TILMELD NYHEDSBREV

Kom og køb et stykke med kulturarv

Lige ude foran Blågårds Kirken på Blågårds Plads på Nørrebro sidder to fyre i en mørkeblå Peugeot og hører Miley Cyrus’ 'Wrecking Ball'. Ellers er der helt tomt. Og stille. Meget stille.

Tre trin væk fra de to fyre går jerndøren til kirken op. Manden, der åbner døren, hedder Björn Ross. Det er ham, der forsøger at fylde kirkens stolerækker ud med andet end troende tilhængere, som i dagens Danmark er svære at støve op. Derfor har han, sammen med Paul Opstrup, lavet Koncertkirken, som lige nu lejer sig ind i det religiøse rum på Blågårds Plads.

I hvert fald i lidt tid endnu. Kirken er nemlig til salg. Så for en sum af 9,5 millioner kroner kan den principielt blive en hver mands eje.

Aftenens arrangement er ved at tage form. Der er releasekoncert med Frederick Bock og dennes barokguitar. Björn Ross stiller sig bag baren ved indgangen og begynder så småt at sælge øl, peanuts og en andel i kirken til de interesserede. På en uge skal han nemlig gerne have skrabet fem millioner kroner sammen, så de kan komme op og byde det store millionbeløb, kirken er til salg for. Gæsterne griner let og drikker deres øl, men for Björn Ross er det den ramme alvor.

Seks kirker blev sidste år sat til salg i København. Nogle af dem er begyndt at få nye ejere, og det har medført en debat om det religiøse rum. For er det lige meget, om vi bruger kirkerne til kontorfællesskab eller koncerter? Som fitnesskirke eller til litteraturoplæsninger?

Af Merle Baeré, mbaere@ruc.dk

Blågårds Kirke på Nørrebro er en af de seks københavnske kirker, der sidste år blev sat til salg. Der er ikke mange mennesker foran kirken, men inden i er der fyldt med musik, når altså Koncertkirken spiller op.

Foto: Merle Baeré

»Vi ved, at der er en anden køber og rygterne siger, at den person vil lave kirken om til et kontorfællesskab.«

Han lukker øjnene i et par sekunder, mens hans brystkasse løfter sig et par centimeter. Han slår øjnene op og fortsætter med en opgivende tone og en lav stemmeføring.

»Skal man bygge et kontor her, skal man bygge det hele om. Man skal bruge en masse kræfter på at ødelægge et rum, som virkelig kan noget i sig selv. Et rum, der er unikt, og som ikke længere bygges.«

Seks kirker til salg

Hvad de danske kirker skal bruges til, blev aktuelt sidste år, da kultur- og kirkeminister Marianne Jelved besluttede at lukke seks kirker i København. Det gjorde hun efter indstilling fra stiftsrådet og biskoppen. Af de seks kirker er to stadig til salg: Absalons Kirke på Sønder Boulevard og Blågårds Kirken på Nørrebro. Disse to kirkers skæbner er fortsat usikre.

Står det til Björn Ross, skal Koncertkirken overtage Blågårds Kirken, fordi, det som kulturprojekt med nichemusikken i fokus, skaber mest mening i et religiøst rum.

Og der er en rigtig god grund til Björn Ross’ ræsonnement, hvis man spørger teolog Hans Ravn Iversen, der i lang tid har kommenteret og fulgt med i debatten om kirkelukningerne.

»Det er klart, at vi har en fornemmelse af, at kulturen er kompatibel med kirken. Kirken er et orienteringsrum først og fremmest.«

Status på de seks kirker, der sidste år blev sat til salg:

Absalons Kirke til salg for 9,7 mio.

Blågårds Kirke til salg for 9,5 mio.

Samuels Kirke er solgt til ungdomsboliger, afventer godkendelse fra Københavns Kommune

Utterslev Kirke er solgt til Luthersk Mission for 6,5 mio.

Baunehøj Kirke er solgt til Den Serbisk Ortodokse Kirke for 2,55 mio.

Getsame Kirke har søgt om to-årig prøveperiode, hvor menighedsrådet skal se, om de kan drive kirken som fond. Lige nu låner uKirken rummet.

Med orienteringsrum mener Hans Ravn Iversen både det helt lavpraktiske i, at alteret i kirken er vendt mod øst, og at orientering i sin oprindelige forstand betyder østvendt. På den måde orienterer man sig mod øst, solen og Kristus. Men det kan også handle om at orientere sig alle mulige andre steder hen. Og her kommer kulturen ind og giver mening. Kulturformer som musik, billedkunst og litteratur står på linje med ideen om kirken, som står helt i opposition til det kontorfællesskab, Björn Ross frygter.

»Netop fordi det bare er kold business,« pointerer Hans Ravn Iversen.

Også derfor ser man rundt omkring i det københavnske landskab lukkede kirker, der genopstår på ny som kulturhuse. Her kan vi tale om LiteraturHaus i den gamle metodistkirke på Nørrebro. Nikolaj Kunsthal i indre by. Det gamle kapel og krematorium på Bispebjerg Torv, som i dag huser danseforestillinger under navnet Dansekapellet. Men også crossfit-kirken på Griffenfeldsgade på Nørrebro har fået lov at leve, selvom det måske mere har en karakter af business end af oplysning.

»Nu er det blot sten«

Dem, der står for salget af kirkerne i København, er Kirkefondet. Det er dem, Björn Ross og de andre fra Koncertkirken forhandler med. Kirkefondet har nogle helt klare forestillinger om, hvad de helst ser kirkerne blive brugt til i fremtiden. Her indtager kulturelle- og almengørende projekter en klar førsteplads, mens de mere kommercielle formål findes lidt længere nede på ranglisten.

Generalsekretær i Kirkefondet, Henrik Bundgård, synes dog ikke, at det er så problematisk, hvis kirkerne bliver brugt til kommercielle formål. Når en kirke ophører med at være folkekirke, foretager man nemlig et ritual.

Bjørn Ross vil gerne samle penge sammen, så han kan købe Blågårds Kirke og blive ved med at drive Koncertkirken. Her er det Frederick Bock, som spiller barokguitar.

Foto: Merle Baeré

»For eksempel bærer man helt fysisk nogle af de hellige ting ud, såsom biblen og altersølvet.«

Når sådan et ritual bliver foretaget, er det ikke længere et kirkerum, fortæller Henrik Bundgård og opsummerer med en anekdote:

»Jeg har en gang hørt en biskop citeret for at skulle have sagt til folkene i et sogn, hvor en kirke skulle lukke: ’nu er dette ikke længere Guds hus, nu er det blot sten’.«

Et fast holdepunkt i en moderne verden

Hans Ravn Iversen køber ikke helt generalsekretærens pointe. Ser man på det teologisk, finder sådan et ritual sted for at ”cleare” rummet, men:

»Man kan jo ikke trylle med rummene, og oplevelsen bliver ikke nødvendigvis anderledes i praksis.«

Selvom kirken i dag ikke nødvendigvis boomer af besøgende, skal man huske på, hvad bygningerne symboliserer. For Hans Ravn Iversen handler det især om, at de fleste danskere ser kirken som et hjemstavnsmærke.

»Når du kan se kirketårnet, så ved du, at du er i nærheden af dit hjem. Selv hvis du spørger folk på Christianshavn, så siger de, at de orienterer sig efter Vor Frelser Kirkes spir.«

Skal man bygge et kontor her, skal man bygge det hele om. Man skal bruge en masse kræfter på at ødelægge et rum, som virkelig kan noget i sig selv. Et rum, der er unikt, og som ikke længere bygges.

Bjørn Ross, initiativtager bag Koncertkirken i Blågårds Kirke på Nørrebro.

Kirken er en del af det danske landskab og vores kulturarv, og har været det i de sidste 800 år. Derfor symboliserer bygningerne et fast holdepunkt, som ifølge Hans Ravn Iversen kan være tiltrængt i den moderne verden.

»I et samfund hvor alt kan laves om morgen, middag og aften, der synes de fleste, at det er godt nok, at der findes noget, som ikke bliver lavet om. Og det sikreste der ikke lige bliver lavet om, det er kirkerne.«

Når en del af dem så alligevel lukker og pludselig skal have nye formål, blusser debatten op.

Tilbage i Blågårds Kirken har Björn Ross skænket det sidste glas vin op til den senest ankomne gæst. Selvom salget af andele ikke er gået så godt her til aften, smiler han ved synet af det fine fremmøde. For det er netop en af kirkens vigtigste opgaver. At samle folk. Ligegyldigt om der er mange eller få.

»Det er vores kirke, os der bor her på Nørrebro. Vi skal kunne bruge kirken som en slags åbent hus for alle dem, der har lyst til at bruge den.«

Læs videre om skabstroende unge mennesker og fremtidens moderne kirke.