går vi væk fra ham så’n og ryster på hovedet og tænker, han er heeelt tjosset.«

 

De ryster begge på hovedet. Noah sætter hovedet på skrå, han løfter brynene, og hans øjne ligner to store spørgsmålstegn: »Ska’ jeg blive sur nu, eller ska’ jeg bar’ smile og gå væk? Det var så’n en spøjs oplevelse.« Han smiler tilfreds og vugger let i kroppen: »Det et godt ord ”spøjs”.«

 

Kartoffelmadder og lugtende børn

Rundt om det turkise mødebord når vi til dansk madkultur. Her kommer vi ikke uden om de populære madpakker, der bliver smurt mere end to millioner af hver dag i Danmark.

 

Hvordan opfatter I dansk madkultur?

 

Noah: »Hvorfor ta’r du din aftensmad på din rugbrød. Kartofler, det ikk’ hovedretten, du ved.«

 

Adam: »Og syltetøj på pålægschokolademadder og så’n noget.«

 

Noah: »Dengang vi havde madpakker med i skole og sårn der, der lugtede altjid ekstra.«

 

Hvad lugtede der af?

 

Adam: »Losseplads.«

 

Noah: »Der lugtede af spidskommen og så’n noget, du ved. Ting som ikk’ så’n var kommet til Danmark endnu. Dengang var hvidløg ikke populært, nu har danskerne fundet ud af, at hvidløg faktisk smager luksus, og det er ordentligt sundt. Vi stank altjid af hvidløg.«

 

Adam: »Ja, det rigtigt, dengang var det så’n, ‘indvandrere lugter af hvidløg’. Det si’r man ik’ mer’, for nu lugter danskere os af hvidløg.«

 

Adam: »Men det ikk’ dansk jo, hvidløg, chili, ingefær.«

 

Men selvom det engang var sådan, at der ved madpakketid lugtede af hvidløg og spidskommen, så har tiderne for krydderurter ændret sig, og det har ‘specialisterne’ selvfølgelig bidt mærke i.

 

Noah: »Nu det så’n, må jeg ikk’ li’ få et gingershot. Jeg vil vær’ sund.«

 

Noah: »Os nu så’n der, når min mor hun siger til mig: ‘Gå ned og køb krydderier til mig.’ Før der var det altid hos Araberen, nu kan jeg bare gå i Fakta.«

 

Mere dronning, tak

Hvad tænker I om udtrykket ‘Der er et yndigt land’?

 

Adam: »Der er et flækket land.«

 

Noah: »Dronning Margrethe! Men hun siger ikk’ så meget. Men hun har sagt en klog ting.

Det der med, at det er rigtigt nok, at Danmark er et lille land. Men vi skal også passe på, at vi ikke bliver et småligt land. Og der tænkte jeg sådan der, ENDELIG kom der noget fra Dronningen.«

 

Skal Dronningen blande sig noget mere?

 

»HUNDREDE!« udbryder Noah.

 

Adam forklarer: »Folk de lytter tje’ hende. Kongehuset er totjalt stort jo, det så’n noget gammeldags shit jo. Men folk er tjotjalt på det.«

 

Noah: »Hun (red. dronningen) fanger de der gamle. Så hvis hun sagde et eller andet, at nu er det altså på tjide, at du lille Grethe i den der lille flække, nu kigger du dig lige i spejlet og tjænker: ska’ de her men’sker (red. flygtninge) ikk’ lige ha’ en chance?«

 

Adam og Noah er altså tydeligvis enige om, at hende der dronningen, hun burde blande sig noget mere. Og efter en tænkepause og en tår af den mælkefyldte caffe latte, fortsætter de. Og som sædvanlig er det Noah, der åbner ballet:

 

»Hele Kongehuset bro’? De alle sammen perkere. Ærligt, de alle sammen er indvandrere.«

 

»Jaaerh,« bekræfter Adam og nikker.

 

»Hun (red. Dronningen) er gift med Prins Henrik. Så får de tjo børn, som så er halvt franskmænd. Prins Joachim, han gifter sig med hende der kineseren, Alexandra eller så’n noget. Så deres børn, de er så’n der kvart danske, kvart franske, halvt kinesere. Kronprins Frederik han gifter sig med en skotsk immigrant fra Australien, så hun er dobbeltindvandrer. Så hans børn, de er kvart fransk, kvart dansk, halvt skotsk. Så deres børn, de blir kvart danske,« siger Noah og ånder lettet op efter en opremsning af samtlige medlemmer af Kongehuset.

 

Adam: »Og tje sidst er der ikk’ nogen, der’ danskere i Kongehuset. Tje sidst er det sådan: Jeg’ ikk’ dansker. Jeg’ halv syrer og halv afghaner. Det’ et indvandrerhjem.«

 

Noah: »Ja, og de får os’ mange børn. Det gør indvandrere os’ jo.«

 

Der er altså, ifølge Adam og Noah, tale om et multikulturelt dansk kongehus, som de ældre i øvrigt er helt vilde med. Og blande sig – det skal Dronningen gøre sig mere i.