»At flage giver os ingen værdi«

Vi møder kolonihaveejerne Kitty og Habib i Haveforeningen Fælleseje i Stubbekøbing på Falster. Parret har lånt genboen Ibs drivhus og har allerede disket op med alverdens mundgodt, inden vi overhovedet er nået op ad havegangen. I toppen af enkelte flagstænger vajer Dannebrog, selvom det er sent på sæsonen, og oktobervejret ikke ligefrem indbyder til en dag i haven.

»På dage hvor vejret er godt, og hvor solen skinner, er der mange flag i flagstængerne,« siger Habib og kigger på sin kone, som afslutter hans sætning: »Ja, det er Dannebrog, de flager med herude.«

Parret kom til Danmark fra Libanon i 1986 og har haft kolonihave med diverse libanesiske grøntsager og urter i mere end to årtier. Alligevel har de ikke valgt at sætte en flagstang op i deres egen kolonihave.

»At flage giver os ingen værdi. På trods af at vi kan se, at mange andre hejser flaget herude i foreningen, er det aldrig noget, vi selv har overvejet,« fortæller Kitty, mens hendes blik fanger en bil, der netop har parkeret på haveforeningens grusvej. Ud af bilen stiger en høj mand, som hun og Habib med det samme vinker hen til Ibs drivhus med store armbevægelser. Det er Milad, deres kolonihavenabo, der oprindeligt er fra Syrien.

»Vi har kendt hinanden i 26 år,« siger Habib glad, idet Milad kommer ind i glashuset.

Ikke lutter lagkage

Det ligger ikke til parret at vise deres tilhørsforhold til et land ved at flage, forklarer Habib, mens de to andre stemmer brummende i:

»Vi er danske statsborgere, og vi holder af landet, men vi har ikke noget behov for at symbolisere eller vise det med flag. Det betyder nemlig noget helt andet, hvor vi kommer fra,« fortæller han og tegner et billede af, hvordan der sagtens kunne være op til flere forskellige flag hejst i deres libanesiske hjemby.

»Flag er krig. Når vi ser et hejst flag, så tænker vi på, hvordan forskellige militser og oprørsgrupper brugte flag, når de havde vundet en kamp. Så hvorfor skulle vi have lyst til at hejse noget, der for os symboliserer krig og ødelæggelse,« uddyber Kitty.

Milad nikker og har taget plads ved det lille runde havebord, hvis ben kun lige akkurat kan bære de mange lækkerier og forfriskninger, der er blevet forberedt til vores visit i haven.

»Det er ikke en tradition for os at flage. Danskerne bruger flag som et symbol til fødselsdage, i lagkager, til højtider og bare, når de har en god dag i kolonihaven,« siger Milad.

Så det er altså ikke dét at flage, der lokker Kitty, Habib og Milad ud i kolonihaveforeningen, så snart foråret melder sin ankomst. Det er snarere de gode venskaber, grillaftenerne og mødet over et glas rødvin eller en snak over de lave hække om sæsonens høst af mynte, som får de tre venner til at bruge sæson efter sæson i de grønne haver.

Overflødig flaglov

De tre kolonihaveejere tænker sammen over, hvad de tror, de andre i foreningen egentlig ville sige til, hvis de pludselig hejste det syriske eller libanesiske flag.

»Vores venner ville ikke blive sure over det, hvis vi gjorde det. De er ligeglade,« siger Habib, men bliver afbrudt af sin hustru, der er lidt uenig: »Én af dem ville blive sur,« griner hun.

»Tænker du på Lis? Lis er da ligeglad,« udbryder Milad.

Men det var ikke Lis, Kitty mente. Det var Ib. De griner alle tre højlydt og bliver enige om, at Ib rigtignok er den, der måske ville have mest imod det.

Selvom de tre venner ikke har tænkt sig at flage med deres hjemlands flag, skal de resterende kolonihaveejere i foreningen heller ikke være nervøse for, at andre hejser et udenlandsk flag. Det er nemlig slet ikke lovligt, minder Milad os andre om:

»Man må jo faktisk ikke hejse hverken det syriske eller libanesiske flag. Så skal man i hvert fald have en godkendelse fra politiet og to flagstænger, så det danske kan blive hejst sammen med det andet,« siger han.

For den i år 100 år gamle flaglov siger, at man ikke må flage med andre flag end de nordiske landes. Kitty, Habib og Milad ryster dog lidt på hovedet og mener mest af alt, at loven er lidt overflødig. For hvis de endelig blev bedt om at hejse et flag, så ville det naturlige valg for dem være Dannebrog.

»Vi føler os danske og lever jo også som danskere. Vi er danskere,« siger Habib.

En halv times flagsnak er gået, men den muntre stemning gør, at vi alle bliver til et ekstra stykke kage og drikker det ud, vi har i glassene. Ib har i mellemtiden også fundet vejen tilbage til sit drivhus. Kitty vender sig drilsk mod Ib og siger:

»Vi har jo faktisk noget, vi skal huske at spørge dig om: Ville du egentlig have noget imod, hvis vi hejste det libanesiske eller syriske flag her i foreningen?«

Ib griner: »Nej, det ville jeg da selvfølgelig ikke,« men de andre afbryder ham drillende, inden han når at sige mere: »Ej, Ib, er det nu også rigtigt?«

»Nej, men det er jo også, fordi jeg kender jer,« slutter Ib muntert.