TILMELD NYHEDSBREV

Metier guider:

Mænd og maskuliniteter i populærkulturen

En transkønnet familiefar i L.A., et mandefællesskab i Danmark centreret om en pik, en radiofortælling om kønskategorier og en moderne herres manddom i frit fald. Metier guider dig til fire forskellige fortællinger fra det kønskulturelle landskab anno 2015.

 

Emilie Maarbjerg Mørk, emmoerk@ruc.dk
Merle Baeré, mbaere@ruc.dk

TRANSPARENT - en tv-serie, der normaliserer transkønnede

Transparent er en serie fra 2014 produceret af Amazon. Serien handler om den jødiske familie Pfefferman, der bor i L.A. Faderfiguren i familien, Mort, er ikke en helt almindelig mand på pension. På sine seneste dage er han nemlig begyndt at ændre sig fra mand til kvinde. I første afsnit forsøger han fejlagtigt at springe ud som ’Maura’ overfor sine tre voksne børn; Ali, Josh og Sarah. Men det skridt er svært. Serien fortsætter dog ikke med at være en klassisk spring-ud-historie. Langsomt dukker der andre komplikationer op i de tre voksne børns liv; og hver især ender de med at have deres egne seksuelle grænser at kæmpe med. Deres indbyrdes relationer skildres skævt og befriende. Specielt Morts rolle spilles fantastisk af skuespilleren Jeffrey Tambor - så godt, at han tidligere på året vandt en Golden Globe for sin præstation. Transparent er en dejlig usentimental dramady, der bevæger sig rundt i et quirky indie-landskab i stærk relation til serier som eksempelvis Girls. Det er en modig mainstreamserie,  der tillader et mere normaliseret billede af transkønnede.

 

Serien har første sæson tilgængelig. Den er på 11 afsnit hver af cirka 30 minutters varighed.

 

FORCE MAJEURE - en film om mandens paradoksale tilværelse

Force Majeure er en svensk film fra 2014. En familie er taget til Frankrig for at stjæle sig lidt kvalitetstid i en hverdag, der ellers er præget af faderen Thomas’ lange arbejdstimer og evindelige opkald og tjekken mails. Alt ånder fred og idyl i de franske alper, hvor skiene er nye, børnene er glade, og lavinerne er kontrollerede. Lige indtil de ikke er det længere. Under en frokost på en af bjælkehytternes terrasse får den lille familie sig noget af en forskrækkelse, da en lavine kommer buldrende mod dem. Moderen Ebba holder om de to skrigende børn, mens Thomas tager mobilen i hånden og benene på nakken. De slipper med forskrækkelsen, da lavinen stopper lige før dem og efterlader terrassen i en sky af sne. Alt ånder igen fred, og ingen led overlast. Måske lige på nær Thomas’ manddom, der pludselig er i frit fald. Luskende kommer han tilbage til familien, der først lader som ingenting. Men som dagene går, bliver det sværere og sværere for Ebba at holde sammen på sin følelse af svigt, og sprækkerne begynder at vise sig. Som seer bliver man i Force Majeure trukket med ind i den moderne mands paradoksale tilværelse. Thomas er taget til Frankrig for at være blød familiefar, men da krisen rammer, er han slet ikke forberedt på at tage det ansvar som familiens mand, Ebba tydeligvis forventer af ham. Overlevelsesinstinktet sætter ind, og maskuliniteten står tilbage som en såret kriger.

 

Force Majeure havde biografpremiere d. 12. december 2014.

Fra filmen Force Majeure, der humoristisk tager den moderne mands rolle under kærlig behandling.

INVISIBILIA - en radiofortælling, der udfordrer kønskasserne

Invisibilia er et nyt amerikansk radioprogram. Navnet stammer fra latin og betyder ’alle de usynlige ting’. Dette er symptomatisk for afsnittet  ’The Power Of Categories’, der handler om alle de kasser, vi inddeler vores hverdag i. Specielt én historie er her interessant. Den handler om Paige – en mand, der i dag er en kvinde. Men det er langt fra en typisk historie om en transkønnet. Paige har nemlig oplevet noget helt specielt. Hvor vi før har hørt historier om mennesker, der føler sig fanget i en forkert krop, er ordet fanget ikke helt korrekt i Paiges tilfælde. Det, hun oplever, er nemlig det, hun selv kalder flipping. Det er en tilstand, hvor man konstant skifter imellem køn. Det ene tidspunkt er man en mand, det næste en kvinde. Det er en gribende historie, som udfordrer vores kassetænkning, og også en historie om en tilstand, der bakkes op af eksperter som et nyt fænomen.

 

Invisibilia er et program under NPR News. Værterne Lulu Miller og Alex Spiegel er også en del af hjernerne bag Radiolab og This American Life. Der er altså dømt højt niveau, når de to kvinder nu kaster sig ud i sit eget show og graver usynlige ting frem for vores ører.

 

Programmet kan podcastes, og den anbefalede episode varer cirka 60 minutter.

 

MIKKELS PIK - et essay om kønsorganer og mandefællesskaber

Mikkels Pik er en af medievirksomheden Zetlands første singler fra 2012. Anders Haahr Rasmussen, som er dette nummers inspirationskilde, billedliggør moderne mandefællesskaber i sin og vennernes fascination af Mikkels Pik. En stor, flot, velproportioneret pik, som der blandt de elleve 30-årige mænd i vennegruppen er bred konsensus om, er helt legitim at beundre – endda mærke lidt på ved særlige lejligheder. Mikkel selv har efterhånden vænnet sig til opmærksomheden, han soler sig endda lidt i den. Vennernes behandling af et gruppemedlems kønsdele bliver afsæt for en diskussion om mandefællesskaber, der trækker kulturelle og historiske tråde til alt fra 1880’ernes Storbritannien til nutidens Latinamerika. For hvordan kan gruppens heteroseksuelle selvforståelse opretholdes, når der først er en, der har stået med en andens lem i munden?

Singlen giver på sine cirka 50 sider en introduktion til mange meget forskellige miljøer, der har én fællesnævner: mænds interne kærlighedsforhold.

 

Mikkels Pik kan købes på zetland.dk for den nette sum af 36 kroner.

© 2015 Metier, all rights reserved.