Dengang jeg hed Martin

Dengang jeg var seks år, besluttede jeg en dag, at det var slut med at være pige. Istedet ville jeg være en dreng, med alt hvad det indebar. Nyt tøj, nye legesager, nye venner, nyt navn: Martin. Hvad der lå bag mit sociale kønsskifte, mindes jeg ikke. Jeg var en utrolig piget pige, før jeg blev en dreng. Jeg havde suverænt flest Barbie-dukker i klassen og elskede alt, der var lyserødt. Så hvad var årsagen til, at jeg alligevel hellere ville være en dreng? Forleden tog jeg ud til en helt almindelig børnehave i Gentofte i håb om, at svaret ville skrige til himlen.

Kønnede forventninger

På legepladsen i børnehaven Grønnegården har pigerne lyserøde flyverdragter på, og drengene har sorte flyverdragter på. Pigerne leger i sandkassen, mens drengene tonser rundt, for det meste ude af syne. Karen på seks år sidder og leger, at hun bager kage sammen med tre-årige Esther. De er begge piger, proklamerer de. »Fordi vi har tissekoner,« svarer de, som om jeg er idiot, da jeg spørger dem, hvordan de kan vide det. »Og så fordi vi har langt hår.« Mens vi spiser sandkager, fortæller de mig, at der er drengelege og pigelege, men at man godt kan lege med i en drengeleg, selvom man er pige.

De voksne havde altså forskellige forventninger til, hvad børnene var i stand til at forstå. Af pigerne forventede de empati og evnen til at forstå argumentationskæder. Drenge derimod forventede de kun forstod kontante reprimander. En forventning, der var baseret på deres køn. Men det var i Sverige i 90'erne, så gælder det samme for danske dagsinstitutioner i dag?

»Stensikkert!«, lyder svaret fra Jo Krøjer, kønsforsker på RUC. Hun uddyber: »I de sidste tyve år har der været nogle udpræget kønsstereotype forventninger i de danske dagsinstitutioner. Drenge er vilde og har svært ved at koncentrere sig, hvorfor de har brug for meget fysisk aktivitet. For piger gælder det modsatte; de er gode til at koncentrere sig og har glæde ved stilfærdige aktiviteter. De forventninger er børn rigtig gode til at aflæse, så uanset hvor udtalt det er fra de voksnes side, så ved børn godt, hvilke forventninger der er til dem kønsmæssigt, og det forsøger de i meget høj grad at leve op til.«

Drenge med brækkede arme

Hvis det er sandt, så er Karen og Esther dårlige repræsentanter for deres køn, for de keder sig hurtigt ved at sidde stille og tale med mig. I stedet spørger de, om jeg ikke vil se dem hoppe. Mens de overgår hinanden i at hoppe ned fra høje ting, tænker jeg på, hvorfor jeg var så fascineret af drengene som barn. Jeg tror, at det var fordi, de var så modige. Mens jeg sad og tegnede indenfor, så klatrede drengene i høje træer (selvom de ikke måtte!). Fra tid til anden brækkede de endda armene, når de faldt ned fra de høje træer. Sejt! Men ifølge Jo Krøjer skal drenges mod ikke findes i deres biologi, men i de voksnes forventning om, at de er modige.

»Drenge fremstår mere modige, fordi det forventes af dem. For det er netop ved at kaste sig ud i alle mulige vilde ting, at man kan markere, at man er en dreng. Vildskab forventes af drengene i børnehaven,« forklarer hun.

Maler-John og Guds engle

På legepladsen i Grønnegården fortæller pædagogerne mig, at de er meget bevidste om, at drenge og piger skal have de samme tilbud om aktiviteter. Så mens vi er ude at lege, er der en anden gruppe børn, der er inde og male sammen med kunstneren John Normand (blandt børnene kaldet Maler-John). Børnene er altså delt op, men ikke ud fra køn.

»Jeg har malet Guds engle,« siger en meget engageret dreng med maling i håret, da jeg kommer ind på stuen. Maler-John sidder midt på gulvet. Han er en mand omkring de halvtreds år med små briller, mange glimtende armbånd, neglelak og langt hår – og så er han ekstremt populær blandt børnene.

Drenge går da også med neglelak

Ifølge børnene i Grønnegården er der to pejlemærker, når man skal afgøre nogens køn: kønsorganet og håret. Hvis man har en tissekone og langt hår, falder man i kategorien pige. Hvis man har en tissemand og kort hår, er man en dreng. De må dog flere gange erkende, at den definition ikke altid er tilstrækkelig. For mit eget vedkommende er der cirka en tredjedel af børnene ved frokostbordet, der mener, at jeg er en dreng på grund af mit korte hår. Men de fleste lander dog på, at jeg må være en pige, selvom de ikke kan sætte en finger på, hvorfor det forholder sig sådan. Maler-John udgør ligeledes en logisk udfordring.

»Maler-John er en dreng, men han havde neglelak på,« siger fireårige Sander eftertænksomt til frokosten.

»August havde også engang neglelak på,« siger en anden dreng og peger på en tredje.

Pædagogen spørg, hvor mange af drengene, der har prøvet at have neglelak på. Alle pånær Sander rækker hånden op.

»Jeg vil prøve i morgen,« siger Sander betuttet, da det går op for ham, at han er den eneste dreng, der ikke har prøvet.

Så selvom neglelak umiddelbart var et ikke-drenget træk ved Maler-John, er det altså ikke neglelakkens feminine karakter, der er afgørende for, om det er socialt accepteret blandt drengene i børnehaven. Det afgørende er, om de andre drenge gør det.

Martin droppes

Jeg droppede projekt 'Martin' efter nogle uger. Det blev simpelthen for besværligt af to årsager. Den ene var, at jeg ikke længere kunne være bedste veninder med Susanne. For nu ville folk jo tro, at vi var kærester, når vi legede sammen. Den anden årsag var, at ingen opdagede, at jeg var blevet en dreng, så jeg kunne ikke mærke den store forskel. Der kan være flere forklaringer på, at hverken de voksne eller de andre børn (pånær Susanne selvfølgelig) opdagede mit kønsskifte. Ud fra hvad jeg lærte i børnehaven Grønnegården, så tror jeg, at mit lange hår var en vigtig årsag. Men selvom jeg havde klippet håret af, havde folk nok alligevel ikke opdaget, at jeg ikke længere var en pige. For køn er først og fremmest et spørgsmål om vane.

Men hvad var forklaringen på, at mit seksårige jeg hellere ville have været en Martin end en Nicoline? Måske skyldtes det, at jeg syntes, at de forventninger voksenverdenen havde til drengene var sejere, end dem de havde til mig. Måske findes forklaringen på bunden af de to kønskasser, voksenverdenen opstiller for børn.

»Hvis man som barn ikke lige har en oplevelse af, at man passer ind i de der meget firkantede kønskasser, så kan man jo godt få den meget nærliggende tanke, at det er fordi, at man skal over i den anden kasse,« siger Jo Krøjer. Hun fremhæver dog, at der er små tegn på, at billedet er ved at vende. I børnehaven Grønnegården er der i hvert fald to drenge, der hævder, at de har tissekoner uden at blinke. Og hvem er jeg til at dømme dem.