Kjolen er ikke en kønskasse

Det er søndag formiddag. København er ved at sove sine værste tømmermænd ud. Hjørnet mellem Købmagergade og Krystalgade er mennesketomt. Men kun få sekunder endnu. Pludselig fylder en høj gjaldende lyd af stilethæle hele gaden op.

Lyden tilhører den 16-årige teenagedreng Vincent Beier. Han stiller sig foran den eksklusive genbrugsbutik Times Up Vintage og kigger på udstillingsvinduet for kvinder.

»Jeg har rykket rundt på de sko mange gange,« siger han og peger på et par guldfarvede Yves Saint Laurent stiletter med guldsten i vinduet.

»De skal jo helst stå helt lige,« siger han.

Kælderbutikken danner lige nu rammen om Vincent Beiers hverdag. Det har den gjort, siden han i sommer afsluttede sin 9. klasse.  I dag er det søndag. Butikken har lukket. Og Vincent Beier holder en fridag. Derfor bevæger vi os langsomt væk fra vintageklæderne og fortsætter ned ad Nørregade, forbi Vor Frue Kirke. En ældre mand, der er ude at lufte sin tæppetisser, stirrer intenst fra den anden side af fortovet.

»Sådan er det, folk kigger,« forklarer Vincent Beier.

»Det er ikke så slemt mere. Der er ikke så mange, der kan se, at jeg er en dreng, når jeg går på gaden. Da jeg var yngre, der kiggede folk rigtig meget. Der var jeg mere drenget, mere maskulin. Folk syntes nok, at det var mærkeligt, de kiggede meget og pegede. Men jeg tror bare, at jeg vænnede mig til det. Når jeg går på gaden nu, ser jeg ikke folk omkring mig. Jeg bliver nødt til bare at lukke det ude.«

Den 12-årige dreng i kjole

Vi drejer væk fra øjnene på gaden og finder et hjørne i en af Københavns utallige cafeer. Vincent Beier sætter sig i en mørkegrøn lænestol og lægger venstre ben godt tilrette over det højre. Han er iført en cowboy-skjorte med stramt bundet bånd i taljen. Håret er blonderet og skåret i en skarp page. Øjenvipperne er fremhævet af sort mascara og læberne optegnet med en svag rosa læbestift.

Og sådan har Vincent Beier nærmest altid set ud. Han voksede op i Brønshøj og Nordvest, hvor han siden han knap kunne gå arvede kusinernes kjoler og tog dem på derhjemme. Men da han blev 12 år og gik i 5. klasse, var det ikke længere nok blot at bære dem i smug.

»Jeg kan huske en af de første gange i skolen, hvor jeg havde dresset mig helt op. Jeg havde en meget lang kjole på – og der var slæb på den. Og så havde jeg et par forholdsvist høje hæle på.«

Hvordan reagerede dine klassekammerater på det?

»Folk reagerer jo. Men samtidig syntes folk nok bare, at det skulle jo komme. Det var bestemt ikke en overraskelse for nogen,« griner Vincent Beier.

Efter den dag i 5. klasse har det langsomt taget om sig; små faser har stille og roligt formet sig til en gennemført karakter. Så gennemført at det i dag kan være svært at se, om Vincent Beier rent faktisk er en dreng eller en pige. Men selvom kjolerne har fanget opmærksomheden, betyder det langt fra, at han ser sig som et andet køn.

»Selvom jeg nogle gange føler mig som en pige, så betragter jeg mig selv som en dreng,« fastslår han.

Modeuniverset som gemmested

Vincent Beier eksisterer ikke kun i en lænestol i Indre by. Han eksisterer også på en anden måde et helt andet sted. På internettet. Her er han nærmest blevet til et lille fænomen, opbygget af sit eget velbesøgte blogunivers.

Han poster billeder af sine outfits; fra en hvid sommerkjole på en portugisisk strand til Prada-beklædt gæst under modeugen. Han lægger billeder op af Haute Couture mode fra Paris, tips til styling og make-up. Og så skriver han om nogle af sine idoler. Fra Lady Gaga og Donatella Versace til David Bowie.

Det er ikke tilfældigt, at Vincent Beiers idoler findes i modebranchen og popkulturen. De miljøer har længe været frontløbere i forhold til at udfordre kønnenes fasttømrede rammer. Især David Bowie må siges at være et ikon indenfor feltet. Som Politikens moderedaktør så præcist udtrykte det i en kronik sidste år:

»Ziggy Stardust var ikke kun et superbt rockalbum, det var også et modestatement, der overskred grænserne mellem mand og kvinde og tydeliggjorde, at skellene er skabt af samfundet, ikke naturen.«

Idolerne har været med til at give en styrke i Vincent Beiers udforskning og udvikling. Bowies røde hår og triumferende fremfærd i nederdele på diverse scener rundt om i verden har åbnet op for nye syn på virkeligheden.

»Moden har været et frirum for mig. Så når jeg synes, det har været hårdt at være mig, så kunne jeg søge lidt væk i det.«

Hvordan kan man søge væk i moden?

»Det er bare lidt mere åbent for mit vedkommende i hvert fald. Det er min interesse, og jeg holder af det. Jeg føler mig bare bedre tilpas og lidt mere hjemme i det.«

Den uomgængelige biologi

Vincent Beier sætter sin kaffekop roligt ned på det mørke træbord foran sig. Som hans storebror, William Beier, fortæller i en lille film, han har lavet om sin bror og lagt ud på Vimeo, så har Vincent Beier aldrig ladet nogen tvivle på sig. Derfor fremstår han selvsikker. Som en ener. Men rollen som ener kræver også energi.

De gange, det har været svært at være Vincent, er få. Han laver en let affejende bevægelse med hånden, når spørgsmålene kommer lidt for tæt på. Alligevel har der været tidspunkter, hvor det biologiske faktum, at han er en dreng, har skinnet igennem. Situationer hvor moden og kjolerne ikke helt var nok.

»Først blev det underligt, da ens veninder begyndte at kigge på drenge, og så skulle man begynde at snakke om det. Og så har det været underligt, når vi er begyndt at komme i puberteten, og pigerne får menstruation og sådan« fortæller han.

I den forbindelse er Vincent Beier stødt på overvejelser omkring sit køn. Om det var den rigtige krop, han befandt sig i. Og netop det spørgsmål synes de seneste par år at være blevet en brøkdel nemmere. For nylig oprettede Facebook en funktion, så man nu kan vælge at kønne sig på 68 forskellige måder; fra transkønnet, ciskønnet og tvekønnet til androgyn. Alligevel har overvejelserne og de hjælpende værktøjer ikke ført til handling eller videre bekymring.

»Et af de dilemmaer, jeg har været i, har handlet om det at tage hormoner eller ej. Men jeg kan virkelig ikke forestille mig at skulle ændre biologisk på min krop. Jeg er godt tilfreds med at være en dreng.«

Den hvide porcelænskop er ved at være tom, og den sidste rest af mælkeskum bliver tørret af overlæben. Vincent Beier retter diskret på det mønstrede silketørklæde, der er viklet rundt om halsen. Han sidder betænksomt et øjeblik. For selvom han ikke vil lave sig om, er det ikke ensbetydende med, at man ikke skal udfordre de rammer, der stilles op for os i dagens Danmark.

»Jeg synes, vi tænker køn meget i bokse herhjemme. Og der er ligesom en boks til alt. I mit hoved passer jeg ikke rigtig ind i dem«, siger han og noterer betænksomt:

»Jeg har ikke helt ord for, hvad jeg egentlig er.«