En anden mands liv

En augustdag på landevejen ramte Carsten Dudzinski sit livs lavpunkt. Han kørte galt med en kollega på passagersædet, en skyhøj alkoholpromille i blodet og en tung fod på speederen. I dag er rusen fordampet, straffen afsonet og kollegaen for længst begravet. Men tilgivelsen er stadig ikke lige om hjørnet.

Kicki Thomsen, kielth@ruc.dk

Han husker, at de kører fra arbejdet i tømrerfirmaet. Han husker, at de besøger en af hans venner. Det sidste punkt, han husker, er, at de kører forbi golfbanen. Carsten Dudzinzki kører, og hans 27-årige kollega sidder på passagersædet.

Omkring 20 kilometer senere mister han herredømmet over den skinnende nye Skoda Octavia, som ryger på hvinende slingrekurs, sendes ud over rabattens rampe og op ad jernbanevolden. Her rammer det dueblå metalskrog et træ, som slynger Carsten Dudzinski ud af bilen, mens den fortsætter til vejrs, som for at sprede sine firedørs-vinger over landskabet for til sidst at ende med de roterende dæk i vejret femten meter væk fra Carsten Dudzinskis stilleliggende krop. På vejen mod karosseriets hvilested slår bilen to kolbøtter. Den første vrider taget til side, så passagersædet bliver blotlagt. Den fastspændte kollega sidder derfor fuldstændig ubeskyttet tilbage, da bilen slår sit sidste spring. Han får åbent kraniebrud og dør på vej til hospitalet. Carsten Dudzinski slipper med tre bøjede ribben, en skramme på albuen og en kraftig hjernerystelse.

»Han var i live, da redderne kom til stedet. Det havde jeg det underligt med at få at vide. Det, der har reddet mit liv, har formentligt været, at jeg ikke havde sele på og derfor blev slynget ud af bilen,« fortæller den nu 28-årige Carsten Dudzinski.

For otte år siden var hans liv styret af et dybt alkohol- og stofmisbrug, der kulminerede, da han den 10. august 2006 kørte galt på en landevej uden for Veksø. Hans medpassager og kollega døde, og Carsten Dudzinski fik en fængselsstraf på to år og tre måneder for uagtsomt manddrab efter at have kørt væsentligt over det tilladte. Beviserne fortalte, at han havde kørt mindst 150 kilometer i timen i en 80 kilometers zone med en promille på 1.86.

En almindelig dag

Før ulykken levede Carsten Dudzinski et almindeligt liv. Han var i lære som tømrer og manglede kun lidt over et halvt år af sin læretid. Han mødte på arbejde hver dag og var god til sit job. Han havde en kæreste. Han havde det godt. Udadtil.

Selvom både promillen og farten var meget høj den augustdag, så var det nemlig ikke en unormal dag for Carsten Dudzinski. Da ulykken indtraf, drak han hver dag, både på arbejdet og derhjemme.

»De første år af mit misbrug var det 30 øl om dagen. Derefter var det 30 øl om dagen og så 4, 5, 6…10 gram coke. Det sidste år var det masser af bajere, sprut – jeg har ikke tal på hvor meget. Coke, heroin, amfetamin… Stoffer og alkohol hver dag. Jeg føjede bare mere på, for tingene holdt jo op med at virke for mig,« siger han.

Hans stemme fortæller helt roligt om forløbet, mens de tatoverede underarme hviler på cafébordet. Han taler lavmælt. Så lavmælt, at hans hæse stemme ind i mellem forsvinder i den dampdrevne mælkeskummers hidsige hvæsen og espressomaskinens brummen. Carsten Dudzinski har fundet ro med sig selv og ulykken i dag, men det har krævet intensivt arbejde at vende hans liv rundt. Først over et år efter ulykken ramte det ham, hvad han egentligt var skyld i. Der, bag murerne, indhyllet i fængselslivets tidslomme, begyndte rusmidlernes tåger at lette, og han begyndte at både tænke og føle.

Realiteterne rammer

Da Carsten Dudzinski skal afsone sin straf, laver han en aftale med sig selv. Han skal holde sig fra stoffer og alkohol. Først for bare at afsone så hurtigt og ukompliceret som muligt. Men efter tre-fire måneder begynder der at ske noget.

»Jeg kunne pludseligt se for første gang, hvad det var, jeg havde gjort. Mærke det. Der var ikke nogen steder at flygte hen. Det var forfærdeligt,« siger han.

»Jeg får en helt enorm følelse af anger over, hvad fanden jeg har lavet. Dér vælter det hele for mig. Jeg ligger og tuder inde på min pind hver anden dag. Bliver vred hver tredje dag. Føler anger hele tiden. Jeg er ked af det. Jeg er sur. Jeg er lettet. Det vælter lige pludseligt bare frem,« siger han.

Han har det elendigt. Abstinenser og et helt livs følelser buldrer rundt i kroppen på ham i en sådan grad, at han har svært ved at skelne imellem, hvad det er, der gør ham dårlig.

»Jeg har svedeture, rysteture, ondt i maven… Jeg kan huske, at det irriterede mig at føle noget, for jeg kunne ikke koncentrere mig om mine abstinenser. Jeg kunne ikke samle mig om noget. Det gjorde ondt over alt både fysisk og psykisk,« siger han.

I takt med at Carstens Dudzinski hoved bliver klart, går det op for ham, at ulykken kun var resultatet af det egentlige problem. Han er misbruger.

»Fra mit sekstende år, og til jeg kom ind og sidde som 21-årig, har jeg sådan set ligget i sprit og stoffer uafbrudt. Det går op for mig, at hvis jeg ikke gør noget nu, så vil jeg dø tyve år før min far,« siger han.

Hans azurblå øjne er rare og blikket intenst bag det sorte, firkantede brillestel. Han bryder sjældent øjenkontakten. Det er som om, han stadig indgående prøver at se sin historie og den mand, han var, direkte i øjnene. Siden rusen fordampede i fængslet, gemmer han sig ikke mere. Carsten Dudzinski beder om at blive flyttet til en behandlingsafdeling, og her begynder han for første gang i sit liv at arbejde med sig selv og tage ansvar. Siden da har han været clean. Men det var kun starten på det hårde arbejde.

Tilgivelse

Han var med til kollegaens begravelse. Det følte han, at han skulle. Det var det sidste sted i verden, han havde lyst til at være. For det var hans skyld, at kollegaen lå i kisten. At forældrene havde mistet deres søn, og søsteren sin bror. Men de gav ham lov til at deltage.

»Søsteren fortæller mig, at hendes første tanke efter ulykken er, at hun har lyst til at slå mig ihjel. Sådan har hun det, indtil de får hændelsesforløbet fortalt og finder ud af, at brorens promille var den samme som min. De siger, at det er mig, der skal leve med det, og de synes faktisk, at det er synd for mig,« siger han.

Men det gør ingen forskel for Carsten Dudzinski. Familiens tilgivelse er kun en lille del af den fulde tilgivelse. Han slipper ikke sig selv så let.