De sidste søstre

Der er 165 nonner tilbage i Danmark og stadig færre kvinder vælger at aflægge de tre evige løfter om troskab, kyskhed og fattigdom. Velfærdsstaten har overtaget ansvaret for nonnernes gode gerninger, men klostrene giver stadig rum til at dyrke stilheden i en verden, der stormer fremad.

Kathrine Meyer Jørgensen, kmeyerj@ruc.dk

Klæder skaber ikke kald

Præsten begynder sin messe med at bede om tilgivelse for alle vores synder i både ord, tanke og gerning. Søstrene banker alle en knyttet hånd mod brystet. Lige der, hvor der hænger et stort sølvkors i en kæde omkring halsen på alle søstrene. Korset hænger tungt ned og bag det ligger der løfter om blandt andet kyskhed og fattigdom, som kan virke uforståelige for moderne unge mennesker.

Søster Susanne Hoyos begyndte også relativt sent på sin vej til Sankt Joseph søstrene og aflagde de tre evige løfter i 1995.

»Jeg følte, at gud kaldte mig til det, og der var noget, der manglede i mit liv,« forklarer hun med rank ryg, den ene arm i siden på sin stribede trøje og med frit hår, der krøller lidt, selvom det er klippet helt kort. Hun ligner ikke det, som de fleste forbinder med en nonne. Men det er også ligegyldig, for som hun siger, så er det ikke dragten, der gør én til den, man er. »Vi skal netop være ude blandt folk og gå i den påklædning, som er passende for det arbejde, som vi laver,« fortæller hun.

Førhen gik alle Sankt Josephs søstre i dragt. Det var indtil det såkaldte ’katolske stormøde’, II Vatikanerkoncil, i 1962-65. I den proces blev søstrene opmærksomme på, at grunden til søstrenes sorte dragt hang sammen med samtiden uden for klostrenes mure i 1650’ernes Frankrig. Det var en beskyttelse, så søstrene kunne udføre deres gerninger i fred og har egentlig aldrig været et symbol for, at tilhøre ordenen. I dag ser man derfor Sankt Joseph søstre i Indien i Sari, i Pakistan med den traditionelle buksedragt og i Vesten altså i almindeligt vestligt tøj.

Velfærdsstaten - det moderne kloster

På den anden side af messen, i et af klostrenes baglokaler, dufter der af kaffe og hjemmebag. Der er gjort klar til de besøgende, som inden for et par timer kan få sig et indblik i en lille del af klosterlivet. Der er Kulturnat, og nysgerrige københavnere har derfor fået lov til at stikke hovedet indenfor. På bordet ligger forskellige hjemmestrikkede og hæklede klæder i antikke mønstre ved siden af tomme strikkede sutsko til småbørn. Det er klosterets søstre, der har haft gang i strikkepindene, som de i aftenens anledning sælger til fordel for arbejde med børn og unge i Tjekkiet.

Sankt Joseph søstrene er en af de ordner, som søger udad mod omverdenen i deres virke. Selv om det handler om indre ro og forholdet til Gud, så er traditionen , at forholdet til gud bliver styrket i arbejdet med mennesker. Førhen var søstrene derfor kendt for at arbejde ved deres egne hospitaler og de underviste på egne skoler, men tiderne og samfundet omkring klosteret har ændret sig. »Efterhånden som de private hospitaler er blevet lukket ned, de store super hospitaler er blevet opført, og velfærdsstaten har taget mere og mere over på forsørgerområdet, har vi fået andre opgaver,« fortælles søster Susanne Hoyos. De ældre søstre i klosteret bruger derfor meget af deres tid til at bede på andres vegne og for hele den lidende verden.

Stilhed fra stormen

Søster Susanne Hoyos bor ikke på selve klosteret, men  bor i stedet i Kokkedal på sankt Joseph Søstrenes Retrætecenter, hvor hun bruger meget af sin tid og sit virke. Selvom ordenen er katolsk, er det ikke et krav, at de mennesker, som deltager på retræter på centret, har en bestemt religiøs overbevisning. »Det handler om, at folk kommer og har en længsel efter stilhed og en længsel efter at finde ind til sig selv. Når man finder ind til sig selv, så finder man også ind til Gud,« mener søster Susanne Hoyos.

Stedet er åbent for søgende mennesker og tilbyder ophold fra en enkelt weekend og til længere perioder på op til ti dage, som bruges til at finde Gud, sådan som den enkelte forstår Gud. Det gøres gennem ro, ved at bede, gå ture og tale med en åndelig vejleder. En sådan åndelige vejleder er netop søster Susanne Hoyos.  »Folk kommer af mange forskellige årsager. Det kan både være alt fra død og skilsmisser til folk, der kommer, fordi de bare gerne vil bruge noget tid i selskab med Gud. Og faktisk er der også rigtig mange unge, som kommer for at komme lidt væk fra travlheden - finde stilheden og lytte til sig selv og Gud,« forklarer hun.

I en moderne verden, hvor deadline efter deadline hober sig op som ufremkommelige bunker i kalenderen, der er klosteret og søstrene virke et sjældent vindue ind til et rum, hvor roen og stilheden stadig dyrkes. Lidt endnu.