Politisk journalistik savner eftertænksomhed

Receptionisten trykker på en knap, hvorpå de dobbelte glasdøre glider langsomt til side. Henrik Hoffmann Hansen venter på den anden side af receptionen. Som udefrakommende får man kun adgang til Christiansborg efter aftale.

»Sådan har det altså ikke altid været«, siger han med et skævt smil. »I gamle dage kunne man gå lige ind fra gaden«.

 

På vej op ad trapperne hilser han på Anders Samuelsen og et par andre politikere fra Liberal Alliance der står midt i en dæmpet samtale. Efterårssolen lyser stengulvet op, mens vi går igennem den store mellemgang, hvor portrætterne af Hans Hedtoft, Anker Jørgensen, Poul Schlüter og de øvrige statsministre kigger tilbage fra fortiden. Halvvejs gennem pressefløjen drejer vi op ad en smal trappe og træder ind på Kristeligt Dagblads kontor.

 

De kristelige værdier

Kontoret har været Henrik Hoffmann Hansens arbejdsplads i snart 14 år. Udover et par enkelte afstikkere til andre af avisens redaktioner, har han fungeret som politisk redaktør siden 2000.

I redaktørstolen er der langt mellem nyhedsskriverierne, og til daglig finder læseren også typisk hans signatur under de politiske analyser, der ofte når langt udover avisens spalter, da medier som TV2 News og Radio 24/7 flittigt bruger ham som kommentator.

​Der skal være mere plads til at tilgive, og det er der ikke meget journalistik der er i stand til i dag.»

 

 

 

 

 

Ifølge Kristeligt Dagblads hjemmeside er avisens erklærede formål, »at udgive et dagblad ledet og skrevet i en kristen ånd«. Men hvordan forener Henrik Hoffmann Hansen de kristelige værdier med den politiske journalistik?

 

Han sidder i kontorets hjørnesofa og kigger længe frem for sig, før han svarer:

 

»For mig er journalistik med kristelige værdier, en journalistik hvor der er mere plads til nåden«, siger han.

 

Han tøver et øjeblik, lægger fingerspidserne mod hinanden og tilføjer langsomt, men præcist.

 

»Der skal være mere plads til at tilgive, og det er der ikke meget journalistik, der er i stand til i dag. Der er kommet en hårdhed ind i pressen. Især i politisk journalistik. Hvis man som politiker kommer i uføre, så er det ikke sjovt, skulle jeg hilse og sige. Uanset om det er mere eller mindre velbegrundet. Der synes jeg, at man i en kristelig journalistik skal tage ind, at der også skal være plads til tilgivelse«, siger han.

Henrik Hoffmann Hansen nævner, hvordan Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning Schmidt og Annette Vilhelmsen i den seneste valgperiode har været jaget vildt på Christiansborgs gange af sultne nyhedsjournalister i kapløb om at breake den næste skandale.

 

»Jeg oplever nogle gange, at medierne har tunnelsyn«, siger han. »Hvis der er en sag, man har oppe, så går man hele tiden efter den sag og spørger kun efter den. Man kan ikke have to dagsordener på en gang. Så hvis der er politikere, der er under pres i en sag, så har de pludselig alle medier på nakken.«

 

»Det er sikkert frygtelig naivt, men dér kunne man godt ønske sig lidt mere hensynsfuldhed, en lille smule mere tilbageholdenhed,« siger han stille og kigger tænksomt ned i bordet.

 

Kritisk journalistik med et menneskeligt ansigt

Men Henrik Hoffmann Hansen ved godt, at balancegangen er svær, for med sådan en kritik kommer man nemt til at skænde det måske allerhelligste i journalisternes selvforståelse, den kritiske journalistik, og det er ikke hans mission.

 

»Journalistik skal selvfølgelig være kritisk, man skal stille de kritiske spørgsmål. Jeg mener jo ikke, at pressen skal være bovlam eller mikrofonholder eller reklamemedie for politikerne, men jeg synes måske, at der er kommet en hårdhed ind, som ikke behøver at være der«.

 

Han skænker sig en kop kaffe, inden han fortsætter:

 

»Tag nu den nye formand for De Konservative, Søren Pape. Han er homoseksuel, og det ville han egentlig helst holde for sig selv, og mange mente bare, at han skulle tage og gøre dét. Men han følte jo, at han var under et gigantisk pres for at skulle sige det. Han havde ikke engang fortalt sine forældre om det, og der synes jeg på en eller anden måde, at man går for vidt, at man overtræder en grænse.«

 

 

​Jeg tror, at der på et tidspunkt bliver en fornyet efterspørgsel på eftertænksomhed og refleksion. Der tror jeg også, at unge journalister vil have en god chance.»

 

 

 

 

For Henrik Hoffmann Hansen er det tydeligt, hvad konsekvenserne bliver. Han frygter, at politikerne bliver dårligere, fordi de bedste bliver skræmt væk.

 

»Det er klart, at der ikke er ret mange, der vil stille op til det der. Man kan jo se, hvordan medlemstallene falder i de politiske partier, færre vil engagere sig, og dermed bliver talentmassen, man skal vælge politikere ud fra, også meget mindre.«

 

Mødet med kristendommen

Kristendommen har fulgt Henrik Hoffmann Hansen, siden han som 16-årig var på udveksling i USA, hvor han boede hos en luthersk præstefamilie. Her fik han en anden oplevelse af, hvad kristendom også kan være.

 

»Kirken var på en anden måde en del af hele lokalsamfundet og hverdagen. Det var en kirke, der var engageret i skolen og i ældreforsorg. En kirke, der tog sig af folk, der var hjemløse og den slags,« fortæller han.

 

Siden har kristendommen været en afgørende del af hans liv.

© 2014 Metier, all rights reserved.