En bevæbnet nation

»Jeg har i høj grad et personligt forhold til forsvaret af den jødiske stat, der er omgivet af 350 millioner arabere, som, forståeligt, helst ser Israel forsvinde ud i Middelhavet.«

»Tilsvarende vil et stort flertal af israelere helst se araberne forsvinde tilbage til den ørken, hvor de kommer fra. Da garanten for den jødiske stat er hæren, er jeg selvfølgelig stærkt interesseret i, at hæren er forsvarsdygtig og slagkraftig. Her er kvinder en ressourcemæssig gevinst,« fortæller han.

Herbert Pundik er danskfødt jøde og har siden 1993 været seniorudenrigskorrespondent for Politiken, hvor han forud var ansat som chefredaktør gennem 23 år.

En af de kvinder er israelske Tair Anvi, der for længst har aftjent sin værnepligt. I dag er hun mor til to små drenge og bor i Tel Avivs centrum sammen med sin mand og parrets børn.

»I Israel har du den her konstante frygt for, at nogen vil angribe os. Du lever med en viden om, at vi er nødt til at have en hær. En stærk hær. Derfor tænker du ikke over det, når du skal i militærtjeneste. Du gør det bare,« siger Tair Anvi og fortsætter:

»Jeg overvejede ikke andre muligheder dengang. At skulle i militæret var okay for mig. Jeg er stadig af den overbevisning, at folk er nødt til at gøre det i et land som vores.«

Selvom militæret traditionelt set er italesat som en maskulin sektor, forsøger man i det israelske militær at spille på kønnenes forskellighed og ikke at gøre det feminine til noget maskulint. Blandet andet har man forsøgt at gøre det mere feminint at være kvindelig israelsk soldat ved at gøre uniformerne mere figursyede.

»Efter gymnasiet, 18 år gamle, skal vi i militæret. Ingen spørger dig, om du har lyst til at gøre det. Sådan er det bare, og de fleste gør det også frivilligt. Jeg var inde i næsten to år – kun lige akkurat den tid jeg havde pligt til. Hvis du som kvinde skal uddannes til kamp, er din tjeneste længere, så har du værnepligt i tre år, ligesom alle mænd har det,« fortæller 37-årige Tair Anvi.

Den jødiske mor

Israel Defence Forces er den eneste hær i verden, hvor kvinder altid har aftjent værnepligt. Til trods for det bliver mænd stadig anset som de mest kampdygtige, og derfor er strategien i IDF at rekruttere mændene til tre års kamptræning. Det fortæller mellemøstekspert Leila Stockmarr fra Roskilde Universitet, der har specialiseret sig i Israels militære forsvarssystem.

»Fordi man har en permanent besættelse i Gaza, er der mange forskellige funktioner i IDF. Der er også kvinder ved checkpointsene og kvindelige drone-ledere, men ser man på, hvem der drager i krig, så er det oftest mændene,« siger Leila Stockmarr.

Herbert Pundik fortæller i den forbindelse, at »den israelske højesteret for nyligt har erklæret, at ingen poster i hæren er lukket for kvinder, heller ikke job som kamppilot eller tjenester i kampenheder. Dog er de fleste kvinder beskæftiget med administrative jobs bag skrivebordet.«

»I det sidste kuld kvindelige værnepligtige erklærede 75 procent, at de helst ville tjene i kampenheder, men kun tre procent blev sendt til disse enheder, og kun 20 procent af officerer med rang af oberstløjtnanter er kvinder,« siger Herbert Pundik.

Leila Stockmarr mener, at begrundelsen for arbejdsfordelingen skal findes i de kønsroller, Israel har udenfor militæret, fordi de bliver reflekteret i måden, militæret er organiseret på.

»Der er stadig en traditionel kønsrollefordeling, som gør, at man fra statens side ikke ønsker, at kvinder skal føre en militærkarriere på samme måde som mændene. En stærk identitetspolitisk stereotyp er den jødiske mor, der bidrager til Israel ved at sætte børn i verden og reproducere nationen af den vej,« siger hun.

Når kvinder tjener i kortere tid og i mindre farlige enheder, er det derfor et bredere samfundsmæssigt hensyn, fordi kvinderne skal videre og føde børn.

»Det er vigtigt at få idéen om den jødiske mor indlemmet i militæret, så man skaber sammenhæng til en feminin kultur omkring kvinders rolle som de bærende ledere.«

Tair Anvi, der aftjente sin værnepligt i et af de blødere jobs under kommunikationsstyrken, mener, at værnepligten bliver en sjovere tid, fordi mænd og kvinder tjener sammen. I hendes øjne opretholder militæret dog fortsat de traditionelle kønsroller og et skævt kønshierarki.

»At mænd og kvinder tjener sammen i hæren, har ikke ændret måden, hvorpå vi ser på hinanden. Militæret er blot et mindre samfund, hvor de samme ’kønsregler’ gælder. Militæret er meget præget af at være opdelt i mænd- og kvindejobs, og de højtrangerede stillinger har mændene altså,« siger Tair Anvi.

En grundpille i samfundet

Israel introducerede i 1948 begrebet ’A Nation in Arm,’ og militæret blev hurtigt en forlængelse af nationens krop. Det betyder, at der ikke er den samme forskel på militæret og det bredere samfund som i Danmark.

»Siden oprettelsen af Israel har militæret været den primære socialiserende institution i samfundet. På det tidspunkt kom der befolkningsgrupper fra hele verden, som kun havde ét til fælles: At de var jøder. Militæret var en måde, hvorpå man kunne integrere folk i et nyt politisk projekt. I opbyggelsen af selve Israel, etablerede man derfor lange værnepligter, hvor folk blev en del af den nationale ånd og kæmpede for det samme,« siger Leila Stockmarr fra RUC.

I det projekt var det meget centralt, at kønnene blev blandet med hinanden for at styrke sammenholdet. Ofte er det også i militæret, at kønnene møder hinanden, forelsker sig og bliver gift, fortæller Herbert Pundik:

»Israel er et indvandrersamfund, og mange kommer uden at kunne sproget, uden uddannelse og uden kontakter i landet. Derfor spiller værnepligten en vigtig civil rolle, da rekrutterne, både mænd og kvinder, lærer sproget i hæren, og de får netværk i tjenestetiden, som hjælper dem til at integrere sig i det nye land.«

Militæret er dermed ikke alene en praktisk, men også en symbolsk foranstaltning. For der er meget på spil, når det gælder nationens identitet, hvor militæret er blevet en mobiliserende faktor for samfundet.

»I Danmark er militæret ikke en socialiserende institution, som det er i Israel, hvor mænd og kvinder mødes for at sikre beskyttelsen af landet. Det gør de blandt andet ved at formere sig og reproducere det nationale projekt og den militære tradition. I Danmark er militæret en sideinstitution, som almindelige danskere ikke beskæftiger sig med. I Israel er militæret en grundpille i samfundet, der reflekterer de bredere udviklinger,« uddyber Leila

Stockmarr.

Israel har siden oprettelsen i 1948 været truet på sit eksistensgrundlag, og militæret er en vigtig og helt essentiel del af selve landets DNA. Tair Anvi, der kan se frem til, at hendes sønner om nogle år drager i militæret og går i samme fodspor som forældrene, er skeptisk over for det militariserede samfund.

 »Jeg tror, at mange har det sådan, at de ikke vil deltage i den her evindelige krig, som vi ren faktisk selv producerer. På en måde er vi nødt til at retfærdiggøre den måde, vi lever på, og det gør vi i hæren. Samtidig er vi med til at skabe krig ved at fortsætte med at tjene i militæret.«