Måske er du en mand – eller også så forestil dig, at du er en. Og forestil dig så, at du sidder til et middagsselskab. Rundt om bordet sidder en broget flok af mænd og kvinder. Ligeløn, barsel og så kommer feminismesnakken.

Det er som om, en dulmende mørk regnsky trækker sig ind over middagsbordet. Du kan mærke, hvordan samtlige kvinder spidser klør. Så du tænker, du hellere må stille dig ind under et halvtag og vente på, at den sorte sky driver over. For du ved, du ikke kan deltage i samtalen uden at ende på anklagebænken. Du er jo en mand, og det er der ikke meget, du kan gøre ved. Du har to muligheder: forsvar eller angreb. Og du har ikke lyst til nogen af delene, så du vælger at blive i ly.

Situationen er velkendt for den 35-årige journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen. Han har en master i sociologi med fokus på kønsstudier og kender mandens begrænsninger. Han har hørt sine venner beskrive den sorte sky masser af gange. Der er nemlig noget ved al den feminismesnak, der får mange mænd til at føle sig skamfulde og ude af stand til at deltage i samtalen.

Manden er menneske

Selvom Anders Haahr Rasmussen kan virke famlende, så er der én ting, han hele tiden vender tilbage til: Manden og hans mange privilegier - og hvordan mandens største privilegium i virkeligheden også er hans største begrænsning.

»Mandens privilegium er, at han først og fremmest bliver set som menneske og ikke som køn, og det ligger der en stor frihed i. Men det er et privilegium med en bagside. For der går noget tabt, hvis man aldrig forholder sig til sig selv som køn,« siger han og understreger, at netop derfor kan feminismesnakken føles som en sort sky, man som mand skal skynde sig at gå i dækning for.

Men ifølge Anders Haahr Rasmussen er feminisme og feministisk kritik snarere en form for generøs gestus, der langt hen ad vejen har til hensigt at give manden sit køn. En del af den feministiske kamp har netop været at granske sig selv og finde ud af, hvilke muligheder og begrænsninger kønnet giver. Og den selvrefleksion kan feminismen måske generere hos mændene, og det vil gøre det nemmere for manden at turde deltage i samtalen og dele ud af sine personlige erfaringer, mener han.

»Jeg vil gerne være med til at ændre måden, der bliver snakket om mænd, manderoller og privilegier på. For der skal være mulighed for at snakke om privilegier uden, at det ender i ren skyttegravskrig,« understreger han.

Og Anders Haahr Rasmussen deler gerne ud af sine personlige erfaringer. For nogle år siden udgav han antologien Mandens byrde, hvor man blandt andet kunne læse hans dybt personlige essay Mikkels Pik.

Flere øjne i Nørrebrohallens cafeteria glor noget forbavset, da Anders Haahr Rasmussen begynder at fortælle om Mikkels pik. Mikkel er Anders Haahr Rasmussens ven, og der er noget helt særligt ved lige netop hans pik, som Anders Haahr Rasmussen  og ungdomsvennerne fra Frederiksværk alle beundrer. Den er nemlig smuk. Og derfor må de gerne ae den, kilde den og tage den i munden, selvom de er dybt heteroseksuelle alle sammen. Essayet er grænseoverskridende og tankevækkende, akkurat ligesom Anders Haahr Rasmussen er grænsesøgende og optaget af at udfordre de mandlige normer.

»Jeg vil gerne dele ud af mine personlige erfaringer som mand, for manden skal ikke bebrejdes eller skammes ud, han skal granskes og forstås,« understreger han, alt imens han med den største naturlighed indskyder sætninger som: »Mange har troet, jeg var bøsse, og det giver mig tit en følelse af magt« eller »Jeg har også været til nogle fester, hvor jeg havde kjole på.«, hvorefter han tilføjer: »Og det er jo vildt svært at ryge i kjole.« Så poserer han. Sætter sig med siden til, lægger benene over kors, lader den ene arm flugte med kroppen og gør tegn til at tage et hvæs med cigaretten. Og så afbryder han sig selv.

For Anders Haahr Rasmussen er egentlig ikke famlende, han er en associationsakrobat. Nysgerrig, velreflekteret og måske en smule vildfarende i sin tankerække. Han fyr omkring sig med »Årh, SHIT«, »Fuck af altså«, »What the fuck man?«, »Jesus fucking christ!«. Han lader sine tanker flyde frit og formuleringerne derefter, indtil han pludselig afbryder sig selv og spørger:  »Hvordan kom jeg hertil?» eller »Hvad snakker vi egentlig om?«.

Anders Haahr Rasmussen er causerende, ikke kun i sin talerække, men også i sin journalistiske skrivestil. Selvom vildfarelserne er mange, som han sidder her, så bliver den krøllede hjerne strømlinet og sammenhængende, når han inviterer læseren på en intelligent og humoristisk rundrejse i menneskelige grundvilkår som sex, køn, race, minoriteter – og tennis. For selvom han er fast freelancejournalist for Dagbladet Information, og ofte beskæftiger sig med køn, så er han også tenniskommentator på Eurosport. Og Anders Haahr Rasmussen er ikke en hvilken som helst tenniskommentator, han kan for eksempel kigge på Caroline Wozniacki og tænke:

»Fuck! Hvordan er det at være så god til tennis? Og at skulle forholde sig til, at man er lyshåret og har bryster, og at det overhovedet bliver gjort relevant, selvom man er tennisspiller?« Og så skriver han en bog om det.

Tilbage i 2010 udgav han bogen Én bold ad gangen, hvor han portrætterede den unge tennisstjerne, alt imens han delte ud af sin nørdede tennisviden og ledte læseren igennem tennisindustriens usynlige magtforhold og kønspolitiske temaer. For ifølge Anders Haahr Rasmussen er det fede ved journalistik nemlig, at man også får lov til at tænke. Lade sig rive med af sin personlige undren og derved også gøre journalistikken til en erkendelsesproces.

»Måske var hun bare en motherfucking plæneklipper«

Et boybandnummer fra 90’erne strømmer ud af højtalerne i Nørrebrohallens cafeteria. Det er i hallen ved siden af, Anders Haahr Rasmussen spiller fodbold med sine venner. Umiddelbart et frit og afslappet maskulint territorium. Og så alligevel ikke. For det at være mand er, ifølge Anders Haahr Rasmussen, nært forbundet med skyld og dårlig samvittighed. Og det er netop derfor, han har valgt, at vi skal mødes i Nørrebrohallen. For her mærker han for alvor, hvordan skylden, skammen og samvittigheden er et følge af mandens status som historiens sejrherre, det universelle subjekt.

Da jeg spørger, hvordan han konkret mærker skylden og samvittigheden her på fodboldbanen, kommer svaret prompte: »Når der er kvinder med.«

Han retter på sine bukser og sætter sig ud på kanten af sædet: »Okay, lad mig give nogle eksempler.« Så rømmer han stemmen:

»Okay. Jeg er vant til at spille fodbold med drengene. Jeg er mand over midt og må først erobre bolden, når den passerer midterlinjen. Og jeg plejer at synes, det er sjovt at sende kysselyde efter bolden. Og der står jeg så, over stregen. En fejlaflevering fra modstanderholdet sender bolden i rigtig retning.«

Anders Haahr Rasmussen laver små ryk med kroppen for at vise, at han er kampberedt. Han spidser munden, suger ind, smasker, smager og viser, hvordan han sender våde kysselyde af sted for at lokke bolden til sig. Så stopper han op. Stivner.

»Pludselig får jeg øje på den spiller, der tonser efter bolden. SOFIE!«

Han holder vejret, og så fortsætter han:

»Og så står jeg pludselig der, temmelig akavet med trutmund, og synes, flirten med bolden er lidt mærkelig.  For hvordan vil det nu blive opfattet? Er det lummert at stå der og trutte løs?« Han tager sig til hovedet: »…men hvis jeg ikke gør det, så er det jo også unaturligt?« Hans hjerne er på overarbejde, for som han selv siger: »I’m damned if I do it and damned if I dont.«

Ved nærmere eftertanke kommer han i tanke om det værste ved episoden. At det hele kun foregik i hans hoved. Han er nærmest opgivende, da han fortæller videre. Nu, om dengang han tacklede Lise.

Anders Haahr Rasmussen kigger op, nærmest forvirret: »Så er det, jeg tænker, måske er hun faktisk en motherfucking plæneklipper på en fodboldbane, og så har jeg bare fuldstændig nægtet hende at gøre det til en heltefortælling.«

Anders Haahr Rasmussen ryster på hovedet, som om han nærmest bliver flov ved tanken om, hvordan han ubevidst lod sig styre af en forestilling om sig selv som stærk og mandig, med ordentlige lægmuskler og en fysik, der kun kan duelleres mænd imellem - og da ikke mod en kvinde.

»Altså jeg troede på en eller anden måde, at det var en ædel skyldfølelse, men den var også vildt patroniserende, viste det sig. Jeg tog bare for givet, at hun jo var sådan en lille skrøbelig ting, som jeg fuldstændig havde handlet på, og som ikke havde en aktie i en tackling mellem to personer,« fortæller han.

Hos manden er der vindstille

Det er særligt i mødet med det andet køn, at Anders Haahr Rasmussen oplever, hvordan det at være mand er forbundet med skyld og dårlig samvittighed. Det er ikke kun på fodboldbanen, men også når han ser den granskning, kvinder udsættes for og udsætter sig selv for.

»Læste du den artikel på avisen.dk ”Her er kvindernes 10 typiske tøjfejl på jobbet”«, spørger han. »Der stod sådan noget som ”Med mindre du har en smal talje, så put ikke skjorten ned i bukserne. Det giver fokus på manglende talje – især, hvis du har tendens til topmave”. Det var ikke en joke, det var helt seriøst. Og det er jo eve-ry-where: Lidt for kedelig. Lidt for slutty. Lidt for tantet. Thigh gap. Bikini bridge. Appelsinhud. Skinger stemme. Lidt for lavmælt. Selvudslettende. Jesus fucking christ!«

Anders Haahr Rasmussen sidder henslængt med spredte ben i sofaen: »Når jeg har været klædt ud som kvinde ved fester, ville jeg aldrig kunne sidde sådan, som jeg gør nu. Blot det, at jeg tager kjole på, ændrer fuldstændig, hvordan jeg sidder i rummet.« Med en dyb indånding lader han sig falde tilbage i sædet og puster så ud. »Hvis jeg var kvinde, ville jeg blive helt udmattet.«

Anders Haahr Rasmussen har et udtryk, han er særlig glad for, når han skal beskrive, hvordan manden også i denne sammenhæng er privilegeret i forhold til kvinden: at der hos mænd er vindstille.

»Mænd behøver ikke bekymre sig om, hvorvidt tøjet flagrer uheldigt, når man cykler, eller om hælene er for høje, eller om mascaraen er løbet, for der er ingen, der kigger eller gransker. Der er bare vindstille. Og den vindstille-tilstand, tror jeg er et kæmpe privilegium, mænd har,« understreger han.

Sæt ord på dine privilegier, mand! – eller lad vær.

Man kan altså ikke komme uden om manden og hans mange privilegier, og lad os så lige vende tilbage til, hvor det hele startede: Feminismesnakken ved middagsselskabet. For en af måderne, manden kan komme uden om at stå i ly for den sorte sky, er ifølge Anders Haahr Rasmussen, at begynde at tale om sine privilegier:

»Det er vigtigt og nødvendigt at have et selvkritisk forhold til sig selv som køn og til de privilegier og begrænsninger, det medfører. Men selve det at være bevidst om det, eksplicit, sætte ord på de mange privilegier er jo ikke nok. Det vigtige er, hvilke initiativer jeg støtter op om. Det vigtige er, hvorvidt jeg i konkrete situationer siger fra, når den usynlige hånd hjælper mig frem, hvorvidt jeg aktivt prøver at gøre forskellige rum åbne for flere forskellige mennesker.«

Det er altså vigtigt som mand at have et reflekteret forhold til køn. I visse kredse kan det måske ligefrem opkvalificere dig som mand:

»Se bare hvordan en del kvinder reagerede på bloggeren Nikolaj 'Mandfjols' Munk, 19 år gammel, og hvordan han blev udråbt til feministernes våde drøm og modtog kærlighedserklæringer og ægteskabstilbud på stribe. Han skrev løs om feministisk teori og sexisme, og det var bare SÅ cute!« Anders Haahr Rasmussen kaster med håndleddet, himler med øjnene og løsner skuldrene som om, han var en kvinde, der skutter sig ved synet af den velreflekterede mand.

Men her kommer den dårlige samvittighed igen! Når en mand begynder at snakke om privilegier, køn og feminisme, så vækker det opmærksomhed, fordi det ikke er forventet. Og det er ikke helt fair, synes Anders Haahr Rasmussen:

»Det er så nemt at tage scenen fra folk, som måske i virkeligheden ved mere eller siger klogere ting, men som tilfældigvis er kvinder. Og så kan man som mand sige præcis det samme og straks få ørenlyd. Akkurat ligesom samfundet og verdenshistorien altid er blevet fortalt gennem mænd.«