Jeg er mig. Jeg hedder Morten

På Larsbjørnsstrædes Next Door Café sidder en håndfuld selvsikre mennesker. De ligner stamkunder, og derfor ved jeg det. Det må de være, for de sidder alle med ryggen til den spejlbeklædte bagvæg – jeg sidder i vinduet og venter på at skulle lægge min tålmodighed i graven, mens jeg vender og drejer mig som en 17-årig, der frygter at blive brændt af på første date. ’Mig? Jeg venter lige med kaffen. Om jeg skal mødes med nogen? Det er bare arbejde.’ Servitricen ænser mig ikke, så jeg fortæller det til det alter af souvenirs, der er væltet sammen på et bord en meter fra mig. Jeg kigger om bag gæsterne, og dér rammer det mig. Hele spejlvæggen ser lige tilbage på mig og advarer: ’Kend dig selv’. Så ankommer en lilla damecykel med en mand på. Den mand er Morten Sabroe.

Journalisten bag forfatteren

»Jeg ved sgu ikke, hvor fanden det kom fra, og nu kan det godt være, at jeg digter. Folk kan jo kraftedeme ikke huske. De digter historier over al ting og falder til ro i dem, de selv synes, er fede – Jeg mener, at jeg stod med ryggen til min far, mens han sad og skrev bag mig, og så siger jeg, ifølge min egen super fede erindring: ’Jeg vil skrive højt nok til, at han kan høre det’.«

Sådan fortæller Morten Sabroe om startskuddet på sin karriere som journalist. Før dét lød, var han tømrerlærling og havnede senere som uddannet bygningssnedker på Berlingskes journalist-elev-uddannelse takket være sin fars kontakter. Det hele skete ved et tilfælde, men det tilfælde skulle vise sig at passe ham meget godt.

Morten Sabroe blev i 1947 født ind i en tilværelse med en fraværende far, der både var journalist og revydirektør. Povl Sabroe eller ’Den Gyldenblonde’. Jeg forestiller mig trodsen og konkurrencen mellem generationer af samme erhverv, der får Morten Sabroe til at ville skrive så højt, at himlen falder ned omkring hans fars skrivebord på kontoret i Gentofte. Men han nægter pure, at hans karriereskifte var en håndsrækning mod faderen – og påstår i øvrigt senere i samtalen, at han aldrig har udtalt ovenstående. Men Morten Sabroe har også ofte omgået objektiviteten. Både som forfatter, men særligt som journalist.

En krig mellem journalister

Morten Sabroe kan berette om en tid, hvor det at være journalist var en idoliseret tilværelse. Man blev set på linje med musikere og poeter på byens hippe caféer og havde sågar fans. Aviserne konkurrerede om at have de bedst skrivende journalister.

»Dengang var der et miljø i København – det er helt væk nu jo. Det var skide romantisk og fascinerende med de der journalister, som levede ud over kanten og kom hjem fra Mellemøsten eller hvor helvede, de havde været,« fortæller Morten Sabroe, mens jeg kæmper med at abstrahere fra min lille-drengs-fascination af ham og en romantiseret tid tilhørende mit kommende erhverv.

Og som den belærende faderfigur, han har indtaget pladsen som i vores samtale, spørger han den unge journalist: ’Kender du Lasse Ellegaard?’ – ’Nej, det navn siger mig ikke noget.’ Hvornår begynder sveden mon at dryppe fra min pande og dumpe lige ned på den indkøbsseddel af forberedte spørgsmål, jeg har sendt mig selv i byen med?

»Og så stod han der, ham der Lasse Ellegaard, oppe i baren omringet af kønne unge kvinder, og så kom jeg ind, og så ser han mig og siger: ’Er det ikke dig, der er Morten Sabroe?’ – ’Jo det er mig.’ Og så siger han: ’Du skriver kraft-peter-vælte-mig godt, og så kigger de jo på mig, alle de der. Han holder et par kunstpauser og siger: ’Du når ikke mig til sokkeholderne’.«

Jeg ånder en smule lettet op. Giganten var også lille engang. Og da han senere spørger, om jeg kender Rolling Stone Magazine, svarer jeg stolt og resolut: ’Ja!’. Kan du lide mig nu, far?

‘To live outside the law’

Manden foran mig er og var en egenrådig herre, og det er nok det, der har ladet ham overhale konkurrenterne. Hans specielle stil er blottet for indpakning, den er rå og personlig, litterært fri. Mange kalder hans stil for enten gonzo eller new journalism, det er ifølge ham selv fejlagtigt. Prædikatet gonzo ligger dog lige for, når man lærer om Morten Sabroes forhold til den berømte amerikanske forfatter og journalist Hunter S. Thompson, kendt for romanen Fear and Loathing in Las Vegas. Men Morten Sabroe tager afstand fra den overdrevne genre-fiksering, ligesom han ikke har meget tilovers for objektiv journalistik.

»En af grundene til, at nogen af os dengang sagde: ’Objektiv journalistik, rend mig i røven’, var ligesom, at det er subjektivt udvalgt, hvad der står i hver eneste artikel, der udkommer i alle mulige almindelige aviser, og som de der skide redaktører påstår, er sandfærdig journalistik. Det har jeg altid ment er fis og humbug. Så er det der, jeg siger: ’Jamen så skriver jeg om mig selv. Jeg er mig. Jeg hedder Morten. Jeg tager ud og rejser’.«

Og den attitude er tiltrængt, mener Morten Sabroe, som selv engang præsterede at udgive en kort tekst i Hunter S. Thomsons navn i Informations tillæg, Moderne Tider. Associated Press ringede til Information og spurgte forbløffede, om teksten var skrevet specielt til dem. »’Nej det er bare svindel. Den har Morten Sabroe skrevet’. Der ville jeg da have sagt: ’Selvfølgelig har han det!’« erklærer Morten Sabroe.

Det afsluttende råd til journalist-spiren lyder: »Skriver man på den måde, jeg gør, så trækker jeg et citat ind fra Bob Dylan, som lyder: ’To live outside the law you must be honest’. Og det betyder, at hvis du laver en anden type journalistik, og alle tænker: ’Hold da kæft, hvordan får den idiot lov til det?’, så skal det være sådan, at alle de tosser rundt omkring, der synes, du er en stor selvfed nar, ikke kan gå ind og sige: ’Hallo, du lyver også’. Det skal faktuelt være fuldstændig i orden!«

’Bryd konventionerne – make me proud!’ – ’Yes, sir!’