Vi mangler et sprog til at tale om troen

Hvorfor taler vi aldrig om tro og religion? Og hvorfor er det så svært at sige, at man er religiøs? Metier har besøgt gadepræst for unge Mia Rahr Jacobsen og taget en snak med religionssociolog Ina Rosen om tro, religiøsitet og kirken i dag.

Sofie Sørensen, sofisoe@ruc.dk

Mia Rahr Jacobsen er ansat i Trinitatis Kirke i København, hvor hun er gadepræst for unge mellem 15 og 30 år, og jeg har kontaktet hende for at høre om det moderne menneskes forhold til religion og tro i dag.

»Der er mange, der siger: ”Ja, jeg er troende, men på min egen måde”. Jeg tror, det er blevet svært at sige, at man er religiøs. Det er måske lettere at sige troende,« forklarer hun.

Men hvorfor er det så svært? Og hvad betyder tro og religion egentlig? Det er svært at svare på, og hvis svarene skal give mening, er vi nødt til at vide, hvad ordene betyder. I hvert fald i følge religionssociolog Ina Rosen.

Vi har brug for et sprog

Ina Rosen udgav tilbage i 2009 sin ph.d.-afhandling 'I’m a Believer - But I’ll Be Damned If I’m Religious'. Igennem 12 fokusgruppeinterview snakkede hun med københavnere om, hvad de forstod ved ordene tro, religion og religiøsitet. Når jeg spørger Ina Rosen, hvorfor det er så svært at sige, at man er religiøs i dag, svarer hun, at det skyldes en fuldstændig mangel på sprogliggørelse.

»Der er ikke nogen, der vil udtrykke sig om det. Det føles som et område, hvor det er uklart, hvad man taler om. Det bliver hurtigt en snæver diskussion, der ender i antagelser som: ”Er det, fordi du er kristen?”, ”Er det, fordi du er sådan lidt ligesom de der muslimer med tørklæde?”,« forklarer hun.

Problemet er, at vi mangler et sprog for troen og religionen. Derfor bliver det svært at tale om. I alle mulige andre sammenhænge, politiske såvel som sociale, er vi villige til at tage diskussioner med andre mennesker. Også når det angår meget intime ting. Men altså ikke, hvad angår vores religion eller tro. Ifølge Ina Rosen er det, fordi troen er personlig.

»Det blev tydeligt for mig, at når man siger, man er troende, så er man det ud fra en personlig konstruktion af sig selv og ikke inden for bestemte religiøse rammer. Vi oplever religion og tro som noget meget personligt. Når troen er personlig, så er det en følelse, og så kan vi ikke tale om det mere,« forklarer hun.

Religion og tro er altså en privat sag. Og igen noget, der peger på det manglende sprog, mener Mia Rahr Jacobsen: »Hvis man aldrig får den samtale startet, så får man heller ikke de ord, som gør, at det bliver mere end bare en følelse,« forklarer hun.

Vi tror, men vi er ikke religiøse

Når religionen bliver individualiseret og vores trosforestilling personlig, betyder det så, at religionen forsvinder? Var vi mere religiøse eller mere troende for 100 år siden? Ikke nødvendigvis, hvis man spørger Ina Rosen. »De havde en anden sproglighed for 100 år siden, end vi har i dag, og det får det lidt til at se ud, som om de havde en anden religiøsitet, end vi har i dag.«

Ina Rosen påpeger, at danskerne ofte svarer nej til spørgsmålet om, om de er religiøse, men ja til spørgsmålet om, om de er troende. Det har fået mange religionshistorikere til at kalde folk for mindre validt troende og bruge begreber som ’tynd’-religion og ’kulturreligion’. Men for Ina Rosen virker det, som om der ligger mere i det end som så.

»Min ph.d.-afhandling udspringer af en utryghed ved det at begrave folks tro eller religiøsitet med begreber, der i virkeligheden antyder en andenrangsreligiøsitet,« forklarer hun.

Ifølge Ina Rosen er vi nødt til at nytænke måden, vi forstår tro og religion på. I teologien forventer man et overlap mellem den tro, man har, de traditioner man har, og den religion man tilhører. Det skal helst hænge sammen, ellers er man ikke teologisk troende. Men i dag bruger folk de dele af religionen, som giver mening for dem, forklarer hun.

»Og så synes jeg ikke, at man kan sige, at folks tro eller religion er tynd. Den er bare tyk der, hvor det giver mening for den enkelte. Troen kan godt være den styrke, man søger i sin egen personlige tilværelse, også selvom man ikke nødvendigvis tror bogstaveligt på Jesus eller går særlig ofte i kirke,« forklarer Ina Rosen. Hun tror også, det er derfor, det kan være svært at kalde sig religiøs. »Man vil gerne adskille de to ting, den personlige tro og den institutionelle religion,« understreger hun.

Mange forbinder, ifølge Ina Rosen, den institutionelle religion og religiøsitet med en masse rammer og regler for, hvordan man skal praktisere sin tro. Derfor siger vi hellere, at vi er troende, end at vi er religiøse. At vi har en personlig tro - og ikke en institutionaliseret religiøsitet.

Kirken kan tilbyde et sprog

Mine venner tog aldrig med mig i kirken. Hvorfor skulle de det? Det var en mærkelig idé, jeg havde fået, syntes de. Ja, de grinede faktisk ligefrem. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan man mon finder ind i kirken, hvis man ikke har været der før?

Mia Rahr Jacobsen er en af de præster, som i dag forsøger at skabe nye rammer for kirken, så den også åbner sig mod dem, der ikke er vokset op med kirken som en naturlig del af deres liv.

»Hvis man ikke er vokset op med salmesang og hele den kultur, der ligger omkring de klassiske gudstjenester, så kan det godt opleves lidt som et fremmedsprog, der bliver talt,« fortæller hun.