Det Adam havde fortrængt

Adam sidder hos sin terapeut. Han er egentlig i behandling, fordi han er blevet sygemeldt med stress, men han er begyndt at have mærkelige drømme og se billeder, der pludselig dukker op. Foran ham har terapeuten lagt et hvidt stykke papir og nogle farvekridt. Hans hånd samler den røde farve op og kører rundt på papiret. Han har fået at vide, at han skal tegne, hvad han føler, og mens han tegner, fortæller han om det billede, hun har hjulpet ham med at kalde frem:

Han ligger i sengen i sin leopardprikkede natdragt. Men han har ikke nogen bukser på. Bag ham sidder faderen, og der lugter af Old Spice, af Faxe Fad og af kønsdele. Og af den skaldede plet mellem yndlingsbamsens ører, hvor han plejer at gemme sin næse. Han er bange, men han ved, hvad der sker.

Da hånden standser, har han tegnet et virvar af blodpletter og omridset af en mand. Nu med det grønne farvekridt. Han har skrevet ’skrig’.

Adam har kvalme og græder, da terapeuten stopper ham. Det er hende, der ved deres næste aftale sætter ord på, hvor billedet kommer fra:

»Adam, det her der sker for dig – der er ved at dukke noget op, der drejer sig om incest,« husker Adam, at hun siger.

Det er umuligt at sige med sikkerhed hvor mange mænd, der som drenge har været udsat for seksuelle overgreb, og der er langt imellem undersøgelserne. Ser man på voksne mænd svarede syv procent i en spørgeskemaundersøgelse i 1988, at de havde været udsat for seksuelle overgreb, før de fyldte 18 år. Ser man på de unge, svarede cirka en procent af 9. klasseselever i en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed i 2002, at de havde været ude for noget, de selv opfattede som et seksuelt overgreb.

Livet før

Adam er 42 år gammel, da terapeuten nævner ordet incest. Indtil da har han ikke haft nogen erindring om, at hans far har forgrebet sig på ham. Han kom på kostskole som 14-årig og har ikke boet hjemme siden. Nu har han kone, to små børn og et rødt hus på en parcelhusvej nord for København. Han har en karriere inden for HR og ledelse i store internationale virksomheder. Han er i São Paulo den ene uge og i Minneapolis den næste.

Samtidig med den tidsopslugende karriere går han jævnligt ned med noget, han selv forstår som depressioner. En fire-fem gange om året går han død i venskaber og isolerer sig fra omverdenen. Familien kan ikke trænge ind til ham, og frustrationen over, at han ikke selv forstår det, gør kun tingene værre.

»Jeg kunne ikke forstå det. Min kone kunne ikke forstå det. Når jeg hidsede mig op, og når jeg lukkede mig inde, kunne vi ikke sige, ’det skyldes at’. Det var der ikke. Jeg kunne ikke finde ud af det, jeg kunne ikke forklare det. Og når jeg ikke kunne forklare det, så lukkede jeg mig endnu mere inde i mig selv,« husker Adam.

Fortrængt

Fortrængning eller dissociering er en forsvarsmekanisme, der forekommer, når et traume er så intenst, at det ikke lejres i de almindelige hukommelsesspor. I stedet bliver det spaltet op og lejret i andre hukommelsesspor. Det fortæller Lone Lyager, der er psykoterapeut og har arbejdet med senfølger af seksuelle overgreb siden 1997. Hun beskriver de spaltede og usammenhængende hukommelsesbidder som balloner.

»Der kan være en ballon, der hænger med lugten fra overgrebet. Lyde, der hører overgrebet til, hænger i en anden ballon. Synet eller den kropslige fornemmelse kan hænge i andre balloner. Det, der sker, hvis de reaktiveres, er, at der kan blive trykket hul på ballonerne mere eller mindre på en gang. Og så er der pludselig en hel historie.«

Lone Lyager har i mange år arbejdet med mandlige ofre for seksuelle overgreb. Hun understreger, at fortrængning forekommer både blandt kvinder og mænd, men mener samtidig, at der kan være en sammenhæng mellem den enkeltes fortrængning og samfundets kollektive fortrængning, når det kommer til mænd.

»Det er så nyt i vores samfund, at det bliver italesat, at også misbrugte mænd kæmper med senfølger efter overgreb. Inden vi i 2000 startede vores mandegruppe i støttecentret, var der ikke nogen tilbud til mænd overhovedet. Det var ikke en italesat gruppe. Det var som om, de slet ikke var der,« fortæller Lone Lyager.

Uvirkeligt

Der går tre dage fra den dag, Adam har tegnet hos terapeuten, til deres næste aftale. I den tid fortæller han ikke sin kone, hvad der er sket. Han kan ikke rumme de mange følelser af skam, vrede og uvirkelighed. Han er bange for, at hun ikke vil tro ham.

Adams terapeut sender ham hurtigt videre til et behandlingssted med erfaring inden for seksuelle overgreb i barndommen, og kort efter starter Adam i gruppeterapi i en mandegruppe.

En gruppe af mænd

Adam dukker op til sit første møde lige til tiden. Han giver pligtskyldigt hånd til de mænd, der allerede er mødt op. Han siger ikke meget. Lokalet de mødes i er lyst og venligt med en ellipse af stole og et lille bord midt i. Det slår ham, at der står en kasse Kleenex på bordet. Den irriterer ham. Det her er et sted, man hyler.

Da de to terapeuter er dukket op, og alle har sat sig, går terapien i gang. Til at starte med skal hver mand vælge tre ord, der beskriver, hvordan han har det.

»Bange. Usikker. Lyst til at gå,« siger Adam.

De samme ord gentager han de første mange gange, han deltager i mandegruppen. Ikke mindst fordi gruppeterapien kræver det, han har frygtet og forsøgt at undgå – at han skal tale om sig selv. Han oplever gruppen som både fantastisk og forfærdelig. Han er glad for det varme fællesskab og terapeuterne, men samtalerne kredser om, hvad det er, mændene kæmper med.

»Det er forfærdeligt at se og høre de andre, og hvordan de blev ødelagt af forskellige ting. Både konkret, hvad det er, der har ødelagt os, og hvad det er, vi kæmper med. Frem for alt sidder vi nogle mænd, der har store problemer med at finde ud af, hvad det vil sige at være mand,« beskriver Adam.

Kontrol og præstation

Adam har været længe i gruppen. Nye medlemmer er kommet og forsvundet igen, mens han har sat ord på det, der er sket for ham. Som med de andre mænd i gruppen, har terapeuterne forsøgt at nå ind til de følelser af svigt, ensomhed, frygt og afmagt, der hører overgrebet til. Men Adam har ikke været meget for at åbne op og give slip på kontrollen.

»Mit liv har været præget af selvkontrol. Den har været mit panser,« fortæller Adam. »Hvis jeg mister selvkontrollen, så er det eneste, der står tilbage, én der ikke har ret til at være i denne her verden, én som ikke er noget værd. Det har været centralt for mig i mit liv at vise, at jeg var noget værd: få gode karakterer, få et godt job, have status, før jeg mødte min kone; score mange damer og ikke behandle dem særligt godt, præstere på arbejdet og gøre alle tilfredse.«

Ifølge Lone Lyager kendetegner det ofte mænd, der har været udsat for overgreb som børn, at de har svært at gå i kontakt med offeret indeni. Det er ikke i overensstemmelse med den mandlige selvforståelse om at være stærk og i kontrol. Til forskel fra mange kvinder vil mænd helst ikke forstå sig selv og deres nutidige problemer gennem det traumatiske, de oplevede som børn.

»I forhold til behandlingen bliver det en barriere, at mænd har svært ved at gå ind og kontakte de følelser, som hører overgrebet og helingsprocessen til: ’At jeg var bare et lille, ubeskyttet, prisgivet barn, som ingenting kunne gøre, ved det der skete’,« forklarer Lone Lyager.

Samtidig kan modviljen mod at forstå sig selv som offer også komme mændene til gode, når det handler om at komme videre og være aktivt handlende i deres eget liv, fortæller Lone Lyager.

Adam synes, det er begyndt at gå fremad. Også selvom det ikke kun går fremad. Han har fået et tættere forhold til sine børn og skruet ned for karrieren på trods af, at lysten til at lede og have kontrollen stadig dukker op. Han er også blevet bedre til at tale om, hvad der foregår inde i ham og indvie sin kone i det. Han er langtfra der, hvor han gerne vil være. Men han er på vej.