Der skal være plads til børnehaver i politik

En tredjedel af verdens befolkning har – udelukkende fordi de er børn – ringe mulighed for politisk indflydelse, da de ikke har ret til at stemme.

Selvom flere lande er begyndt at ændre valgretsalderen til 16 år, er det stadig mest almindeligt, at man først kan stemme, når man er fyldt 18 år. Men det bør ændres, hvis det står til John Wall, der er filosof og professor i religion ved Rutgers University i New Jersey, USA.

»Det gør børn sårbare, at de ikke kan stemme, for det gør dem til andenrangsborgere, hvilket betyder, at politikerne ikke behøver at lytte til børnene,« siger John Wall.

Bekymringen over, at politikere glemmer hensynet til børns interesser, fordi børn ikke kan stemme, deler professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Kasper Lippert-Rasmussen.

»På rigtig mange områder ville politikere være langt mere opmærksomme på at varetage børns interesser, hvis børn havde stemmeret,« siger han.

For de cirka 1,2 millioner danskere, der ikke er fyldt 18 år, er stemmeret til kommune-, folketings- og EU-parlamentsvalg uden for rækkevidde.

Stemmeret fra fødslen

John Wall og Kasper Lippert-Rasmussen mener, at man, fra man bliver født, skal have mulighed for at sætte sit kryds på en valgseddel.

Rent praktisk skal børnene afgive deres stemme ved, at forældre sætter kryds på vegne af deres barn, indtil barnet selv føler sig klar til at stemme.

Er der uoverensstemmelse mellem forældre om, hvor krydset skal sættes, kan hver forælder tildeles en halv stemme, foreslår Kasper Lippert-Rasmussen.

Men mens Kasper Lippert-Rasmussen mener, at børn først er modne til at stemme, fra de er mellem 12 og 15 år, er John Wall overbevist om, at børn er parate mange år før.

»Vi ved reelt ikke, hvordan børns kompetencer til at tage stilling til politik er, for de har aldrig fået chancen for at prøve. Men de fleste børn vil, fra de fylder fem år, have de kompetencer, det kræver,« siger John Wall.

Hjernen skal være klar

Hjerneforsker og børnepsykolog Ann-Elisabeth Knudsen er langt fra enig i, at en femårigs hjerne er udviklet til at kunne vurdere politiske beslutninger.

I femårsalderen opnår børn et abstraktionsniveau, der betyder, at de opdager, at der findes andre mennesker, men deres syn på omgivelserne er stadig snævert.

»Først i forbindelse med puberteten opnår hjernen et abstraktionsniveau, der gør, at man bliver i stand til at tage stilling til etiske og moralske værdier,« siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Hun mener, at det derfor først er fra slutningen af puberteten, at man er moden til at gå i stemmeboksen.

Inddrager man hjernen som argument for, at børn eller unge ikke skal have stemmeret, er der, ifølge Kasper Lippert-Rasmussen, andre aldersgrupper, man ligeså vel bør skele til.

»Hvis man har det fint med, at ældre mennesker, der lider af begyndende demens, stemmer, kan man diskutere, hvorfor en trettenårig ikke må få stemmeret,« siger han.

Men at sammenligne demente med børn og unge giver Ann-Elisabeth Knudsen ikke meget for.

»Den almindelige aldringsdemens påvirker ikke vores åndsevner eller abstraktionsniveau. Den påvirker vores kortidshukommelse, men det betyder ikke, at man ikke stadigvæk kan have en politisk holdning,« siger hun.

Flere 16-årige får stemmeret

I løbet af nullerne har flere lande nedsat valgretsalderen. Østrig var det første europæiske land, der gav 16-årige stemmeret, men også i Tyskland og Schweiz kan 16-årige i flere delstater stemme ved lokalvalg.

En dansk valgretskommission lagde i december 2011 op til, at man gav 16-årige ret til at stemme.

Et forslag, som en række eksperter, Socialistisk Folkeparti og ungdomsorganisationen Dansk Ungdoms Fællesråd stadig støtter.

Som det eneste parti i Folketinget vil Enhedslisten sænke valgretsalderen til 15 år. Partiet henviser på sin hjemmeside blandt andet til, at når unge på 15 år kan arbejde og komme i fængsel, bør de også kunne stemme.

Antallet af børneparlamenter stiger

I John Walls argumentation for, at børn helt ned til fem år kan stemme, henviser han til, at femårige aktivt deltager i børneparlamenter.

På verdensplan er der i dag mindst 30 børneparlamenter, der i større eller mindre grad fungerer parallelt med voksne politikeres parlamenter.

Gennem børneparlamenterne indkalder regeringer børn til at diskutere politik på nationalt eller lokalt niveau. Udformningen af børneparlamenterne varierer betydeligt fra land til land.

Mange børneparlamenter er årlige begivenheder, hvor børn overtager de nationale parlamenter for en enkelt dag. Men i et område i det sydlige Indien, er der et børneparlament i hver landsby, hvilket løber op i 7.000 små parlamenter.

»Alt for ofte er børneparlamenter engangsforanstaltninger, symbolske begivenheder uden opfølgning og dermed med ringe indflydelse på politik eller lovgivning,« står der i en Unicef-rapport tilbage fra 2011. Den tendens genkender John Wall.

»Børneparlamenter i velstående lande er tit mere orienteret mod at uddanne børn i politiske processer end i at give børnene mulighed for at deltage i det politiske system,« siger han.

I Danmark afholder Folketinget hvert andet år et Ungdomsparlament, hvor skoleelever fra 8. og 9. klasse kan skrive lovforslag til Folketinget.

De 178 elever, der skriver de bedste forslag, deltager derefter i en aktivitetsdag på Christiansborg. Her stiller de spørgsmål til ministrene og stemmer om deres egne lovforslag. Næste danske ungdomsparlamentsdag bliver holdt i februar 2016.

Fattige landes børn har mere indflydelse

Bolivia og Indien er to af de lande, der har de mest aktive børneparlamenter. Det gør dem, ifølge John Wall, til foregangslande, når det drejer sig om at lytte til børn.

I det bolivianske børneparlament giver børnene regelmæssigt formelle anbefalinger til de voksne politikere.

»Hvis man undersøger, hvor i verden børn har flest politiske rettigheder, er det generelt set i fattigere samfund,« siger John Wall.

Han mener, at børn i mindre økonomisk velstående lande i høj grad bliver forbundet med politiske dagsordener, fordi de ofte har fuldtidsarbejde.

Med børnearbejde opstår der fagforeninger, der forsvarer børnenes rettigheder, og de kan have en positiv betydning for børnenes demokratiske muligheder, påpeger John Wall.

»Når man ser på, hvordan minoritetsgrupper og kvinder fik stemmeret, har det ofte være forbundet med udviklingen af fagforeninger,« siger han.

Politik er lukket land for børn

Igennem historien er der stort set ingen børn, der har haft direkte politisk magt. I de fleste lande var valgretsalderen 21 år i 1800-tallet, men den blev langsomt nedsat til 18 år i løbet af 1900-tallet.

Love, der vedrører børn, bliver næsten altid truffet uden, at børns holdninger er inddraget.

»Den dominerende forståelse af ’barndom’ tillader ikke, at børn har en rolle i den offentlige politiske sfære,« står der i Unicef-rapporten fra 2011.

Det er  tidligere generalsekretær for Den Interparlamentariske Union (IPU), Anders B. Johnsson, og administrerende direktør for Unicef, Anthony Lake, der står bag rapporten.

De skriver, at man ved at lytte til børn undgår at træffe beslutninger, der hviler på voksnes idéer om, hvad der er bedst og fremhæver et byfornyelsesprojekt som eksempel.

I et fattigt område i London bad man børn tegne, hvordan områdets legepladser burde se ud. De voksne forventede, at børnene ville tegne legepladser med grønne plæner. Men børnene foretrak asfalt, da glasskår, hundelorte og efterladte kanyler er sværere at se i græs.

»At stemme giver ansvar«

Det ikke alle, der er lune på tanken om, at børn skal sætte sig ind i storpolitiske spørgsmål.

Børnepsykolog og tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, mener, at det er »fuldstændig hul i hovedet« at bede en femårig om at sætte sig ind i makropolitik.

Ifølge ham skal børn kun forholde sig til deres nære omgivelser, og de bør udelukkende inddrages i små fællesskaber.

»Hvis man giver børn stemmeret, pålægger man dem et ansvar, som er totalt fjernt fra deres forudsætninger og dermed absolut umuligt for dem at leve op til. At stemme er ikke kun en rettighed. Det er også en pligt til at leve op til de konsekvenser, en afstemning har,« siger han.

Systematisk svigt af børn

Kasper Lippert-Rasmussen kan godt se, at børn, der skal kende politiske dagsordener, ikke harmonerer med forestillingen om en ubekymret barndom.

Samtidig minder han om, at mange i sin tid indvendte noget tilsvarende som begrundelse for ikke at give kvinder stemmeret. Det ideelle liv for en kvinde var inden for hjemmets fire vægge.

»Børn vil nok have en mere ukompliceret barndom, hvis de ikke skal tænke på politik. Bagsiden er bare, at vores samfund systematisk underprioriterer børn. Så hvis man vejer de to ting op mod hinanden, kan det godt være, at det alligevel er bedst for børn at kunne stemme,« siger Kasper Lippert-Rasmussen.