Mellem muskler og mænd

Blyant og papir fungerer som en koncentrationslup, der får tegnerne i det store lokale til at zoome ind på den nøgne krop med skærpet opmærksomhed og reducerer eller måske nærmere forvandler den varme, hudfarvede klump i midten af lokalet til linjer, former, skygger og buede streger. »Kan du holde den der siddende positur i 20 minutter?« spørger en ældre dame med meget markant sort makeup om øjnene, mens hun bladrer i de tegninger, hun har liggende i en krans på gulvet rundt om sig. Hun leder lidt forvirret videre, indtil hun finder sin tegning af modellen i siddende stilling med fronten direkte mod beskueren og pikken hængende tungt ned i midten som et blødt sovende dyr.

»Der er en frihed, en kunstnerisk frihed til at udtrykke mine ideer gennem de forskellige stillinger. Men der er også noget ekshibitionisme i det. Altså en stolthed. Jeg har lyst til at vise mig frem,« fortæller Bragi, der er fra Island og har været croquismodel siden 1999.

De kaldte mig ’Kroppen’

I de tidlige teenageår begyndte Bragi at få ros for sin krop af pigerne i klassen. ’Kroppen’, kaldte de ham. Og ikke uden grund. »Jeg har altid haft sådan en lille muskelbule her på min arm. Og da jeg første gang så bodybuilding i fjernsynet, så syntes jeg, det var helt vildt fascinerende.« Han begyndte at træne som 15-årig og blev hurtigt meget muskuløs. »Min overarm var så stor, at jeg kun kunne nå min egen skulder, hvis jeg virkelig anstrengte mig,« forklarer han, mens han demonstrativt fører sin hånd op til skulderen og laver en anstrengt grimasse, da han lader som om, han ikke kan nå sin skulder. I dag kan han dog sagtens nå den. Kroppen er stadig muskuløs – bare på en mere nedtonet måde.

Sixpackidealet

Idealet om mandekroppen har gennem tiden været mere eller mindre det samme. En stærk, fast krop med muskler, som træder tydeligt frem og gerne er spændte.

»I vores visuelle kultur er der helt klart et skønhedsideal for mænd. Det er tit den store muskuløse mand med sixpack, brede skuldre og smalle hofter. Der er jo kommet mere fokus på manden som skønhedsideal og objekt i vores samtid, hvor han har fået en rolle, som ligner den, kvinden havde før i tiden,« forklarer Susanne Kofod Olsen, der er rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskole. Men det er et problem for de mænd, der ikke lever op til idealet, mener hun.

Til skue i egen stue

Blikkene i rummet er mærkværdigt ugenerte, nærmest intenst stirrende på fingrenes knæk, de bare fødders buede former, skyggerne under ribbenene, som danner stribede teksturer på den bare hud og kønsbehåringens krusninger. For en flot, muskuløs mand som Bragi betyder blikkene ikke noget.

»I forhold til mine kønsdele, har jeg det sådan, at hvis jeg kan vise dem til én kvinde, hvorfor så ikke til alle mennesker?« spørger Bragi retorisk.

Uret bipper insisterende. Der går et par sekunder, og kroppen, som før lå på ryggen hen over en sort læderpolstret boks, vender sig om. »Femten minutter,« siger tegneren, der sidder med uret i hånden.

»Kvindeidealet, og hvorfor vi skulle leve op til det, er blevet meget diskuteret i forbindelse med kvindefrigørelsen. Men man har ikke oplevet det på samme måde for mænd. Måske fordi det er så relativt nyt, at manden på den måde er blevet objekt i vores visuelle verden,« siger rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskole, Susanne Kofod Olsen.

Kroppens kunstlandskaber

Den ældre kvinde med den markante øjenmakeup lader sine røde og orange farveblyanter glide dansende over papiret foran sig. Farverne flyder sammen på papiret og forvandler Bragis krop til bløde bakkede landskaber, der flyder ind i hinanden som tråde vævet sammen på papir.

»Jeg glemmer hurtigt, at jeg er nøgen, fordi jeg hele tiden er optaget af, hvordan jeg skal stille mig op, hvilket udtryk jeg skal skabe, og hvordan jeg laver de bedste variationer. Jeg forsøger at se et billede af kroppen i de forskellige stillinger for mig. Det er lidt som om, kroppen er en lille verden, som jeg ikke så før,« fortæller Bragi. Og i kunsten er kroppen og kønnet i dag blevet mere frit og mindre stereotypt, mener Susanne Kofod Olsen.

»Man ønsker at have nogle helt andre kønsdefinitioner i billedkunsten i dag, som selvfølgelig også gør op med det kropslige billede af, hvad kønnet er, og hvordan det ser ud,« fortæller hun.

Øjnene i rummet gransker hver en millimeter af den nøjagtig samme muskuløse nøgne krops konturer. Men alligevel skaber hver af tegnernes undersøgende blikke et helt unikt billede af Bragis krop, når pensler, blyanter og tuscher møder papirerne.